I år tilbragte vi sommerferien i det skønne Toscana. Som så mange gange før. Engang sad jeg over for kirken i en lille middelalderby og betragtede en sprudlende fontæne. Aldrig havde jeg set så fantastisk et lys! Det var solen, der fik vandet til at stråle. Fontænens vand lyste op i runde bevægelser. Lyset kom fra en opadstigende stråle, blev ved med at folde sig ud, igen og igen, kammede over og bredte sig i cirklens form, til den blev større end solen. Det var det lys af vand, hvori man finder fred og glæde.
Dér sad jeg, tavs, men med stumme spørgsmål, på den plads foran kirken, hvor indbyggerne i den lille by igennem århundreder havde vandret frem og tilbage, indtil de var forsvundet anonymt ned i den jord, de kom fra.
Imens jeg sad og gjorde mig disse tanker, lagde jeg mærke til, at de mange lysglimt i de millioner af dråber ligesom formede et bælte om den inderste stråle. Det var som en genspejling af rækker af sjæle, der er vendt tilbage til lyset.
Først lang tid efter kom jeg i tanke om, at synet mindede om Dantes beskrivelse af Paradiset i ”Den guddommelige komedie”. Det var vel ikke så underligt, at jeg fik den tanke, eftersom jeg befandt mig i nærheden af Firenze, Dantes hjemby. Men jo især fordi kristendommens billeder og fortællinger er i alt – i vores kunst og filosofi, i vores etik, ja, selv i vores associationer ved en fontæne. Kristendommen er som sukkeret opløst i vandet: Det er i selv de mindste dele. Vi ser det ikke, men smager vi på vandet, er vi ikke i tvivl.
Men vi er ikke så gode til at vedligeholde vores kristne kultur og give den videre. En stor undersøgelse fra St. Mary’s University i London fra marts i år omhandlede religiøs tilknytning blandt 16-29-årige i forskellige europæiske lande. I for eksempel Storbritannien er antallet, der erklærer, at de er muslimer, omtrent det samme som antallet, der erklærer, at de tilhører den etablerede kristne kirke. Og modsat kristne bliver muslimer ikke mindre religiøse med tiden. Dansk Muslimsk Ungdom har således afvist ethvert krav om assimilation med ordene: ”Vores efterliv er ikke noget, vi tør satse for en midlertidig anerkendelse i det verdslige liv.”
Afkristningen betyder blandt andet, at vi vil mangle sans for, at vores grundlæggende værdier, normer og dyder strømmer fra kristendommen. Tag for eksempel vores protestantiske idéer om personlig ansvarlighed og samvittighedens betydning. På denne sokkel hviler en hel etik: Når vi fejler, er det vores egen skyld; vi må selv tage ansvar for
vores handlinger, søge tilgivelse og prøve at forbedre os.
Problemet er, at mange betragter kristendommen som en slags stige, vi har anvendt til at klatre op på et højere civilisatorisk niveau, hvor vi nu befinder os. Lad os kalde det liberalt demokrati. Derfor kan vi tillade os at sparke stigen væk, for vi behøver den ikke længere. Vi er jo nået herop.
Men kan vores værdier overleve uden deres oprindelige fundament i kristendommen? Det tror jeg ikke.
Kristendommen er nemlig ikke en stige, men snarere et stillads, vi ikke kan undvære, hvis vi ønsker at bevare vores samfundsorden. Fordelen ved et stillads er, at det også rummer stigens kvaliteter, man kan klatre op ad det, men at det samtidig udgør et fundament: Vi står på stilladset, når vi bygger på vores europæiske hus. Men et stillads kan også styrte sammen, og så vil vi ikke kunne restaurere huset i krisetider, hvor pudset smuldrer mellem murstenene.
Stige eller stillads? Jeg er lige ved at tro, at det udgør forskellen mellem Vesteuropa på den ene side og Central- og Østeuropa på den anden.
Ungarns premierminister, Viktor Orbán, holdt i sidste uge en ambitiøs tale, hvor han forsvarede det, han kalder det kristne demokrati i modsætning til det liberale demokrati. Kristent demokrati handler for Orbán ikke om at bygge
politik på bestemte dogmer om frelse og fortabelse, men om at forsvare den kristne kultur, det vil sige de livsformer, der vokser ud af kristendommen. Orbán nævnte i sin tale menneskets værdighed, kernefamilien og nationen. Hvor det kristne demokrati giver forrang til den kristne kultur, åbner liberalt demokrati derimod for multikulturalisme, muslimsk indvandring og en pluralitet af meget forskellige familieformer.
Bliver det lande som Polen og Ungarn, der redder det kristne Europa? Måske. Men vi kan også selv gøre en indsats her i Vesteuropa, når blot vi husker, at kristendommen gennemstrømmer vores kultur. Som i en fontæne af lys.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.