Nedrivninger af statuer og monumenter under sidste sommers Black Lives Matter-demonstrationer bliver nu ophøjet fra det spontane for at blive sat gravalvorligt og systematisk i værk af statslige organisationer, herunder også kirkelige. Church of England udsendte i sidste uge rapporten ”Omstridt kulturarv i domkirker og kirker”. Den opfordrer menighedsråd og præster ved Church of Englands 12.500 kirker og 42 domkirker til at se på, om de kan skrotte nogle af deres mindesmærker ”for at omforme uretfærdige samfundsstrukturer, udfordre vold af enhver art og efterstræbe fred og forsoning”. Der tænkes især på skikkelser, der har været involveret i det britiske imperiums slavehandel.
Man vil pege på ”kirkens egen medskyld i strukturel synd” og i ”undertrykkelse eller marginalisering af mennesker på grundlag af race, køn, religion eller seksuel orientering”.
I og omkring kirkerne skal man nedtage mindesmærker, gravsten, statuer og portrætter af tvivlsomme personer. Beslutningerne tages lokalt, men det betones i instruksen fra det kirkelige centralorgan, at passivitet ikke er tilladt. Til The Observer udtaler Becky Clark, chef i Church of England:
”At reagere på rette vis er en kristen pligt. Ikke at gøre noget er ikke en mulighed. Der skal være engagement i dette.”
Hun uddyber: ”Vore kirkebygninger og domkirker er den mest synlige del af Church of England, en kristelig tilstedeværelse i alle fællesskaber. Ansvaret for, at de inkluderer, byder velkommen og tilbyder ’safe spaces’ for alle, er en afgørende vigtig del af håndteringen af den måde, historisk racisme og slaveri stadig påvirker folk i dag.”
I domkirken i Bristol er man allerede i færd med at nedtage et portræt i en kirkerude af slavehandler Edward Colston (1636-1721). Det vil blive erstattet af klart glas. I en anden by er fjernet to gravsten over kabaretkunstnere fra 1950’erne, der optrådte med black face, ligesom der stod upassende ord på deres sten.
I The Spectator ærgrer sognepræst Daniel French sig over forholdsordren. Han mener, der er tale om et knæfald for identitetspolitikken og samtidig en højst uvelkommen afledning under pandemien, som har udløst stor elendighed over hele landet. Kirken skal her bidrage med alle ressourcer i stedet for at spilde tid og kræfter på symbolpolitik.
French bemærker: ”Gennem mine 23 år som præst har jeg aldrig hørt nogen i sognet klage over at føle sig uvelkommen på grund af et monument.”
Han finder retningslinjerne i modstrid med kristendommens kernebudskab om tilgivelse. Hvis han nu skal fjerne mindesten for ondskabsfulde adelige eller tyvagtige pirater, hvordan kan han da sikre sig, at de ikke dengang har bekendt og angret, spørger han.
”Hvem er jeg til at fordømme noget, som er sket for århundreder siden, for ikke at tale om, hvad der er hændt i hjerternes skjul? Hvem kan overhovedet dømme her? De mennesker sættes posthumt i gabestokken uden mulighed for soning.”
Og hvem siger, det stopper her, spørger French, når kirken først vælger at hoppe på identitetspolitikkens heftigt rullende vogn. Efter disse koloniale personer vil man kunne rette søgelyset mod de historiske skikkelser, som kan beskyldes for kvindehad eller homofobi. Da vil et flertal af fortidens berømte briter dumpe, bemærker Daniel French. Herunder 1000 års kongefamilie.
I domkirken i Canterbury findes et portræt i glasmosaik af Henrik VIII, der lod to af sine koner henrette. En omvurdering af ham kunne sagtens få en snebold til at rulle.
”Historien viser, at selv milde former for billedstorm åbner mulige døre til mere ildevarslende tendenser. Man behøver ikke kende alle detaljerne i Culte de la Raison (den franske revolutions dyrkelse af fornuften, red.) for at vide, hvordan bureaukratisk banalitet kan tippe over i et orgie af ødelæggelse.”
Man kan blot betragte udviklingen på universiteterne, skriver Daniel French. Eller den skrumpende, episkopale kirke i USA, som er langt nede ad denne vej og har skabt en atmosfære af frygt blandt de ansatte, beretter French. Han tror ikke, at lokalbefolkningen ude omkring i England uden videre vil tilgive kirken for deltagelse i denne venstreorienterede strategi.
Tidligere chefredaktør for Daily Telegraph Charles Moore forholder sig ligeledes i The Spectator til den nye kampagne. Hvorfor skal ”strukturel synd” begrænses til netop race og køn, spørger han. Desuden profiterede kirken endnu mere af Reformationen end af slavehandlen. Reformationen stjal kirkens land, bygninger og skatte, ligesom ærkebiskoppen af Canterbury opfordrede til drab på katolikker. Moore er katolik. Biskopperne kunne jo også genaktivere den mulighed for forbandelse, som ligger helt glemt i Church of Englands ritualbog, Book of Common Prayer:
”Forbandet være han, som flytter sin nabos skelpæl” og så videre. Den har et ritual for offentlig udskamning, ved hvilken ”sådanne personer, som står dømte for åbenlys synd, kan sættes til offentlig bod”. Moore: ”Den kan bestemt moderniseres til at forbande Boris, Brexit, ’Rule, Britannia’, og hvad de ellers kan komme i tanker om.”
På hjemmesiden Archbishopcranmer.com bemærker filosof og teolog dr. Adrian Hilton: ”Folk har mange undskyldninger for ikke at gå i kirke, men ’den statue krænker mig’ er virkelig ikke en af dem. Og er den, da bør man vende øjnene mod himlen og bede om at få sans for proportioner og derpå se sig omkring, for menigheden er fuld af folk, som hver dag krænker andre (og endda undertrykker dem).”
Hilton mener, at levende menneskers handlinger og ord har større betydning end ”ord på en marmorplade”.
Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.