Her i sommer besøgte jeg en gammel bekendt, Karin Svendsen, som er frivillig medarbejder i Esbjerg Karate Klub. Jeg har ikke megen fidus til kampsport, og det undrede mig, hvorfor Karin Svendsen som pensioneret lærer bruger al sin tid i en karateklub uden at få en krone for det. Jeg forstod simpelthen ikke, hvorfor netop karate tiltrak hende. Jeg blev klogere.
Det handler nemlig ikke om kampsport, hvor man så hurtigt og enkelt som muligt skal uskadeliggøre sin modstander. Det handler om kampkunst, det vil sige kampen mod sig selv.
Karin Svendsen er frivillig på morgenholdet, hvor omkring 20 deltagere – unge og voksne, piger og drenge – træner karate fire dage om ugen med fire instruktører. Ugeskemaet ligger helt fast: fælles morgenmad, træning, frokost, livsfilosofi, dansk, matematik og så en times pligter, inden man er færdig klokken 14. Onsdag er træningen erstattet af en tretimers gåtur, hvor deltagerne kan samle tankerne og blive inspireret af naturen.
I gennemsnit går deltagerne på morgenholdet i et års tid. Hvis ikke de møder op, bliver de hentet.
Men hvorfor er det noget særligt?
Det skyldes, at deltagerne på morgenholdet har det tilfælles, at de har haft det svært, før de startede. Vokset op i udsatte familier med alkohol, stofmisbrug, vold, kriminalitet, seksuelt misbrug, psykiske og sociale udfordringer iblandet alle andre tænkelige former for omsorgssvigt.
Kombinationen af engagerede instruktører, hård træning i kampkunsten, faste rammer, klare forventninger, godt kammeratskab og gode værdier er magisk: Over 90 procent af deltagerne kommer videre til et ordentligt liv, det vil sige uddannelse, arbejde, gode sociale relationer og en oplevelse af mening. De lærer at komme hver dag til tiden uden sygefravær, de lytter til autoriteter, gør hvad de bliver bedt om, stiller kompetente spørgsmål, reflekterer og gør deres bedste i enhver opgave. De er meget overraskede, når de påbegynder en uddannelse og får at vide, at de er dygtige elever og forbilleder for deres kammerater. En matematiker og økonom som mig kalder det halvfems procent succesrate. For hver tyve mennesker, der starter på morgenholdet, sker der en markant forandring til det bedre hos de atten. Det er uhørt.
Et så intenst forløb er ikke gratis: 3500 kroner om måneden; som regel betalt af kommunen, da deltagerne og deres familier sjældent har anden indtægt end overførselsindkomst. Det samlede tilskud til klubben er 1,3 millioner om året. Private sponsorer bidrager med mindre beløb til morgenholdet.
Jeg satte mig til at regne: 20 mennesker kommer ud af en håbløs social situation for under to millioner kroner om året. Umiddelbart er det mange penge, men se beløbet i forhold til den værdi, som morgenholdet skaber: Først og fremmest det enkelte menneske som kommer ud af et liv med misbrug, kriminalitet og isolation for 100.000 kroner. Omkostningen er intet i forhold til værdien.
Se også på beløbet fra samfundets synspunkt: En borger med et liv i misbrug, kriminalitet og social isolation koster let 50 millioner kroner gennem 50 års levetid. Tyve borgere koster en milliard. Morgenholdet koster under to millioner og sparer en milliard. Om året.
Hvorfor har vi ikke et morgenhold i hver eneste kommune i Danmark plus ekstra hold i de store byer? Hvorfor opretter Esbjerg Kommune ikke et akademi, der kan træne de 500 instruktører, der i første omgang bliver brug for? Og hvorfor satser Danmark ikke på at gøre social forandring med udgangspunkt i morgenholdet til en global eksportsucces ligesom insulin, høreapparater og vindmøller?
Det ville gøre en forskel for mange mennesker. Og der er penge i det.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.