Det har altid undret mig, hvor præster som den bogaktuelle domprovst Anders Gadegaard får den idé fra, at mennesket af i dag længes efter en politiseret kirke. At man sætter sig på kirkebænken ikke for at få hjertets fred, Guds nåde og velsignelse over sit lille liv, men for at få tudet ørerne fulde af alt det gode (læs: politisk rigtige), man skal rende rundt og gøre som kristen. Hvis det at være kristen først og fremmest handler om en særlig kristen livsførelse, er det ikke så sært at folk holder sig på afstand af kirken.
Jeg ved godt, at offentligheden er bekendt med min politiske holdning og under sidste valgkamp hang jeg på lygtepælene i København, men der er forskel på, om en præst engagerer sig i politik, eller om man prædiker politik fra prædikestolen. Ja, havde jeg nær sagt, der er Antikrist til forskel. Hvor Gud bygger kirke, bygger Djævelen kapel, og nu skal kirken ifølge Anders Gadegaard og andre af ”systemet Folkekirkens” tro væbnere rykke over i et rød/grønt kapel og opfordrer direkte præster til at prædike politik – vel at mærke ikke blå politik. Det kræver nu ikke særligt heltemod, for enhver ved da, at man kan vinke farvel til engangsvederlag, fedterøvstillæg og provste-dengse-tjanser, hvis man som præst offentligt tilkendegiver sit politiske ståsted til højre for midten.
Selvfølgelig har vi et ansvar for klimaet, som for alt muligt andet – ikke som kristne, men bare som mennesker i almindelighed. For kristendommen er ikke til for at skabe en bedre verden, men for at frelse sjæle. At gøre verden til et såkaldt bedre sted at leve, er menneskets formål med og ønske for verden – ikke Guds.
Tror man derfor fejlagtigt, at kristendommens tale om ansvar handler om at skride til politisk handling for at være ordentlig kristen, da gør man Kristus til en vismand og kristendommen til en leveregel. Men Kristus er frelseren fra synden. Min synd. Mit urolige hjerte. Mit fejlslagne liv. Min angst. Min elendighed. Og kristendommen er en ubetinget tiltale til den enkelte: Kære menneske, du er blevet givet ét liv og ét ansvar – og én samvittighed. Kristendommen gør ansvaret absolut, men giver ikke ansvaret et nyt eller et bestemt indhold.
Derfor er det vranglære, når en præst fra prædikestolen føler sig kaldet til at forklare, hvori ansvaret består, at ansvaret har et konkret mål i samfundet eller i det enkelte menneskes liv. For i samme øjeblik sætter præsten den enkelte ud af spillet som dén, der skal tage ansvar. Mennesket skal være ansvarlig for sit eget liv – en fordring stillet udefra – ikke af præsten, men af Gud. Såmænd.
Det er såre enkelt, som Kristoffer Olesen-Larsen sagde i en tale til sine konfirmander om ”livet som kristne”:
”I skal sørge for at leve som hæderlige mennesker, men I skal ikke sørge for at leve som kristne. Det gør Gud for jer i evangeliet. Når I hører det, da hører I om jeres egen tro og håb.” Konfirmandlærdom er det faktisk.
Nu er det selvfølgelig længe siden, Anders Gadegaard og hans væbnere blev konfirmeret og glemsel er jo hvermandseje, men hvis de virkelig bilder sig ind at den politiserede kirke har fremtiden for sig, skal de vende blikket mod Tyskland, hvor kirken bløder medlemmer.
Netop fordi den taler med en politisk stemme, der ikke bevæger hjerterne med en liflig røst, men fryder sig ved at høre ekkoet af egenkærlighed og selvretfærdighed. Det er foruroligende, at kirken og gejstligheden kan være så tonedøv over for tidsånden – ikke bare i Danmark, men i hele den vestlige verden, hvor mennesket aldrig har været så bedrøvet som nu. Så sorgfuldt. Så vaklende. Så søgende. Og så længselsfulde efter at forstå, hvad det vil sige at være menneske. At være menneske i verden.
Ja, verden er fuld hjerter, der trænger til at høre evangeliet om Guds fred, om tilgivelse, nåde og barmhjertighed. Høre det, mennesket ikke kan sige sig selv. Så kære Anders Gadegaard og alle andre ansvarlige kristne – der er sådan set nok at komme i gang med.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.