NÅR VI MISTER et menneske, der gennem mange år har fyldt meget, opstår en anledning til at forstå, hvad der binder os sammen. Mange har i de seneste dage indset, at Kim Larsen med sine sange og sin stemme har en plads i danskernes bevidsthed, der er af større væsentlighed, end de måske helt har været klar over.
Det er svært nøjagtigt at beskrive essensen af den betydning, og man ender nemt i utilstrækkelige formuleringer. Det har sikkert at gøre med, at man prøver at beskrive, hvordan Kim Larsen var som menneske, og flere af de karakteristikker, der har fyldt aviserne de seneste dage, fremstår underligt udvendige.
I stedet skal man beskrive, hvad Kim Larsen var bærer af, og dette har at gøre med ånd. Ånd, forstået som fornemmelsen af at stå i forhold til noget større og livgivende, som man længes efter at samles om og være i nærheden af.
Da tusinder sidste fredag gik i optog til Kim Larsens ære, og da atter tusinder fulgte den mindekoncert, der søndag aften blev holdt på Rådhuspladsen i København, fremgik det tydeligt, at vi har brug for at mærke, at vi på kryds og tværs hører sammen og har noget til fælles. På trods af uenigheder og de skel i samfundet, der i dag synes at vokse med ekstra hast i forhold til by og land, strammere og venligboere, veganere eller kødspisere og minoriteters livsstil over for troen på de mere traditionelle normer. På trods af alt det, der skiller.
Midt i alt dette har vi brug for tidløse personligheder, der upåvirket af strømmen synes at bære ånd med sig gennem alle tider. Og en sådan person var Kim Larsen. Det kan man simpelthen høre, og jeg tror, at Grundtvig ville give mig ret. Han taler om, hvordan ånd kan overføres i det rum af forestillinger, som et menneske i kraft af kultur, sprog og historie lever i. Det er dét, Grundtvig ser som folkeånden, som vi selv er med til at holde levende iblandt os, og som i høj grad næres gennem modersmålet.
Mange har bemærket, at Kim Larsen blandt andet skilte sig ud ved at udtale ordene på en særlig klar måde. Sproget og ordene fremstod hos ham som en del af selve åndedraget, og det var, som om han bar vokalerne hele vejen op til himlen. Den slags kan ikke forklares, hverken af den, der synger, eller den, der lytter, men man ved bare, at der er kraft til stede, og at man bliver næret af det.
Teolog Anders Holm beskriver i sin fine bog om Søren Kierkegaard og Grundtvig – ”To samtidige” – hvordan sidstnævnte med årene skærpede sin forståelse af, at mennesket kan tilegne sig det åndfulde og religiøse gennem sin længsel og klangen, der vækker den til live. Også et folk kan ifølge Grundtvig opleve det, hvilket siges så klart i hans salme Lyksaligt, det folk, som har øre for klang. Anders Holm skriver med udgangspunkt i den samle:
”Selv englene må forundres ved, hvor himmelsk genklangens længsel lyder, når ånden med ’Støvhjertets’, altså menneskets, tunger udsynger den.”
Nu ved jeg godt, at Grundtvig tænker på salmesangen i menigheden, men jeg vover at mene, at sansen for den fælles klang og tilegnelsen af noget åndfuldt kan være til stede overalt, hvor modersmålet tilstrækkeligt inderligt bliver udfoldet.
Efter Kim Larsens død har en del overvejet, om en sådan samlende figur mon igen i vort land kan komme til at fylde så meget på tværs af generationer. Nogle mener, at nutiden med sin hurtighed og fragmentering ikke længere på samme måde tillader en enkelt personlighed i ro og mag at tage form, før han overdøves af noget andet. Måske.
Imidlertid kan det jo også tænkes, at behovet for det samlende netop i tider som disse vokser sig stor, for jo mere vi bakser med alt det flydende og de evige identitetskampe, desto mere har vi brug for at mødes dér, hvor alle forskelle opløses.
Afskeden med Kim Larsen har været udtryk for en rørende erkendelse af, at hvis bare vi bliver ved med at mødes og høre efter, sanse historien og tale sproget og lytte til klangen, så udgør vi stadig et særligt fællesskab.
Det er bestemt muligt, at det alt sammen – optog i gaderne, koncerter og de utallige hengivne tilkendegivelser – ville have skabt en følelse af forbehold i Kim Larsen selv, men så er det, vi skal huske, at vi står over for noget, der rækker ud over også hans personlighed. Når et menneske gennem så mange år har berørt genklangens længsel i andres hjerter, formår denne mere, end han selv kan sætte ord på, og hjerterne må naturligvis svare igen med tak. Dette gjorde mange i søndags ved koncerten på Rådhuspladsen, hvor flere af de mest elskede numre blev fremført af andre kunstnere, der lagde hele deres gode vilje i det. Og der kom to bekræftende ting ud af det.
For det første skabte begivenheden mening og glæde blandt folk over hele landet, enten på stedet eller hjemme foran fjernsynet. Og for det andet blev det understreget, at der er forskel på klangen i menneskenes stemmer. Nogle er mere beregnet til at ramme længslens dybeste strenge i os end andre, og i alle årene mindede Kim Larsens stemme ikke om noget andet. Det var ikke kun englene, der måtte forundres.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.