Pia Olsen Dyhr om abort-debatten: Kun én person har noget at sige om kvindens krop

Der er ikke brug for, at flere mænd blander sig i kvinders beslutninger om, hvad de vil gøre med deres egen krop. Der er brug for, at vi endelig, langt om længe, her dybt inde i det tredje årtusinde, begraver debatten om fri abort

Det eneste, man opnår ved at tale abort op som et aktuelt samfundsproblem, er at mistænkeliggøre kvinders frie valg, skriver formand for SF, Pia Olsen Dyhr i denne udgave af 'Kanten'.
Det eneste, man opnår ved at tale abort op som et aktuelt samfundsproblem, er at mistænkeliggøre kvinders frie valg, skriver formand for SF, Pia Olsen Dyhr i denne udgave af 'Kanten'. Foto: Philip Davali/Ritzau Scanpix

Jeg må indrømme, at jeg ikke havde regnet med, at det lige var fri abort, vi skulle diskutere i den forgangne uge. Den 1. maj lagde op til et opgør med udhulingen af dagpengene, omfanget af Danmarks genåbning er fortsat til debat, og regeringen er på nippet til at sende flygtninge hjem til et ustabilt Syrien.

Alligevel var det åbenbart kvinders ellers selvskrevne ret til at bestemme over deres egen krop, der kom til at fylde.

Retten til fri abort er en hjørnesten i kvindens mulighed for at bestemme over sit eget liv og sin egen krop. Som rettighed har fri abort været en absolut arbejdshest i kampen for at gøre op med kvinders skam og skyldfølelse samt ved at give dem magten over deres eget liv.

Men det er sådan set også barnets ret – retten til at vokse op som tilvalg og ikke som fravalg. Retten til ikke at blive efterladt på et trappetrin til et hospital. Min forgænger både som kvindeforkæmper i SF, men også som stærk stemme i kønsdebatten generelt, Ebba Strange, mente, at retten til fri abort var et gigantisk skridt i retten for en bedre tilværelse for børn, eftersom flere børn nu vokser op og føler sig ønskede og elskede. Det er jeg helt enig med hende i.

At give kvinder retten til selv at bestemme har dermed både betydet bedre kvindeliv og bedre børneliv.

Danske kvinder har bundrekord i aborter. Ud over en stigning kort efter indførelsen af den frie abort er antallet af aborter raslet nedad herhjemme. Resten af EU har igennem 2010’erne ligget mere end dobbelt så højt som Danmark, hvis man kigger på, hvor mange kvinder ud af 1000, der får en abort.

Det er en god nyhed, for ingen ønsker jo aktivt, at antallet af aborter er højt. Men hvorfor er det så, at vi overhovedet skal diskutere kvinders frie valg?

Ifølge Søren Pind (V) og Jens Rohde (KD) var det ”rammerne” for den fri abort og ikke den frie abort i sig selv, der var til debat. Det fastholdt de, selvom Jens Rohdes bagland ikke ligefrem var enige – kun 2 ud af 14 adspurgte lokal- og kredsformænd i Jens Rohdes nye bagland i Kristendemokraterne kunne svare ”ja” til, at de støtter fri abort. Ligesom Søren Pinds opbakning til den fri abort har været særdeles tvivlsom gennem årene – i 2000’erne kaldte han for eksempel abort for børnemord.

Ingen af dem kunne forklare, hvorfor det var en vigtig debat i et land, der ligger unikt lavt i antallet af aborter.

Det eneste, man opnår ved at tale abort op som et aktuelt samfundsproblem, er at mistænkeliggøre kvinders frie valg og dermed bidrage til den fortvivlelse og skam, der stadig kan ramme enkelte kvinder, når de træffer den rigtige beslutning for dem selv.

Der er ikke brug for, at flere mænd blander sig i kvinders beslutninger om, hvad de vil gøre med deres egen krop. Der er brug for, at vi endelig, langt om længe, her dybt inde i det tredje årtusinde, begraver debatten om fri abort og lader den ligge der, hvor den altid burde have ligget:

At der er én og kun én person, der har noget at skulle sige om en kvindes krop. Det er hende selv.

Pia Olsen Dyhr er formand for SF.