I år er det 400 år siden, at Trediveårskrigen brød ud i Europa. Det var den hidtil mest omfattende europæiske krig. Men det var også en krig, som havde stor betydning, fordi den blev udgangspunktet for skabelsen af det moderne Europa.
Et Europa, hvor et stabilt system af en række små og mellemstore nationalstater kom til at sætte sit præg på den politiske udvikling. I modsætning til, hvad der var tilfældet på verdens øvrige kontinenter.
Europas historie havde ellers siden sidste del af 900-tallet i høj grad været præget af pavemagten og kejsermagten. Men med Trediveårskrigen kom dette til at ændre sig. Efter Den Westfalske Fred, som i 1648 afsluttede Trediveårskrigen, var kejseren i resten af Det Tysk-romerske Riges levetid, hvilket vil sige frem til 1806, reduceret til en kransekagefigur uden ret megen reel politisk indflydelse.
Fyrsterne, som regerede de forskellige stater, som Det Tysk-romerske Rige bestod af, fik nu en meget højere grad af suverænitet end tidligere. Nu blev det fyrsterne, som regerede over Bayern, Brandenburg, Østrig og så videre, som fik det afgørende ord at skulle have sagt. I konkurrencen med Spanien, Frankrig, Polen, Danmark og alle de andre nationalstater, som lå uden for Det Tysk-romerske Riges grænser.
Trediveårskrigen kom således til at betyde, at Europa i sidste halvdel af 1600-tallet, i 1700-tallet og i 1800-tallet kom til at gennemgå en helt anderledes udvikling end alle verdens øvrige kontinenter. I de fleste andre verdensdele skød der hele tiden store imperier op, som derefter kun eksisterede i et begrænset antal årtier – eller århundreder – for så at gå i opløsning og derpå blive afløst af andre ustabile imperier eller forsøg på at danne sådanne.
Men Europas stabile system af stabile suveræne nationalstater var noget unikt. Og formentlig var den løbende kappestrid mellem disse forskellige små og mellemstore stater i Europa med til hele tiden at styrke disse både i forhold til hinanden og i forhold til omverdenen uden for Europa. Eksempelvis var Frankrig var jo hele tiden nødt til at være ”oppe på dupperne” i forhold til konkurrencen fra Bayern, ligesom Preussen var nødt til at være det i forhold til Østrig, og Danmark i forhold til Sverige og så videre. Både militært, økonomisk og politisk blev den enkelte fyrste hele tiden nødt til at foretage en ”oprustning” og styrke sin egen stat, så den kunne klare sig i kappestriden med de øvrige europæiske stater.
Dette fik også den konsekvens, at de europæiske stater efterhånden blev så stærke, at de blev i stand til at erobre og kolonisere en stor del af den øvrige verden. En udvikling, der allerede så småt var begyndt i 1400- og 1500-tallet og den første halvdel af 1600-tallet, men som blev kraftigt forstærket efter Trediveårskrigen.
Trediveårskrigen, som brød ud for 400 år siden, fik således kæmpestor betydning ikke blot for Europa, men også for hele resten af verden.
Lars Hovbakke Sørensen er historiker og adjunkt i samfundsvidenskab og politik ved Professionshøjskolen Absalon.