Kommer der nogensinde en ende på den politiske korrekthed?

Måske er den politiske korrektheds feberkurve allerede stoppet? En amerikansk politisk kommentator har fået Anders Raahauges opmærksomhed

Den politiske korrektheds magt over sindene i USA viger på flere fronter. Snesevis af millioner af amerikanere er jo også blevet personligt ramt af dens forfølgelse og har på den måde ofte udviklet antistoffer.
Den politiske korrektheds magt over sindene i USA viger på flere fronter. Snesevis af millioner af amerikanere er jo også blevet personligt ramt af dens forfølgelse og har på den måde ofte udviklet antistoffer. Foto: Corey Young/Unsplash

Den politiske korrektheds feber vil tilsyneladende kun stige. Først blev universiteterne febrile, og siden bredte korrekthedens stramme påbud og forbud sig til kulturlivet, medierne og lærerværelserne. Snart er skurvognen det sidste sted, der ikke er angrebet. Kommer der mon nogensinde en ende på bølgen af wokeness eller wokeism, som den politiske korrekthed nu bliver kaldt?

Victor Davis Hanson mener, der er tegn på, at feberkurven faktisk har toppet. Hanson er historiker og en af USA’s mest fremtrædende, konservative samfundsanalytikere.

I magasinet American Greatness refererer han et par meningsmålinger, der antyder, at wokeismens magt over sindene i USA viger på flere fronter. Snesevis af millioner af amerikanere er jo også blevet personligt ramt af dens forfølgelse og har på den måde ofte udviklet antistoffer. Endnu flere er blevet ”vaccineret” ved synet af wokeismens excesser og vilde, nye krav i det forgangne år.

Godt, om den svækkes, for USA, som vi kender det, ville ikke kunne bestå, om den blev ved at hærge, mener Victor Davis Hanson. Hysteriet omkring hekseprocesserne i Salem 1692-1693 eller den franske revolutions vildskab i Paris 1793-1794 kunne heller ikke være fortsat uden at ødelægge samfundet.

”Den woke venstreorientering eksisterer for at ødelægge og rive ned, ikke for at forene og opbygge. Den er ikke designet til at dulme og hele racemæssige forskelle, men for at skærpe dem og leve af dem.”

Den nye puritanske ideologi kan heller ikke holde i længden, antager Victor Davis Hanson, af den simple grund, at den er blottet for plan og metode. Der er for eksempel ingen logik i, hvem der rammes. Er man en af vennerne, kan man tillade sig en del, som New Yorks guvernør, Andrew Cuomo, der som demokrat skånes, trods sexskandaler.

”Det eneste sammenhængende mønster i woke afstraffelse er en logik, man deler med løverne og vandbøflerne ved vandkanten – gå efter den sårbare enkelte og undgå den robuste flok med de afvisende horn.”

Wokeness er også skadelig ved at være kostbar for samfundet. Der bruges i USA millioner af timer på at sikre sig mod fordømmelse, og der skal hele tiden læses bunker af nye retningslinjer om mangfoldighed og den slags. Og stedse flere vil ikke være beskæftigede med at opfinde, skabe, undervise eller producere, men med at overvåge dem, der gør. Og lægge dem hindringer i vejen. Det koster også et samfund dyrt, når tusinder dygtige forbigås ved ansættelser eller fyres af usaglige grunde.

”Resultatet er, at milliarder af arbejdstimer for amerikanere investeres i woke genopdragelse og træning i mangfoldighed i workshops og gruppebekendelser. Og til at dømme og straffe dem, der ikke retter ind.”

USA ender med at få en økonomi som i de gamle, totalitære samfund, mener Victor Davis Hanson, komplet med kommissærer, der ødelægger det for de professionelle. Ligesom sovjetiske kommissærer blandede sig i den røde hærs generalers dispositioner før panserslagene på Østfronten.

Hvis USA virkelig var så domineret af racisme, som wokeismen påstår, hvorfor presser da millioner af farvede fra u-lande da på for at opnå statsborgerskab i USA? Og hvorfor hævdede senator Elizabeth Warren usandfærdigt at have indianske rødder, og hvorfor påstod aktivisten Rachel Dolezal i strid med sandheden, at hun var sort? Og hvorfor løj skuespilleren Alec Baldwins kone, Hilaria, om at være ”hispanic”?

Fordi det i dagens USA gavner karrieren og generelt gør en mere cool, hvis man ikke er ”hvid”. Engang fandtes der faktisk et racistisk klima i USA, som lod mange stræbe efter at passere som ”hvid”. Nu er det omvendt, og man kæmper for at gælde som ”ikke-hvid”. Men et samfund må aldrig lade privilegier være forbundet med ”race”, påpeger Hanson.

Og hvad skal USA bygges på, om fortiden skal slettes? Har de woke noget at erstatte uafhængighedserklæringen og forfatningen med? Hvilke nye statuer skal stilles op, hvilke bøger får vi lov at læse, og hvis videnskab må vi benytte os af, spørger Hanson.

Og han slutter:

”Som ved hekseprocesserne i Salem og mccarthyismens hysteri så vil vi sikkert se de virkelige bevæggrunde, når wokeismen viger. Og dem finder man ikke i misforstået idealisme eller dybtfølt ønske om et mere lige samfund, men derimod i den gamle, narcissistiske og destruktive vej til fremme af egen karriere, drevet af gammel, velkendt angst, misundelse og had.”

Mens vi venter på mulig kulmination af wokeismen i USA, kan man i magasinet City Journal læse om indførelsen af nye retningslinjer for undervisningen på de offentlige universiteter i Californien. Her skal de studerende på institutterne for etniske studier snart begynde dagen med at chante til aztekiske guder.

Fordi indvandrerne fra Europa behandlede de indfødte folkeslag i Syd- og Nordamerika grusomt og erstattede deres religioner med kristendom, skal der nu gennemføres et ”mod-folkedrab” i form af programmer til af-kolonisering. Hertil hører morgensang til guden Tezkatlipoka, som desværre var den, som især tilbedtes ved aztekernes menneskeofringer og kannibalisme. I sangen skal de studerende bede ham gøre dem til ”krigere” for ”social retfærdighed”.

Derpå chanter man til guderne Quetzalcoatl, Huitzilopochtli og Xipe Totek og beder om ”en revolutionær ånd”. Huitzilopochtli var aztekernes krigsgud.

”Disse chants har et klart mål: detroniseringen af den kristne Gud, som kaldes en forlængelse af hvid undertrykkelse, og genindsættelsen af de indfødte guder på deres rette plads i den sociale retfærdigheds kosmologi. I filosofisk forstand er det gudernes hævn,” konstaterer Christopher Rufo fra City Journal.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.