Kirken har tre ben: gudstjenesten, det offentlige vidnesbyrd og tjenesten for næsten. De kirkelige betegnelserne for disse er liturgi, kerygma-martyrium og diakoni. Hvert af benene er lige vigtige og negligeres ét af dem, bliver kirken ustabil og ensidig.
Denne forståelse af kirken, der griber tilbage til oldkirken, har siden midten af det 20. århundrede atter vundet udbredelse på tværs af de forskellige konfessioner. For eksempel skriver det lutherske verdensforbund i sit diakonidokument ”Diakonia in Context” fra 2009, at hvert af disse ben er indbyrdes forbundne, ja, faktisk ikke kan eksistere uden hinanden. På samme vis skriver pave Benedikt XVI i sin smukke rundskrivelse ”Gud er kærlighed” fra 2005, at kirken har et ”trefoldigt kald: Forkyndelse af Guds ord (matyria), fejring af sakramenterne (leiturgia) og kærlighedens tjeneste (diakonia)” og at hvert af disse ”er gensidigt afhængige af hinanden, og ikke kan adskilles fra hinanden” (paragraf 25).
På trods af denne tværkirkelige konsensus er der i Danmark og hele Vesteuropa en tendens til ensidigt at fokusere på det ene ben, den regelmæssige gudstjeneste, og til at negligere de andre to som mindre væsentlige.
Dermed kommer kirken nemt til at stå på ét ben og dermed til at hinke. Og de, der hinker, kommer nemt til at svaje for at holde balancen. Når kun gudstjenesten er i centrum, bliver den offentlige forkyndelse af Kristus og den diakonale tjeneste nemt overset og uddelegeret til de få ildsjæle.
Typisk påtager mere konservative kræfter sig den offentlige forkyndelse, den indre mission og evangelisering, mens de mere socialt engagerede og indignerede påtager sig de diakonale opgaver og arbejdet med socialt udsatte. Det er naturligvis al ære værd, men dermed kommer disse to ben nemt til at stå hver for sig og i mindre grad fremstå som hele kirkens fælles opgave. Er det et problem? Ja, det mener jeg, at det er.
Pointen hos både pave Benedikt og det lutherske verdensforbund er jo netop, at de tre ben gensidigt skal præge og støtte hinanden. En gudstjeneste, der ikke er tæt forbundet med en offentlig forkyndelse af og undervisning i kristendommen, bliver nemt reduceret til tom tradition.
Når mange døbte i dag har så svært ved at relatere til det sprog og det verdensbillede, de møder, når de en ganske sjælden gang deltager i en gudstjeneste, hvor de lytter efter, skyldes det, at de netop ikke har modtaget en sammenhængende kristen trosoplæring og at de ikke har erfaret den kristne forkyndelse som en personlig eksistentiel tiltale. Den store tyske teolog Karl Rahner (1904-1984) skrev for over 50 år siden, at det 21. århundredes kristne ville være mystikere eller slet ikke længere være kristne. Dermed mente han blot, at mennesker i lyset af sammenbruddet af en kristen enhedskultur, kun ville kunne vedblive at være kristne, hvis de havde gjort en personlig eksistentiel erfaring af kristendommen som værende sand.
På samme måde bliver det offentlige kristne vidnesbyrd, dersom det ikke er forbundet med invitationen til at være en del af et konkret kirkeligt fællesskab, nemt reduceret til blot at være endnu et eksistentielt tilbud på hylden i det senmoderne åndelige supermarked. Og hvis kristendommen skal være troværdig, også for den, som har sår på sjæl og legeme, må dette kirkelige fælleskab også yde en diakonal omsorg for hele mennesket.
Endelig er det vigtigt, at det diakonale ben opretholder sin forbindelse til både gudtjenesten og det kristne vidnesbyrd og tilværelsesopfattelse. Gør den ikke det, bliver den meget nemt reduceret til endnu en (delvist) skattefinansieret instans i velfærdsstaten og kommer ligeledes ofte til at overtage samtidens rent dennesidige syn på mennesket.
Diakonien adskiller sig fra alment humanistisk motiveret omsorgsarbejde ved et alsidigt syn på mennesket, der inkluderer den åndelige dimension. Diakonien har altid en transcendent horisont (frelsen og Gudsriget), og selvom den ikke er missionerende i traditionel forstand, bør den altid være åben for at redegøre for sit udgangspunkt og for også at varetage menneskers åndelige behov. Den ved om nogen, at mennesket ikke lever af brød alene, og at mange af samtidens dårligdomme, såsom ensomhed, brudte familierelationer og mangel på mening, netop skyldes fraværet af Gud i menneskers liv.
I vores senmoderne verden længes mange efter autenticitet og er derfor igen blevet mere åbne over for tilværelsens religiøse dimension.
Det er samtidig en tid, hvor kristendommen som levende praktiseret tro, lære og verdenssyn fylder stadig mindre.
Hvis kirken skal være troværdigt til stede her, bør den atter turde stille sig på alle sine tre ben. Så kan den stå fast i en tid, hvor den i stadig mindre grad kan støtte sig til stat og mainstreamkultur.
Kirkeligt set skrives på skift af lektor i diakoni Jakob Egeris Thorsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sognepræst Lars Gustav Lindhardt og sognepræst Marie Høgh.