Det menneskelige genom, vores arvemasse, er en del af en lang historie. En historie, der begyndte med universets uventede opståen for cirka 14 milliarder år siden og for alvor tog fart, da livet opstod på Jorden for cirka 3,8 milliarder år siden.
Siden da har livet bevæget sig mod mere og mere komplicerede væsener og gennem evolutionsprocessen frembragt de myriader af arter, som vi nu lever med og mod på den planet, som vi med vanlig arrogance kalder ”vores”.
Det meste af historien har livets udvikling været baseret på to ting. A: Der opstår hele tiden tilfældige mutationer i arvematerialet, der kan føre til nye egenskaber, og B: De individer, der har været bedst tilpasset i forhold til deres økosystemer, har haft en fordel, som har gjort, at deres egenskaber er blevet bragt videre i historien.
Mennesket har længe forsøgt at blande sig i denne fortælling. Vi har avlet os frem til planter og dyr, der har egenskaber, vi ønsker, og historien er fyldt med eksempler på mere eller mindre brutale forsøg på eugenik – racehygiejne.
Omvendt kan det at drage omsorg for de svage ses som et forsøg på at vende evolutionen på hovedet – og det er der da heldigvis også mange eksempler på.
Menneskets mulighed for at kontrollere udviklingen tog for alvor fart med opdagelsen af dna-molekylets struktur i 1953. Den efterfølgende bioteknologiske udvikling førte til, at vi op gennem 1990’erne så de første genetisk modificerede afgrøder og i stor stil begyndte at genetisk designe forsøgsdyr.
Teknologierne var dog ineffektive og dyre, og forestillinger om at anvende dem til at ændre i det menneskelige ge-nom mere et udtryk for ønskedrømme eller mareridtsscenarier end realisme.
Det blev der imidlertid ændret på med opdagelsen af genredigeringsteknologien CRISPR-Cas9 i 2012, der gør det muligt at omskrive dele af genomet langt mere præcist, enkelt og billigere end tidligere.
Pludselig begyndte det, der før var science fiction, at ligne morgendagens muligheder, og de etiske diskussioner om, hvad vi bør gøre af alt det, som vi kan gøre, eksploderede.
I forskningsverdenen har der været udbredt enighed om, at man er langt fra at vide nok til rent faktisk at begynde at anvende teknologien på mennesker.
Samtidig har der været en udbredt enighed om, at når man en gang får den fornødne viden, skulle den kun anvendes til at afhjælpe menneskelig lidelse, ikke til at forbedre normalegenskaber, og kun, når der ikke er andre muligheder for at hjælpe.
I november 2018 offentliggjorde den kinesiske forsker dr. He imidlertid, at han havde anvendt CRISPR-teknologien på to fostre for at gøre dem immune over for hiv. Et forsøg, der resulterede i fødslen af tvillingerne Lulu og Nana, verdens første genredigerede mennesker.
Den kinesiske regering har meddelt, at dr. He har overtrådt stort set alle de regler for god videnskabelig praksis, som man kan, og en stort set enig forskningsverden har taget afstand fra forsøget og erklæret, at dr. He har været alt for tidligt ude.
Den konkrete historie om Lulu og Nana er både rystende og fascinerende, og de mulige konsekvenser af indgrebet for deres liv ukendte.
I det store billede er det imidlertid værd at lægge mærke til, at langt de fleste erklæringer fra forskningsverdenen har fastholdt, at man skal fortsætte med at udvikle teknologien.
Så spørgsmålet er ikke, om vi som art skal begynde at omskrive vores arvemasse, men mere om, hvornår og med hvilke formål.
Og det er her, man etisk set godt kan blive lidt bekymret over, om muterede aber vil være i stand til at løfte det ansvar, som følger med så stor en magt.
Det kan kun den fremtid, som nu er rykket meget tættere på, give os svaret på.
Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.