Prøv avisen
Kirkeligt set

Kirken skal være åben for alle, uanset om vi er røde, blå, grønne eller sorte

illustration: søren mosdal

Mette Bock

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Fortsæt jeres initiativer, kære præster, så forskellige og velmente som de er. Men husk at fortælle alle os, der blot opsøger kirkerummet for at høre en prædiken eller synge nogle salmer med andre, at vi er velkomne, uanset om vi er røde, blå, grønne eller sorte, inden vi træder ind over dørtærsklen, skriver kirkeminister Mette Bock

FOR NOGLE ÅR SIDEN hvæsede en indigneret kirkegænger i en rødglødende kirkestrid, at hans præst var som en vandmelon: grøn udenpå og rød indeni. Og det var ikke en kompliment! Det endte vist med, at han udvandrede. Kirkegængeren altså. Han følte sig ikke velkommen. Jeg kom i tanke om historien, da jeg tidligere på ugen var til et sognearrangement, hvor en af deltagerne spurgte mig, om folkekirken har politisk magt.

Det har folkekirken formelt set ikke, og det skal folkekirken heller ikke have. På vore lutherske breddegrader skelner vi mellem regimenterne og holder politik og tro adskilt. Men det, der foregår i folkekirken, berører naturligvis vore liv og kan dermed have stor indflydelse på både det enkelte menneske og samfundsudviklingen. Spørgsmålet er dilemmafyldt.

PÅ DEN ENE side er der talrige gode argumenter for at skelne mellem talerstol og prædikestol. Politikeren argumenterer ideologisk, præsten forkynder evangeliet.

På den anden side er det helt afgørende for den gode og nærværende prædiken, at den bygger bro mellem evangelieteksterne og det liv, vi lever i dag. Men så bevæger man sig ud på knivsæggen mellem evangelisk nærvær og ideologisk politiseren.

Spørgsmålet er med andre ord, om kirken skal have farve. Og om alternativet til, at kirken er rød, blå, grøn eller sort, er, at kirken bliver farveløs og dermed ligegyldig.

Lad mig nævne et par eksempler på dilemmaerne.

Jeg indrømmer gerne, at jeg mærker en vis skepsis, når flere i disse år vælger at kalde sig Grøn Kirke. Projektet går ud på, at man kan registrere sig som Grøn Kirke, hvis man kan leve op til 25 af 48 punkter på en tjekliste.

Tilsvarende kan man spørge, om det er en god idé at holde møder om for eksempel asylansøgeres forhold i et kirkerum. Det oplevede jeg for nylig i Københavns Domkirke.

Jeg har ikke et klart svar, for jeg er i tvivl. Jeg har stor respekt for, at præster og menighedsråd engagerer sig. Som borgere naturligvis, men også ved at skabe debat og gå ind i tidens spørgsmål med afsæt i, at det også forpligter at være kristen.

Men det er en knivsæg, man bevæger sig ud på. For risikoen er, at mennesker, der ikke føler sig grønne eller har egne standpunkter vedrørende asyludfordringerne, ikke længere føler sig velkomne. At den evangeliske synd bliver konverteret til politisk synd. Dørtærsklen til kirken bliver højere, hvis du ikke har de ”rigtige” standpunkter i forhold til tidens aktuelle problemer.

Jeg møder op med åbent sind, når jeg inviteres. Men jeg mærkede for nylig selv, at jeg pludselig ikke blot var et menneske i en kirke, da jeg deltog i Københavns domkirkes paneldebat om forholdene for børnene på Sjælsmark. Jeg var en politiker i stærk modvind.

Det er jeg vant til, for jeg er en del af den danske regering og bakker op om den stramme asylpolitik, der føres i disse år.

Den kritik, der kan rejses i sådanne sager, skal man som minister naturligvis kunne tage imod. Men jeg mærkede ved arrangementet tydeligt, at kirkerummet skiftede karakter. Det blev en politisk mødesal. Og det er en oplevelse, der stadig sidder i mig. Jamen det er jo meningen, kan arrangørerne hævde. Evangelierne har betydning, ordene fordrer helt konkret handling og ansvar.

Det er jeg enig i. Og jeg møder også gerne op næste gang, hvis jeg bliver inviteret, for diskussionen er vigtig.

JEG BESØGER OGSÅ GERNE KIRKER, der er registreret som Grøn Kirke. Men jeg kan ikke lade være med at tænke på, om jeg i netop disse kirker skal have særlig dårlig samvittighed over at lade vandet løbe, når jeg børster tænder. Eller fortsat kører i min 14 år gamle bil, der sikkert ikke er helt miljørigtig.

Jeg er sikker på, at initiativtagerne til Grøn Kirke vil sige, at jeg selvfølgelig er velkommen trods disse daglige synder. Og at det blot handler om at vejlede menighedsråd om, hvad de kan gøre for at belaste miljøet mindre.

Alligevel gør det noget ved mødet mellem menneske og kirke. På godt og ondt.

Fortsæt jeres initiativer, kære præster, så forskellige og velmente som de er. Men husk at fortælle alle os, der blot opsøger kirkerummet for at høre en prædiken eller synge nogle salmer med andre, at vi er velkomne, uanset om vi er røde, blå, grønne eller sorte, inden vi træder ind over dørtærsklen.

For det er netop det forhold, at mennesker af vidt forskellig observans og baggrund kan sidde side om side på kirkebænken, der gør folkekirken stærk. Og farverig.

Men det er muligvis et standpunkt, nogle vil betegne som sort.

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.