Skrækkelig kvinde eller feministisk ikon? Konservativ dommer er i fokus

Præsident Trumps højesteretskandidat, Amy Coney Barrett, har været i fokus den seneste tid. Venstrefløjen anser abortmodstanderen for en skrækkelig kvinde, mens de konservative medier hylder hende

I The New York Times skriver den faktisk relativt konservative Ross Douthat, at det bliver spændende, om Amy Coney Barrett (billedet) på mere end én måde vil blive en efterfølger af sin forgænger, Ruth Bader Ginsburg, der var en feministisk pioner.
I The New York Times skriver den faktisk relativt konservative Ross Douthat, at det bliver spændende, om Amy Coney Barrett (billedet) på mere end én måde vil blive en efterfølger af sin forgænger, Ruth Bader Ginsburg, der var en feministisk pioner. Foto: Pool/Reuters/Ritzau Scanpix.

”Ultra-kristen”. Sådan kaldes Amy Coney Barrett, som er blevet udpeget af Donald Trump som kandidat til højesteretsdommer i USA, af DR’s religionshistoriske genier. Så deres ”ultraortodokse” jøder er i virkeligheden næppe heller en ny fraktion, skrappere end de gode gamle ortodokse jøder, men blot newspeak fra ultrasekulære journalister. De amerikanske medier har ikke samme sprogbrug, men dem til venstre anser abortmodstanderen Amy Coney Barrett for en skrækkelig kvinde, mens de konservative medier hylder hende. Og sjovt nok opfatter de hende som et muligt feministisk ikon.

For hun må jo være opfyldelsen af feminismens drøm, som Alexandra Descantis bemærker i National Review : Lykkelig mor til syv – første højesteretsdommer nogensinde med hjemmeboende børn – og allerede ankommet på den absolutte tinde af den juridiske karrierestige, før hun er fyldt 50 år.

I The New York Times skriver den faktisk relativt konservative Ross Douthat, at det bliver spændende, om Amy Coney Barrett på mere end én måde vil blive en efterfølger af sin forgænger, Ruth Bader Ginsburg, der var en feministisk pioner. Det skal vise sig, ”om der kan gives en konservativ feminisme, som er noget i sig selv, sammenhængende og indflydelsesrig – naturligvis helst hinsides sære religiøse subkulturer som University of Notre Dame.” – det katolske universitet, hvor Barrett er uddannet og virkede som professor.

Den konservative feminisme vil bevare ”ideer fra det gamle regime om vigtigheden af ægteskab, børn og religiøs forpligtelse over for det gode liv”, som så skal afbalanceres med karrieren, skriver Douthat.

Amy Coney Barrett selv vil dog næppe blive den ledestjerne, som konservative feminister håber på, for hun er kendt for sagligt at holde sig til det rent juridiske, minder Douthat om.

Scott Mackay fra The American Spectator kalder ikke University of Notre Dame en ”sær” institution, men glæder sig tværtimod over, at Barrett er uddannet herfra.

Den betydeligste skævhed i dommerpanelets sammensætning er ikke, at der er for mange mænd, for mange hvide eller for mange konservative, men at de fleste er uddannet på Harvard og Yale; eliteuniversiteter, der udstyrer sine kandidater med ”et meget snæversynet, elitært perspektiv, som ikke afspejler almindelige amerikaneres erfaringer”.

Amy Coney Barrett har om kvinder og karriere udtalt, at den enkelte ikke skal lade sig styre af dogmer, hverken feministiske eller traditionalistiske, men af personlig situation og egne evner.

Sådan pragmatik vil mange amerikanske middelklassekvinder finde klog, mener Mackay, så hendes progressive modstandere får svært ved at angribe hende. De kan ikke påstå, hun vil jage kvinderne hjem til kødgryderne, og de kan heller ikke ”udmale hende som en, der trasker omkring i bare tæer og altid er gravid, fordi hun har syv børn, herunder to adopterede fra Haiti og et med Downs syndrom, for det ville være en komplet katastrofe i forhold til forstadskvinderne, der snarere vil betragte hende som en helt”.

Mange af dem stemmer demokratisk, men de er på vippen, ængstede ved optøjerne i gaderne, og de vil tage springet, hvis demokrater forsøger at give Barrett samme behandling, som de gav dommer Kavanaugh, advarer Mackay.

I magasinet Politico roses Barrett af Erika Bachiochi, medlem at en konservativt etisk tænketank, forfatter og selv mor til syv. Barrett vil repræsentere fremtidens konservative feminisme, som ved karriere beder mændene hjælpe til med husholdningen – ikke specielt futuristisk i danske øren. Erika Bachioci citerer Barrett for en hyldest til sin ægtefælle, offentlig anklager i Chicago, som laver maden derhjemme og er den, der tager børnene til læge. Var alle ægtemænd sådan, var striden om abort overflødig, for ingen ville have brug for den, mener hun.

Når flere forstår den kulturelle vigtighed af at få børn og opdrage dem, vil der vokse en bevægelse frem, der udfordrer den dominerende markedsmentalitet, som ønsker karrierekvinder, men ikke favoriserer ligestillingen i familien, formoder Bachiochi. Og USA bliver et land, hvor abort er irrelevant.

Det er sludder, skriver Rebecca Onion i magasinet Slate . Barretts beskrivelser af sit hjemmeliv er garanteret et løgnagtigt glansbillede. Familien må have masser af hushjælp, som blot gemmes af vejen for pressen. Snarere end at fortælle anekdoter om ”stærke kvinder” skulle man finde politiske veje til at hjælpe mindre privilegerede kvinder, mener hun.

Nogle har valgt den forkerte ægtemand, nogle har ikke penge i ryggen og har ikke råd til pasning. Og mange har ikke familie i nærheden til hjælp – Barrett roser sin mands tante for altid at træde til. Netop i USA skal der ikke mange uheld til, før en supermor reduceres til en svag mor. ”Derfor har mødre brug for de sociale støtteordninger – herunder adgang til abort som hjælper dem til at holde familien på en størrelse, de kan klare – som Amy Coney Barrett vil tage bort fra dem.”

I magasinet The New Yorker er Jeffrey Toobin frastødt af Amy Coney Barrett. Donald Trump ønskede en abortmodstander, men kun for at tækkes en republikansk vælgergruppe. Emnet interesserer ham i virkeligheden ikke, hedder det, for hans tanker er altid ved penge og erhverv, og Barrett vil sikkert fjerne loftet for storkapitalisters finansiering af valgkampe, hvilket vil komme republikanerne til gode. Hun vil tillige knuse fagforeningerne, udvande miljølovene, indskrænke minoritetsgruppers stemmeret og underminere den offentlige sygesikring. Formoder Jeffrey Toobin.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.