Da jeg var helt ny formand, skrev en ældre, sur skribent en lang tirade mod mit udseende. Jeg havde fedtet hår. Gik sjusket klædt. Der var ikke rigtig det, der ikke var i vejen med mit udseende.
Jeg havde været handelsminister, transportminister og idékvinde bag en af de mest visionære planer for togdriften i Danmark, hvor vi sikrede, at der kun skulle være én times kørsel mellem Danmarks store byer. Hele herligheden blev finansieret af en højere skat på olieselskaberne. Men hvad skulle jeg bedømmes på i Berlingske? En dårlig hårdag!
Den artikel sad længe fast og irriterede mig grænseløst. For hvor er det utroligt, at en kvinde stadig skal slæbes gennem sølet, fordi hun formaster sig til at stille sig frem i den offentlige debat. Og nu diskuterer vi så kvinders tøj og hår igen, og det får mig til at tænke på episoden for et par år siden. Mette Frederiksen (S) er for kedelig. Helle Thorning-Schmidt (S) var for farvestrålende. Gaaaab, tænker jeg! Og gaaaab, må alle de unge kvinder, der sidder derude tænke.
For jeg bliver glad, når jeg kigger på dem. De har lilla hår, de går i smukke, farvestrålende kjoler og kondisko. De går i sylespidse hæle og flyverdragter. De går i lige, hvad der passer dem og hurra for det! De gør verden pænere, sjovere og mere farverig. Det har vi brug for.
Bevares – hvis du er til mørke jakkesæt og attachémapper, så fair nok, men vi er vist for længst nået forbi den fortid, hvor det er det eneste, der er tilladt på en arbejdsplads. Det gælder også for politik!
Siden det sure opstød på bagsiden af Berlingske har jeg også lært at være ligeglad. Jeg oplever ikke at blive taget mindre seriøst, når jeg går ind til en forhandling i en lyserød silkebluse, end hvis jeg havde været iklædt en sort habit. Jeg oplever, at mændene i forhandlingslokalet kan set bort fra mine spidse røde hæle eller flade kondisko.
Verden har heldigvis forandret sig, og mændene i de forhandlingslokaler ved godt, hvad vi er der for – og det er ikke for at kommentere hinandens tøj. En gang imellem synes folk, at de skal kommentere mine rynker, min krop eller mit tøj. Det er stadig ikke rart.
Men jeg oplever faktisk, at langt, langt de fleste skriver til mig om det, jeg har sagt på tv – eller stopper mig på gaden og fortæller, at de er enige eller uenige i det, jeg har sagt, og gerne vil bidrage med personlige erfaringer eller historier.
Klæder skaber folk, sagde man engang. I dag er det omvendt. Folk skaber klæder. Derfor: Klæd dig, som du vil, kvinde!