Kan direkte demokrati besejre populisme?

Det var eliterne, ikke masserne, der gjorde Brexit og Trumps valgsejr mulige, skriver Jan-Werner Müller, professor i politik ved Princeton University og forfatter til den kommende bog "Democracy Rules"

Foran det britiske parlament demonstrerer fortsat både tilhængere og modstandere af Brexit, som for mange er blevet symbol på det problematiske ved folkeafstemninger om komplicerede spørgsmål. Men direkte demokrati rummer et stort potentiale, mener professor ved Princeton University Jan-Werner Müller. –
Foran det britiske parlament demonstrerer fortsat både tilhængere og modstandere af Brexit, som for mange er blevet symbol på det problematiske ved folkeafstemninger om komplicerede spørgsmål. Men direkte demokrati rummer et stort potentiale, mener professor ved Princeton University Jan-Werner Müller. – . Foto: Christopher Pledger/Ritzau Scanpix.

LIGE SIDEN de dobbelte katastrofer i 2016 – Storbritanniens Brexit-afstemning og valget af Donald Trump som amerikansk præsident – har en udbredt angst for en ”global bølge” af populisme spredt sig, og der er blevet vredet mange hænder over det såkaldte direkte demokratis tåbeligheder. I Storbritannien blev vælgerne bedt om at besvare et alt for forsimplet bliv eller forsvind-spørgsmål. I USA blev Det Republikanske Partis primærvalg i 2016 overladt til uansvarlige vælgere og radikale aktivister. Siden da har der været opfordringer til at styrke ”dørvogterne”, hvilket er en høflig måde at sige, at de ikke-stuerene masser bør holdes så langt væk fra den politiske beslutningsproces som muligt.

Men denne liberale impuls afspejler en fejllæsning af den nyere historie: Det var eliterne, ikke masserne, der gjorde Brexit og Trumps valgsejr mulige. Desuden bekræfter en skamløst elitær foragt for det direkte demokrati ikke blot den populistiske retorik, den overser også den kendsgerning, at folkeafstemninger kan være et meget effektivt våben mod populister.

Trumps og Brexit-agitatorer som Nigel Farages sejre kan ikke tilskrives fatale fejl ved det direkte demokrati, det kan snarere den elite, der har samarbejdet med dem undervejs. Det er muligt, at mange britiske konservative ledere har rynket på næsen af Farage, men mange af dem har i sidste ende anset hans argumenter for Brexit for at være fornuftige, ligesom Det Republikanske Partis top har givet Trump sin formelle godkendelse.

Godt nok endte millioner af britiske vælgere med at stemme ”Leave”, og millioner af amerikanere stemte på en åbenlyst ukvalificeret præsidentkandidat. Men det skyldtes til dels, at de af kendte skikkelser som Boris Johnson og den tidligere formand for Repræsentanternes Hus Newt Gingrich var blevet forsikret om, at de gjorde det rigtige.

Desuden blåstemplede partieliterne ikke blot populisterne, de frasagde sig også deres eget ansvar for at formulere sammenhængende politiske platforme. Brexit-afstemningen var et direkte resultat af de konservative lederes manglende evne til at nå frem til en fælles bindende beslutning i spørgsmålet om EU-medlemskab. Og Det Republikanske Parti outsourcede de facto sin kandidatudvælgelse til private tv-stationer, hvis hovedfokus er at tiltrække seere.

Men har de liberale så ikke alligevel fat i noget, når de påstår, at der er en dybere sammenhæng mellem populisme og direkte demokrati? Populistiske politikere forsøger trods alt som regel at etablere en direkte forbindelse mellem sig selv og borgerne og skære traditionelle politiske partier og – når det er muligt – professionelle journalister væk.

En figur som Beppe Grillo, stifteren af Italiens Femstjernebevægelse, kritiserer uafladeligt etablerede politikere og traditionelle medier i samme åndedrag. Alle populister hævder at have unikt kendskab til ”rigtige mennesker” og deres vilje og lover at tjene som deres ”stemme”. Denne påstand er fuldstændigt teoretisk: Både de ”rigtige mennesker” og ”folkets stemme” er blot symbolske konstruktioner. I praksis er der ingen andre end den populistiske leder, der faktisk har brug for at tale. Derfor har en folkeafstemning en meget særlig betydning for populister. Eftersom de allerede har konstrueret ”folket”, er svaret på ethvert spørgsmål om folkets vilje kendt på forhånd. Således er ”folkets” rolle for populister fuldstændigt passiv. De skal bare sætte kryds i den rigtige boks for at bekræfte, hvad populisterne allerede har sagt.

DET ER DOG BARE ÉN OPFATTELSE af direkte demokrati. En anden er, at en folkeafstemning er én del af en bredere og, frem for alt, åben overvejelsesproces, hvor borgere vejer forskellige påstande – og beviserne for og imod dem – op mod hinanden, for til sidst at komme frem til en beslutning. Snarere end at gå populisternes ærinde ved at styrke de såkaldte dørvogtere bør vi spørge, hvordan folkeafstemninger kan komme til at tjene deres rette demokratiske funktion.

Selvfølgelig kunne man påpege, at skaden allerede er sket, i hvert fald i lande som Ungarn, Tyrkiet og Polen, hvor populister har brugt valg, og til tider yderst manipulerende ”nationale høringer”, til at konsolidere deres magt. Samfundsforskere er kun lige begyndt at tumle med spørgsmålet om, hvordan autoritære populistiske regimer igen kan omdannes til reelle demokratier. Vi har brug for nye strategier til at konfrontere det, der er blevet kaldt både ”demokratiske tilbageskridt”, ”konstitutionelle tilbageskridt” og ”autokratisering”.

Én mulighed er at fokusere på det faktum, at mange autoritære populistiske regeringer drager fordel af en meget opdelt opposition, som til tider er resultatet af en bevidst teknik fra populisterne selv. En delt opposition har sværere ved at danne koalitioner og vælge den bedst mulige kandidat til at udfordre fasttømrede populister (fordi hver part ønsker at føre sin egen stjerne frem). Tænk på de pinefulde diskussioner om Ungarns parlamentsvalg i 2018. Efter lange diskussioner om, hvorvidt det højreorienterede parti Jobbik burde – eller overhovedet kunne – alliere sig med den liberale venstrefløj, forblev oppositionspartierne i store træk uforsonede, og premierminister Viktor Orbáns Fidesz-KDNP-alliance tog 133 af de 199 pladser i parlamentet.

Det er overflødigt at sige, at det er yderst problematisk at danne en koalition mellem det yderste højre og venstrefløjen. Men et andet problem er, at selvom vælgerne ønsker et regeringsskifte, kan de være tilbageholdende i forhold til at engagere sig i taktiske afstemninger, der kan give et lige så slemt eller værre alternativ. Det er svært at bebrejde ungarske liberale, at de nægter at afgive deres stemme til en Jobbik-kandidat.

Folkeafstemningers binære struktur tilbyder dog en vej ud af dette dilemma. Selvom de ofte samler usædvanlige koalitioner, betyder det ikke ret meget for den enkelte vælger. Når folkeafstemningen er overstået, er formålet med koalitionen blevet opfyldt. Og endnu bedre: Folkeafstemninger kan udformes på en sådan måde, at en populistisk regerings manglende popularitet blotlægges, hvorved dens påstand om at repræsentere folkets vilje undergraves.

Netop på grund af deres forståelse for folkeafstemningers oprigtigt demokratiske potentiale har nogle autoritære populistiske regeringer – Ungarns for eksempel – gjort ægte bottom up-initiativer vanskeligere. Det kan godt være, det lyder, som om det er i modstrid med konventionel visdom, men direkte demokrati kan arbejde imod populisme. Der er ingen garanti for, at en sådan strategi vil lykkes i en given sammenhæng – men det er bedre end blot at vente på dørvogternes frelse.

Jan-Werner Müller er professor i politik ved Princeton University og forfatter til den kommende bog ”Democracy Rules”.

© Project Syndicate.

Oversat af bureauet Translated By Us.