Efter dom for at kalde profeten Muhammed pædofil: Må vi citere, hvad vi har læst i bøger?

Menneskerettighedsdomstolen går nu stik imod den vestlige tanke, at alt skal kunne underkastes historisk kritik

På den anden side dammen er en af redaktørerne på National Review Andrew C. McCarthy rystet over, at man i Europa kan dømmes for at citere islams egne skrifter. Hvorpå han anfører netop de hadith’er – udtalelser til supplement af Koranen – der omtaler den dramatiske aldersforskel mellem Aisha og hendes 56-årige ægtemand.
På den anden side dammen er en af redaktørerne på National Review Andrew C. McCarthy rystet over, at man i Europa kan dømmes for at citere islams egne skrifter. Hvorpå han anfører netop de hadith’er – udtalelser til supplement af Koranen – der omtaler den dramatiske aldersforskel mellem Aisha og hendes 56-årige ægtemand.

En østrigsk kvinde er sidste uge ved den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg blevet dømt for krænkelse af profeten Muhammed.

Som kommentar til Muhammeds ægteskab med den seksårige Aisha og ægteskabets fuldbyrdelse, da hun var ni år, bemærkede østrigeren: ”Hvad skal vi kalde det, hvis ikke pædofili?” Hun var tidligere dømt i sit hjemland, men havde appelleret til Menneskerettighedsdomstolen. Det hedder i dommen fra Strasbourg, at kvindens ytringsfrihed skal vurderes i forhold til ”det legitime mål at opretholde religiøs fred”.

Den franske avis Le Figaro interviewer Grégor Puppinck, direktør for European Centre for Law and Justice, rådgiver for Europarådet og medlem af Organisationen for Fred og Sikkerheds ekspertpanel vedrørende tankefrihed og religion.

Grégor Puppinck påpeger, at dommens eneste motiv synes at være frygt for islam.

”Domstolen siger det udtrykkeligt: De østrigske myndigheder gjorde ret i at fordømme disse udtalelser med henblik på at bevare ’den religiøse fred’ og den ’gensidige tolerance’ i det østrigske samfund.”

Menneskerettighedsdomstolen argumenterer for, at kvinden ikke ville oplyse, men vise, at Muhammed ikke skulle være værdig til at blive dyrket. Man skal altså omtale ham med respekt, konkluderer den franske jurist.

”Denne dom er i mine øjne alvorlig. Den resignerer over for den intolerance og endda voldelighed, som muslimer møder kritik med, og den giver afkald på beslutsomt at forsvare ytringsfriheden, når det gælder islam,” siger Grégor Puppinck.

Menneskerettighedsdomstolen går nu stik imod den vestlige tanke, at alt skal kunne underkastes historisk kritik.

”Men for at værdsætte og beskytte kritisk debat og kontroverser, så skal man også tro på sandheden og dyden. Det er desværre ikke tilfældet i denne dom, som er renlivet relativistisk. At gøre tolerance og sameksistens til værdier og mål i sig selv er en åndens abdikation.”

Så snart sandheden og dyden står til forhandling, da skrider de europæiske samfund, mener Grégor Puppinck.

Han finder det tillige ”absurd”, at ligestille religionerne. De skal efter hans mening måles efter, hvor meget de bidrager til ”menneskehedens vel”.

Domstolen i Strasbourg dømmer desværre lige modsat, når det gælder kristendommen. Her frikendes blasfemi systematisk.

Puppinck nævner Pussy Riots vilde punkkoncert i Moskvas ortodokse domkirke, som Menneskerettighedsdomstolen tog stilling til og kaldte omfattet af ytringsfriheden. Den frikendte ligeledes et magasin, indklaget for at have bragt et billede af Jesus og Jomfru Maria som tatoverede og lystne junkier.

Ingen af disse tilfælde stræbte efter at oplyse historisk; Pussy Riot bedrev politisk aktivisme, mens magasinet søgte kommerciel fortjeneste, påpeger Puppinck.

På den anden side dammen er en af redaktørerne på National Review Andrew C. McCarthy rystet over, at man i Europa kan dømmes for at citere islams egne skrifter. Hvorpå han anfører netop de hadith’er – udtalelser til supplement af Koranen – der omtaler den dramatiske aldersforskel mellem Aisha og hendes 56-årige ægtemand. Europæiske fyrster giftede sig engang med meget unge prinsesser af dynastiske grunde, medgiver han, men Vesten har udviklet sig siden. Muhammed forbliver derimod den perfekte rollemodel i den muslimske verden. Derfor kan man her vanskeligt lovgive mod børneægteskaber. Shariadomstole har således saboteret reformforsøg i Saudi-Arabien, der ville hæve giftealderen til 15 år. McCarthy er bekymret for Europas fremtid.

”Hvis et samfund skal være et fungerende, blomstrende, frit samfund, må det sikre robust udveksling af viden og idéer. Ellers dør fornuften.”

Vil man derimod udelukkende fred og ro, er det den lige vej til tyranniet, hvor ”freden” påtvinges på sovjetisk maner med en officiel version af historie og sandhed, som ikke må debatteres, mener den amerikanske redaktør.

I The Spectator indser Douglas Murray, at nu vil hans egen bogsamling kunne bringe ham i fedtefadet. På hans reol står fire bind hadither, og de rummer mange pikante råd og anvisninger, som han ikke desto mindre lystigt citerer.

Farlige vil især være referater af passagerne om samkvemmet med Aisha, men også dem bringer Murray. For han ”bekymrer sig ikke en døjt” om den nylige dom. Den vil få dybe, civilisatoriske konsekvenser, advarer Murray, for den skaber et opdelt klima for den kritiske tanke i Europa. Man kan nemlig sige stort set hvad som helst om afdøde, bemærker Murray, med mindre altså afdøde er Muhammed. ”Med tiden kan det nok give den ene fyr en fordel.” Og er det strafbart at referere Muhammeds hjemlige forhold, vil det sandsynligvis med tiden komme til at gælde stedse flere aspekter af hans person. Islam ender med at blive det eneste sæt af ideer, som ikke må kritiseres.

Det hele kan koges ned til dette, konkluderer Murray: ”Har vi lov at fortælle, hvad vi har læst i bøger? Eller skal vi lyve, for at holde os på rette side af de sidste nye blasfemilove?” Kommentarer, der hylder Strasbourg-dommen, har ikke kunnet findes. Ser man bort fra de østrigske aviser, hvor den kun refereres neutralt, er den i det hele taget sjældent omtalt.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.