Når en økonom skal svare på spørgsmålet, om et godt postvæsen kan betale sig, vil han se på postvæsenets bundlinje korrigeret for det eventuelle offentlige tilskud, som postvæsenet modtager. Hvis overskuddet er 100 millioner kroner, og det offentlige tilskud 600 millioner kroner, så er postvæsenet en dårlig forretning for samfundet. Man kunne spare 500 millioner kroner, hvis ikke postvæsenet fandtes.
Det er klassisk økonomisk tankegang: Vi ved, hvad alting koster, men vi aner ikke, hvad noget som helst er værd.
For et postvæsen med 500 millioner kroner i underskud kan være en rigtig god forretning for samfundet. Tænk, hvad vi sparede dengang for 5 eller 10 år siden, hvor Danmark havde et velfungerende postvæsen. Vigtige dokumenter, prøverne til hospitalerne, nøglerne til sommerhuset, gaven til barnebarnet, kameraet til reparation – næsten alt nåede hurtigt og sikkert frem næste dag for en beskeden porto, som godt kunne have været dobbelt så høj og alligevel have været pengene værd.
Omkostningerne ved en effektiv og pålidelig infrastruktur i samfundet er store. Omkostningerne ved en ineffektiv og upålidelig infrastruktur er endnu større, men de indgår bare ikke i økonomernes regnestykke, for de bæres ikke af staten, men derimod af befolkningen og virksomhederne. Ekstra tid, besvær og omkostninger for borgerne tælles ikke med.
Vi kan nok leve med det elendige postvæsen, som vi har i dag, men meget værre er det, at økonomernes tankegang gennemsyrer alle andre beslutninger i det offentlige. Alt bliver digitaliseret i disse år, og det sparer selvfølgelig porto og administration for det offentlige. Det koster til gengæld bunker af arbejdstimer for befolkningen, som må kæmpe med e-Boks, NemID, digitale signaturer og andre elendige it-systemer.
Forestil dig, at staten skulle betale løn til borgerne for den tid, de spilder på dårlige it-systemer. Så ville omkostningerne ved digitaliseringen være langt større end besparelserne. Men timelønnen indgår ikke i økonomernes regnestykke, så derfor er digitaliseringen udnævnt til en meget større succes, end den er.
Tager vi skridtet videre, kan vi se på kommunalreformen, hvor 279 kommuner med hver 20.000 mennesker i gennemsnit blev erstattet med 98 kommuner med 60.000 mennesker i gennemsnit.
Min daværende kommune Brædstrup blev sammenlagt med Horsens, og stort set al kommunal aktivitet blev flyttet bort fra Brædstrup. Argumentet var stordriftsfordele i form af billigere og mere
effektiv administration, blandt andet fordi det statslige regelsæt, som kommunerne skal administrere efter, nu er blevet så komplekst, at det kræver flere eksperter at finde ud af det.
Tænk, hvis man havde gjort det modsatte: bevaret nærheden i kommunen og forenklet reglerne, så også almindelige mennesker og almindelige kommuner kunne finde ud af dem. Det ville have gjort en kæmpe forskel i Brædstrup, Korsør, Skibby og de andre næsten 200 byer, der mistede deres kommunale administration.
Værdien af nærhed forstår økonomer ikke. Værdien af, at medarbejderne i kommunen kender de mennesker, landområder, skoler, plejehjem, virksomheder og foreninger, som de skal administrere, indgår ikke i økonomernes regnestykke, så derfor mener økonomerne stadig, at kommunalreformen var en succes.
Noget synes dog at være galt, og derfor flytter staten nu arbejdspladser ud i landet med kæmpe omkostninger for medarbejdere og skatteborgere. Det hænger ikke sammen.
Jeg kritiserer ikke Finansministeriets regnemodeller; de er gode nok. Men jeg kritiserer de politikere og økonomer, der kun kigger på regnemodellerne, når de træffer beslutninger. Virkeligheden er langt større end det.
Det er slut med postvæsenet, men Danmark kan stadig blive bedre.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.