Lillian Bondo: Kan vi leve af at klippe hinanden?

Med genåbningen af samfundet har vi brug for at gentænke indsats af arbejdskraft og ressourcer i den rige del af verden

Onsdag i sidste uge genåbnede restauranter, barer og caféer i hele landet. Her ses en café i Roskilde. Lillian Bondo er chokeret over, hvor meget der forbruges i dag på frisører, tøj, kaffe og mad. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.
Onsdag i sidste uge genåbnede restauranter, barer og caféer i hele landet. Her ses en café i Roskilde. Lillian Bondo er chokeret over, hvor meget der forbruges i dag på frisører, tøj, kaffe og mad. – Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix.

Atter tales der om genåbning. Og næsten ikke om andet. Ikke nok om krigen i Yemen, om Ukraine over for Rusland, ikke nok om børn, der overlades til en grum skæbne i Syrien (hvis ikke de inden er blevet rekrutteret til at sikre andre en grum skæbne andetsteds), slet ikke nok om klimasikring af denne skrøbelige og vidunderlige verden.

Nej, det helt store nyhedsemne for tiden er og bliver: genåbningen af samfundet. Vi kan atter blive klippet, vi kan gå på værtshus, café, bar og restaurant. Ja, alle disse forskellige steder for påfyldning bliver nævnt separat under oplistningen af de kommende herligheder.

Det fremgår sikkert ret tydeligt, at jeg ikke er vant til at parkere mine penge på bemeldte etablissementer i helt stor stil. Jeg forstår tiltrækningskraften lejlighedsvist under ferie, men jeg husker også ”Luksusfældens” prissætning af et års købekaffeforbrug – sat op over for termokoppen hjemmefra.

Jeg er vokset op i 1950’erne i skyggen af varemangel og sparsommelighed. Det var utænkeligt at købe til os børn, hvad min mor selv kunne lave, før vi var fremme over midten af 1960’erne, og hun blev udearbejdende. Det blev nok kørt en anelse for langt. Jeg husker stadig med rædsel, at jeg som den eneste i klassen var henvist til en menstruationsbeskyttelsesmetode i form af hjemmestrikkede bomuldsbind med indlæg af vat. Bæredygtigt, men ensomt ... At få lov at skifte til indkøbte bind i 1965 og at købe mine første cowboybukser i 1967 – det var en ny rigdom, som jeg frydede mig over.

Men derfra og så til at se, hvor meget og hvor tilfældigt der forbruges i dagens samfund, i hvert fald i den store del af befolkningen, det er lidt rystende. Det peger på den skæve fordeling af goder i denne verden. Den gennemsnitlige dansker har råd til at sætte en ikke uanselig sum af til indkøb af nyt tøj til hver sæson, til forlystelser og oplevelser, til mad og drikke, som andre tilbereder og serverer.

Mennesker i de lande, der giver os mulighed for at indkøbe billig kaffe, billige T-shirts og billigt oksekød, lever for et eksistensminimum med ringe uddannelsesmuligheder og nærmest intet sundhedsvæsen som opbakning til deres udsatte helbredssituation.

Med andre ord: Også i ”genåbningsfesten” bliver det skæve varebytte mellem u-lande og i-lande meget tydeligt. Vores prioritet er åbenbart at komme tilbage til det, der var. Mens prioriteten i Bangladesh og andre lavindkomstlande med produktion af konsumvarer og tekstil fortsat er at overleve.

Kunne vi ikke have brugt denne periode på at tænke lidt mere over prioriteterne i vores hverdagsliv?

Vi har jo faktisk klaret os med mindre tryk på forbruget. Mange af os har sparet betydelige beløb, fordi vi ikke har fløjet luftlagene tynde for at nå til varmere kyster. Vores restaurantbesøg er enten helt aflyst eller er blevet til tag med hjem-måltider. Vi har fundet ud af, at vi ikke behøver at drage helt så ofte af sted i bilerne til arbejdsplads eller mødested, men kan mødes på nye måder.

Selvfølgelig bliver det godt at få de fysiske møder tilbage, men en kombination vil kunne spare transport og tid og give mere fordybelse.

Vi kan ikke leve af at klippe hinanden, selvom jeg anerkender, at det er dejligt at være velsoigneret. Og det er skønt at gå på café, bar og restaurant indimellem, men skal det have lov at fylde så markant i vores hverdagsliv, at det overskygger alle mulige andre store problemer i vores samtid?

Vi har brug for at gentænke indsats af arbejdskraft og ressourcer i den rige del af verden.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.