Grundskolens ældste elever er så småt på vej tilbage i skole igen efter corona-nedlukningen. Mange har lidt afsavn under den sociale isolation og længes efter kammerater og ansigt-til-ansigt-samspil. En del har dog også nydt at smage på et mere fleksibelt og roligt liv: at kunne sove lidt længere om morgenen. Selv at kunne bestemme, hvornår man spiser frokost. At lære uden partout at være pakket ind i støj fra andre, et fastlagt skema og frikvarterer at føle sig akavet i.
Naturligvis har unge brug for ansigt til ansigt-samspil og forpligtende fællesskaber. Men corona-erfaringerne bør mane til eftertanke, for skal det fremover være præcis som før?
Tal fra Børne- og Undervisningsministeriet fra 2019 viser en stigende klassekvotient i 90 ud af 98 kommuner. 28 procent af landets folkeskoleelever går i klasser med 25 eller flere elever. I 2009-2010 var tallet 17 procent. Hos en del børn og unge lægger det beslag på mange ressourcer at skulle forholde sig til (og forskanse sig imod) de mange sanseindtryk og komplekse sociale dynamikker, som store klasser indebærer. Hvem siger, at det er et menneskes naturlige behov at have helt så mange intense kontaktflader i hverdagen?
Kristeligt Dagblad har igennem årene lagt avis til en række indsigtsfulde artikler og kronikker om forskellen på indadvendte og udadvendte mennesker. Blandt andet citeres Susan Cain, der er forfatter til bogen ”Stille: Introvertes styrke i en konstant snakkende verden” for at sige: ”Indadvendthed handler ikke om at være asocial eller bange for, hvad andre tænker. Det handler snarere om, hvordan du reagerer på social stimulation. Introverte personer foretrækker stille miljøer med en lav stimulationsgrad.”
Omkring hver tredje af os har indadvendt præference.
Klassekvotienter er i høj grad bestemt af økonomi, ikke af børn og unges generelle behov og da slet ikke af den enkeltes. Vi skal passe på med at forvente, at børn og unge ”naturligt” har en interesse i at navigere i så mange sociale relationer, som klasser på 25 eller 30 elever indebærer. Og vi bør stoppe med at tildele dem forkertheds-stempler og diagnoser, når en overstimulerende hverdag udfordrer deres nervesystem og følelsesregulering over evne.
Det gælder fra skolelivets begyndelse, at børn skal lære deres klassekammerater godt at kende. Der bliver derfor konstrueret legegrupper, som ændres fra år til år – ud over legeaftalerne, som er initieret af eleverne selv. Kontaktforældrene laver sociale arrangementer, der involverer både elever, forældre og søskende.
Før corona lå antallet af familiearrangementer i nogle klasser på 6-10 om året. En tårnhøj forventning om social interaktion, også i barnets og familiens fritid.
En del børn og unges fritidsliv bærer desuden præg af lignende opskruede forventninger til aktivitet og socialitet: Dyrker man for eksempel en holdsport, kan antallet af træningsgange let ligge på to-tre om ugen foruden kamp hver weekend.
Når jeg under corona-nedlukningen uformelt har talt med børn og unge og spurgt til, hvordan det – hånden på hjertet – har været at være væk fra kammeraterne i skolen, har svarene jævnligt overrasket mig.
Flere har givet udtryk for, at det har været helt fint ”bare” at ses med sine to-tre gode venner. Det sociale behov er for dem væsentligt mindre end det, de rutinemæssigt udsættes for. Det har fået mig til at tænke på Astrid Lindgrens klassiker ”Alle vi børn i Bulderby”, som var en af min barndoms favoritter. Universet blev stort set beboet af tre piger, tre drenge, en hund og nogle kattekillinger: alt rigeligt til at skabe gode liv, eventyr og fællesskab.
Der er alenlangt fra Bulderby til det overstimulerende hverdagsliv, mange børn og unge havde før corona. Mon ikke de fleste trives bedst med en balance et sted midt imellem? Godt nok er hjemmeskole for tredje måned i træk for meget af det gode. Men vi må vare os for at katapultere børn og unge tilbage til et stimulationsniveau, der er for meget af det gode.
Både familier, skoleledelser, fritidstilbud og politikere bør overveje grundigt, hvad det egentlig er for en virkelighed, vi ønsker at (gen)skabe for vores børn og unge.
Jeg hylder bestemt meningsfuldt ansigt-til-ansigt-samvær mellem mennesker og mener i øvrigt, at vor tid er teknologitilbedende uden sans for afledte effekter. Men på dette område mener jeg, at vi bør åbne rummet for menneskers forskelligheder – med inddragelse af teknologi, når det er relevant. Mange voksne havde – allerede inden corona – mulighed for at arbejde hjemmefra en dag om ugen. En hjemmearbejdsdag, for eksempel onsdag, kunne bryde en travl hverdagsuge op og give et åndehul samt et tiltrængt rum for fordybelse uden storrumskontorets hyppige forstyrrelser.
I skolen er børn og unge imidlertid i ”storrumskontor” det meste af tiden. Flere har nu erfaret værdien af ”åndehullet” på egen krop og fundet, at det kan rumme alsidige aktiviteter som selvstudium i en historisk epoke, essayskrivning i dansk, digitale matematikopgaver eller vægtbærende motion i det fri. Nuvel, det kræver en vis alder og selvdisciplin at arbejde hjemmefra, og hvis visse elever vil bruge skolens lokaler på fordybelsesdagen, skal der naturligvis være mulighed for det. Undervisningsdifferentiering har som bekendt været et bærende princip for al undervisning siden 1993.
Vi har haft faser i skolens liv, hvor eleverne gik i skole hver anden dag, også om lørdagen eller mest om vinteren. Lad os se, hvor udogmatiske corona har gjort os. Om vi efter pandemien har forestillingsevnen i behold og tør indrette os mere fleksibelt, så det fremtidige hverdagsliv som skoleelev også kan tilbyde mere alsidighed og væsentligt mere ro.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.