Coronakrisen må siges at præge debatten i de internationale medier. Man skal bruge lup for at finde andet.
I det amerikanske, katolske magasin First Things bemærker teologiprofessor på Wycliffe College Ephraim Radner et paradoks: Alting lukker ned, og vi skal alle sammen være sammen med vore familier og med os selv, ”og vi bliver, overraskende nok, bange!”. Det er ellers en enorm gave at kunne blive hjemme. Man får lov at vende tilbage til sine rødder som menneske. Ephraim Radner minder om beskrivelsen i Tredje Mosebog af Herrens befaling til sit folk om at holde sabbatår hvert syvende år.
”I et sådant jubelår skal I hver især vende tilbage til jeres ejendom og hver især til jeres familie.”
Man skal bemærke, at det altså i Bibelen kaldes et ”jubelår”, dette sabbatår, hvor man vender hjem.
Radner funderer over dette med at ansætte værdien af et menneskeliv i denne tid, hvor man kæmper for at holde kurven flad, så lægerne ikke skal til at sortere sygdomsramte gamle efter, hvem der skal have lov at komme i respirator, og hvem man på forhånd opgiver.
Dette forhold afslører en dyb ironi, som kristne bør reflektere over, mener han. Dødshjælpen er samtidig begyndt at blive mere og mere accepteret.
I Canada indførtes den for fem år siden, og 7000 canadiere, de fleste af dem gamle, er allerede døde for denne statslige sprøjte. Canada nåede her i februar, lige på tærsklen til coronaepidemiens ankomst til landet, at indføre en liberalisering, der – i lighed med Holland og Schweiz – giver nye grupper adgang til at modtage dødshjælp, som ikke i forvejen er dødssyge, herunder sindslidende.
”Når politikere og kommentatorer fortæller os, at vi ikke skal bekymre os, for covid-19 er kun farlig for de ældre og dem, som allerede har svækket helbred, så spekulerer man over, hvordan værdien af et menneske så nemt er blevet reduceret til sorteringsberegninger efter omkostninger og begrænset mængde medicinsk apparatur. Kristne har noget at sige om dette, men det har vi forsømt de senere år.”
Redaktøren af First Things, R.R. Reno, mener, at vi siden kan komme til at betale en forfærdeligt høj pris for at lukke samfundet så grundigt ned. Det er en levende organisme, ikke en maskine, som kan standses og startes, som det passer os.
Værst finder Reno kirkernes aflysninger af gudstjenesterne. Det er, som om man frejdigt understreger deres mangel på relevans i en moderne tidsalder.
”Vi bombarderes med evangeliet om evig ungdom opnået gennem særlig kost og motion (suppleret med den kunstige udødelighed ved berømmelse i de sociale medier). Hvis lyset slukkes i kirkerne i en tid med sygdom og død, så er der kun tv-værter, kommentatorer og Sundhedsstyrelsen til at tale til vor ængstelse og frygt. Det styrker den verdslige tanke: Livet i denne verden er det eneste, der tæller. De gejstlige lederes føjelighed, når det gælder aflysningerne af gudstjenester, er rystende. Den antyder, at de mere end halvvejs er med på denne verdslige indstilling.”
Måske skal man ikke redde liv for enhver pris. Meget er vigtigere, mener Reno og nævner kærlighed, ære, skønhed og tro. Regner man sit jordiske liv for det vigtigste, er man med Paulus’ ord allerede en slave, åndeligt talt.
I Le Figaro skriver Nanterres biskop, Matthieu Rougé, om coronapandemien. Vores epoke mener, den mestrer det meste, og så snubler hele civilisationen over en mikroskopisk virus, konstaterer han. Det stiller os over for den menneskelige skrøbeligheds mysterium, den skrøbelighed, vi konstant forsøger at fortrænge, men som nu viser sig så tydeligt. De bibelske billeder med Babelstårnet og kolossen på lerfødder melder sig af sig selv, skriver Matthieu Rougé.
Han peger på den sproglige forbindelse mellem ordet karantæne og ”careme”, det franske ord for faste. Denne nye faste lader os genopdage dyderne ved at leve tilbagetrukket, være sammen med familien, læse og bede.
Samtidig mærkes en åndelig hunger i tiden, hævder den franske biskop.
”Frankrigs gamle kirke, som ofte forekommer træt og svækket, virker i denne tid, hvor vi alle er til eksamen, som en ’Kirke 2.0’, sprudlende af ildhu og kreativitet. For katolikkerne – ligesom for den paradoksale majoritet, som er dem, der ikke går i kirke – har aflysningen af gudstjenester været en kilde til betydelig undren og dyb smerte, et stærkt vidnesbyrd om en forbundethed, der er større, end hvad man ellers var fristet til at mene ved synet af det vanlige fremmøde på søndage.”
Mange besøger de virtuelle gudstjenester, og mange gør godt for den nabo, som man i storbyens opgange ellers ikke engang var på hilsefod med.
Måske kommer der noget godt for fremtiden ud af den smerte, der nu skal gennemleves, skriver biskop Matthieu Rougé.
”Denne karantæne, denne nationale og globale faste, er kommet for at føre til lyset. Vi er halvvejs i knæ, men det er for, at vi kan blive rejst op.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.