Kjeld Holm: Kommentatorerne i fjernsynet sidder som papegøjer og snakker uden nogen mening

Man kan ved sin fjernsynsskærm godt få den tanke, at det da vist er papegøjer, der snakker, og ikke mennesker, der taler, skriver tidligere biskop Kjeld Holm

Illustration: Søren Mosdal
Illustration: Søren Mosdal.

EN AF DE MEST fantastiske tv-udsendelser, jeg har set, er Per Wennicks dokumentarfilm fra 1996 om den dengang 96 år gamle, excentriske grevinde Erna Hamilton, der også kaldte sig for minister, fordi hendes tredje mand havde været minister i Den Dominikanske Republik. Da han døde, ønskede hun at efterfølge ham, men hun blev aldrig akkrediteret. Men titlen som minister insisterede hun på livet ud. Som der var så meget, hun fastholdt, snobbet ganske vist, men også med en uforglemmelig humor og selvironi. Og bestemte meninger, der står i en skærende kontrast til tidsånden.

For eksempel, når hun redegør for det, hun anser som sprogets forfald. Morsomt reflekterer hun over udtrykket ”starte”, der i vore dage anvendes om alt. Man starter en forretning, siger man, og Erna Hamilton udbreder sin sarkasme. Man kan starte en bil, men en forretning åbner man, for den kører jo ingen steder hen.

Per Wennick er god til at stille hende spørgsmål, få hende til at fortælle om sit bestemt ikke uspændende liv. ”Skal vi snakke om det?”, spørger han. ”Det kan vi godt,” svarer fru Hamilton. ”Men vi kan også tale om det! Papegøjer snakker, mennesker taler,” lyder hendes ætsende replik.

JO, MÅSKE NOK, men tiden er nok løbet fra Erna Hamilton og hendes sprogopfattelse. For at udtrykke det på den måde, så kan man ved sin fjernsynsskærm godt komme i tanker om, at det da vist er papegøjer, der snakker, og ikke mennesker, der taler.

Pointen er, at hos papegøjer har talestrømmen ikke rigtig nogen mening, hvor meget det, de siger, så end kan minde om menneskers tale.

Så sætter man sig ved sit fjernsyn for at se dagens nyhedsudsendelser, for eksempel i TV 2 News. Man meddeler, at to ministre vil gå af. Det er en interessant oplysning – og heller ikke mere. Eller rettere: Journalisterne i studiet ved ikke mere, for den ene ministers vedkommende ikke rigtig hvorfor, og statsministeren holder velgørende sine kort tæt til kroppen. Så der kan kun gættes.

Det gør man så til gengæld. I mange timer med de sædvanlige, sikkert udmærkede og kloge kommentatorer Søs Marie Serup og Hans Engel fortrinsvis. Men at tænke sig, at skulle sidde der i studiet i timevis og gætte og analysere, når der egentlig ikke er noget at analysere. Jeg fik helt ondt af dem. Nuvel, de er vant til det, men ritualer og vaner gør det ikke alene. Det var virkelig som at sidde ved et papegøjebur!

På et tidspunkt blev jeg træt af det, men kunne trøste mig med, at en anden tv-station sendte en semifinale i Champions League. Men det blev det hele ikke bedre af. For det var næsten ikke til at få ro til at se kampen, for Per Frimann snakkede i en uendelighed om alt, hvad der foregik på banen, men mere end det. Den forstyrrende talestrøm varede lige så længe som kampen og længere endnu. Per Frimann var en glimrende fodboldspiller, og han er bestemt også en kyndig kommentator og tillige et yderst sympatisk menneske. Men han er, når han sidder ved skærmen, simpelthen ude af stand til at holde mund blot et øjeblik. Alt skal kommenteres. Akkurat som de politiske kommentatorer.

DET ER IMIDLERTID IKKE BARE politiske kommentatorer og fodboldeksperter, der snakker. Politikerne kan sagtens være med, hvilket naturligvis også hænger sammen med, at de bestandig afkræves svar på alt mellem himmel og jord, og det er åbenbart ikke muligt for dem at sige, at dette og hint har de faktisk ikke nogen mening om. Tiden kræver svar hele tiden, på alt!

Men der noget sygt ved det, hvilket også kan iagttages af den kendsgerning, at flere og flere nutidsmennesker efterlyser stilheden, roen, og skal der siges noget, må der tales om det, og ikke snakkes.

At tro, at det vil blive anderledes, er at gøre sig illusioner. Den moderne medievirkelighed er og bliver en snakkevirkelighed. Og sådan vil det vare ved, og det vil nok også blive værre. Tiden skal udfyldes, om det så sker ved at snakke den ihjel. Men der er en afgørende forskel på at tale og snakke. At tale sammen om væsentlige forhold kan huskes, kan efterlade sig spor i sindet. Snak glemmes omgående, det er og bliver fyldstof, glemmes i næste øjeblik, ligesom papegøjens krav om sukker.

På et tidspunkt i dokumentarfilmen om Erna Hamilton er hun til frokost hos veninden Varvara Hasselbalch, som hun ellers ikke mener, ”hun kan have i en møbleret lejlighed”, men de har det hyggeligt, spiser østers, for Erna Hamilton vil bestemt ikke have frikadeller, og så taler de sammen, ironisk, tvetydigt, alt det, sproget kan, og man bliver mindet om modsætningen mellem dem og tidsånden, der efter Glenn Goulds mening altid er den dummeste.