Verden er blevet virkelig på en ny måde. Nok er der for tiden noget højest uvirkeligt over de øde gader og tomme butikker, for slet ikke at tale om de bedrøveligt lukkede kirker, der i år bliver helt uden påskefejring. Men samtidig er vi omsluttet af barsk virkelighed, idet sygdomsepidemien for tiden bestemmer, hvordan vi kan leve og omgås hinanden, og det er en uvant følelse for os på den måde at være underlagt en indtrængende magt. Det sætter sig da også tydelige spor.
For eksempel er der blevet meget stille blandt dem, der ynder at råbe op om identitet, kønnets betydning og den evige krænkelse, for lige nu handler det først og fremmest om ikke at blive syg. Vi er med andre ord i færd med at erfare, hvor meget vores færden i sidste ende er underlagt kræfter, der ikke er konstrueret af os selv, og mens jeg godt ved, at coronavirussen har at gøre med menneskelig adfærd og farlig omgang med dyr, udgør sygdom, naturens kraft og faren for at dø til alle tider en magt, der kan sætte os til vægs.
Professor i systematisk teologi Niels Henrik Gregersen skrev forleden her i avisen kloge ord om, hvordan vi i en sygdomstid oplever, at den moderne idé om, at virkeligheden i vid udstrækning består af vores egen sproglige og politiske konstruktion, sønderskydes.
Når sygdom rammer, må alle underlægge sig, og Niels Henrik Gregersen beskriver, hvordan dette mærkelige forår afslører, at den sociale konstruktivisme står over for ”sin åbenlyse fallit i mødet med virkeligheden”.
Jeg tror, at han har ret. Coronavirussen lærer os, at troen på menneskets magt over virkeligheden hviller på en illusion, hvilket vel også er en del af forklaringen på, at identitetstænkning og jeg-fikseret offermentalitet blomstrer særligt i den rige vestlige verden, hvor man ikke normalt bekymrer sig om livets opretholdelse.
Midt i materiel overflod er der særligt overskud til at dyrke ideologier og fundere intenst over følelsen af at være netop mig, men i disse uger rykkes vi på afstand af illusionen om selv at kunne sætte ord på det meste.
I stedet mindes vi om, at døden melder sig, når og hvor den vil, som en kraft, der undviger enhver kontrol, og derfor kan disse måneder måske også føre til nye tanker angående den voksende tro på, at officiel statsdødshjælp skal ses som et tegn på civilisation.
Også her er der nemlig noget illusorisk på spil. Michel Houellebecqs roman fra 2010 ”Kortet og landskabet” rummer en voldsom scene, hvor hovedpersonen, kunstneren Jed Martin, opsøger den klinik i Schweiz, hvor hans far netop har modtaget dødshjælp, og hvor sønnen nu prøver at få oplysninger om forløbet ud af en køligt udeltagende dame på stedet.
Til sidst gennembanker han hende simpelthen i frustration over at stå konfronteret med en repræsentant for den anonyme overmagt: Et følelsesløst system, der kan efterlade os dybt ulykkelige, når dødens omfang til fulde står klart.
”Han bøjede sig over hende; hun var slået ud, trak vejret med besvær, men hun trak vejret.”
Klinikdamen får lov til at leve videre, men Jeds far er død, og den chokerende forskel på liv og død udgør i sidste ende den virkelighed, som mennesket aldrig kommer til hverken at forstå eller konstruere sig selv ud af.
Vi kan på ny indse det i denne sygdomstid, der placerer alle i et uundgåeligt forhold til den samme overmagt, og vi mindes naturligvis om det i overmorgen på langfredag.
For når Jesus på Golgata går frivilligt i døden, præsenterer han os for virkeligheden på helt definitiv vis. Korsfæstelsen er det udtalte billede på lidelsens og dødens realitet, og den understreger vores vilkår i den faldne verden.
Døden er her vores fælles modstander, som Jesus er den eneste, der frivilligt må opsøge. Det er forskellen mellem ham og os, for mens hans død i sidste ende handler om vores frelse i det evige, handler menneskets død altid kun om netop dén. Menneskets død i det verdslige. Samt, altså, den fortvivlelse, som Jed Martin pludselig til sin egen forbløffelse opfyldes af, fordi hans far frivilligt lod sig dræbe.
Menneskets død skaber ikke nyt liv, men fører derimod ofte til en grad af lemlæstelse af dem, der står tilbage, og hele lidelsesfortællingen i Det Nye Testamente er én lang påmindelse om, at vi skal hade døden.
Hvis vi begynder at se den som noget, man frivilligt kan træde ind i, skaber vi endnu en illusorisk konstruktion, som måske kan få os til undervejs i livet, når modløsheden rammer, at opgive håbet for hurtigt.
Vi kan ikke konstruere hverken verden, livet eller døden, og i dette forår mindes vi om, at den skabte virkelighed findes før os, mens vores evindelige forsøg på konstruktion møder sin ”åbenlyse fallit”, som Niels Henrik Gregersen skriver. Og det er vel at mærke ikke en trist besked.
Det er derimod den mest trøsterige besked, der findes, for dermed findes også Guds barmhjertighed før os. Det står klart for hele verden påskemorgen. Døden har tabt.
Refleksion skrives på skift af forfatter og foredragsholder Kasper Støvring, sognepræst Sørine Gotfredsen, tidligere biskop Kjeld Holm, professor mso i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.