Ligesom herhjemme pågår der i vore nabolande en diskussion om, hvorvidt kirkelederne var for frygtsomme, når de bifaldt en langvarig nedlukning af kirkerne under coronakrisen.
Vi har her i kiosken refereret tyske røster; også i Storbritannien gøres status. I magasinet The Spectator skriver præst i Church of England Daniel French, der mener, at hans kirke forsømte en sjælden chance for den synliggørelse, moderne præster altid taler om.
Kirkerne kunne have fortalt om den kristelige forståelse af dødelighed og af håb. Bibelen taler også om epidemier og plager og fortæller os, at vi lever i en falden verden, så der var nok at tage af. De fleste kirkeledere lod disse visioner ligge og ville hellere skræmme os eller tale som politikere, skriver Daniel French.
Forsømmeligheden tydeliggør noget dybereliggende, nemlig ”en mangel på tillid til det overnaturlige blandt biskopper og teologer”.
Den dominerende, progressive teologi har siden 1960’erne været optaget af at afmytologisere. Det, French kalder det overnaturlige – for eksempel opstandelsen – er nedskrevet til metaforer, man regner med, passer til tidsånden. Og man får endda ikke andet ud af sin tilpasning end vigende kirkegang.
Mens den falder, vokser kirkens bureaukrati omvendt proportionalt. En stab af konsulenter dynger præsterne til med spørgeskemaer, analyser og rapporter. Deres aktivitet nåede et crescendo under coronakrisen, hvor kirkens hjemmeside gik i ”overdrive” med nye direktiver. Men man søgte forgæves efter enhver tale om sjælens frelse. Kirken er faldet i den fælde, som C.S.Lewis beskrev: ”Hav himmelen som mål, og du får jorden med i købet; hav jorden som mål, og du får hverken-eller.”
French har en fornemmelse af, at denne kirkelige progressivisme nu er ved at brænde ud, fremskyndet af corona-svigtet. Og han har bemærket den spæde fremkomst af en ny bevægelse i engelsk præstestand, som er klassisk troende.
”Disse mænd og kvinder, overvejende under 50 år og typisk præster i mindre fashionable sogne, udgør en kærkommen forandring i forhold til de moderigtige præster, der ikke tåler megen afvigelse fra deres kedelige newspeak .”
Daniel French peger på tre åndelige fædre til denne ”postcovid-ortodoksi”: forfatteren C.S. Lewis, psykologen Jordan Peterson og journalisten og forfatteren Rod Dreher.
”Trods alle odds og al fjendtlighed fra det gejstlige establishment bliver C.S. Lewis’ stjernestatus ved at vokse. Hans vision af et materielt univers som del af en større kosmisk virkelighed er en strålende katharsis over for epidemier og gadeoptøjer.”
Jordan Peterson har haft stor betydning som den, der punkterede Richard Dawkins’ neo-ateistiske projekt, og under karantænen så millioner, især unge, hans bibelanalyser på Youtube.
Og Rod Dreher forudså i sin bestseller ”The Benedict Option”, at kristne, som ikke bryder sig om den progressive teologi, vil danne fællesskaber og netværk ”under radaren”.
Ligesom i Østblokken, hvor undergrundskirker eksisterede parallelt med den statsligt sanktionerede, officielle. Dette kan meget vel blive et resultat af coronakrisen, mener Daniel French.
Også i The Spectator skriver forfatter Douglas Murray om kirkekrisen i coronakrisen. Han er erklæret ateist, men har sunget i kirkekor og tiltrækkes efter eget udsagn stedse mere af kristendommen i takt med, at han sætter sig ind i islam. Murray beretter, hvordan han opsøgte to kirker, der begge var ”pyntet med et lamineret ark, der fortalte, at kirkens dør var låst, og at Gud naturligvis kunne dyrkes hvor som helst, men (og dette var understreget) ’ikke her’. Lidt skrapt formuleret, tænkte jeg. Men det gav mig stødet til at overveje vores mærkelige situation, hvor den britiske offentlighed kan dyrke guddommen overalt, undtagen i kirken.”
Der åbnedes efterhånden flere og flere steder for tilbedelse uden for hjemmet. Først var der kun supermarkedet, men så fulgte havecentre, byggemarkeder og pubber, hvorfra man kan opsende en bøn til Gud. Måske dyrke ham ved nedsvælgelsen af en skummende fadøl, skriver Murray.
Det var et sært forsvindingsnummer, kirken lavede, finder han. Kirkelederne protesterede ikke, da politikerne erklærede kirken for uvæsentlig og derfor lukningsværdig. Man har ellers haft en del år til at vænne sig til afstand mellem kirkegængerne, ironiserer Murray. Kirkegangen i Storbritannien er meget lav.
Kun to gange lod kirkens ledere høre fra sig under krisen. Første gang da en gruppe biskopper fandt regeringsrådgiver Dominic Cummings’ forholdsregler for at beskytte sit barn så exceptionelt dæmoniske, at de måtte fordømme ham og hans hustru. Anden gang var for at ytre støtte til Black Lives Matter-optøjerne.
Men som sædvanlig ville man ikke promovere det, marketingfolkene ellers ville kalde kirkens USP – Unique Selling Point, dens kerneydelse.
Nu, hvor alle var ængstelige, havde man ellers chancen. Måske ville det have været anderledes, om virusen havde ramt os hårdere.
”Så havde kirkerne måske kendt deres besøgelsestid, forkyndt kristendom, fortalt os om Guds kærlighed og vist os den rette måde at berede sig til at møde ens skaber.”
Hvad man fik ud af sine laminerede beskeder på de låste døre var nok et sår, som ikke heler igen, skønner Murray. ”Et selvpåført sår.”
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.