Prøv avisen
Kirkeligt set

Kviklån er tegn på, at kristendommen er ved at forsvinde ud af vores samfund

Foto: Illustration: Søren Mosdal

Daniel Nørgaard

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Problemet med kviklån er i høj grad åndeligt og noget, vi som kristne må gøre magthaverne opmærksom på, skriver præst Daniel Nørgaard

VI BRUGER OFTE ordsproget ”Penge er roden til alt ondt” uden at vide, at det faktisk stammer fra Paulus. Men det hører med til fortællingen, at sætningen i sin fulde længde lyder: ”Kærligheden til penge er roden til alt ondt.” (1. Tim. 6, 10). Det er den overdrevne binding til pengene, der skal advares imod, ikke pengene i sig selv. Den rige mand, som nedslået forlader Jesus efter at få påbudt at sælge alt og give det til de fattige, fejler ikke i at have mange penge, men i ikke at kunne give slip på dem.

Det kan være fristende at sige, at vi kristne skal give helt slip på penge og kun beskæftige os med det åndelige. Men penge er kommet for at blive, også selvom de inden længe nok kun findes i digital udgave, når sedler og mønter udfases. Til gengæld skal vi være bevidste om, hvor let penge kan tage magten over os. Heldigvis har vi mulighed for at bruge dem godt ved at sørge for vores nærmeste eller ved at give til velgørenhed.

TILBAGE BLIVER, at pengesager ofte fører bekymringer med sig, og at penge eller mangel på penge ofte skaber trælbånd. Derfor har det også været en torn i øjet for mig, når tv-skærme i busserne i København på samme rejse har vist reklamer for hele tre forskellige udbydere af kviklån, som lokker med at gøre livet lettere, hvis man bare optager et lån over smartphonen i løbet af et par minutter.

Fortørnelsen har været ekstra stor, når jeg lige har talt med folk, hvis liv er blevet alt andet end lettere af at skylde store beløb væk til forbrugslån. De årlige omkostninger for et lån kan let løbe op over 700 procent.

Jeg er stødt på flere skæbner, hvor en række små lån til enkelte ting, hvis betalingsfrister de ikke har overholdt, pludselig er blevet til gældsposter på et par hundrede tusinde kroner. De har intet af værdi, som fogeden kan tage, og bliver sjældent sat på gaden, men hver måned de næste årtier kan de regne med, at husholdningsbudgettet skal indeholde nogle tusinde kroner til afbetaling af renters rente.

Nogle af disse menneskers selvforståelse er blevet forandret af at have så stor en gæld. De er først og fremmest skyldnere, og denne identitet griber ind i større overvejelser om fremtiden som for eksempel ægteskab. For det er svært at tackle, at man som gældbunden næsten skal købes fri af ens tilkommende, hvis man som ægtepar skal have fælles økonomi.

Man kan sige, at deres nød er selvforskyldt. At de burde have vidst bedre og have sat sig ind i betingelserne, da de sagde ja til lånene, men det er ofte folk i en desperat situation uden anden udvej, som vælger denne løsning – fordi den er der.

DERFOR HAR JEG virkelig svært ved at forstå, at vores samfund overhovedet giver mulighed for, at sådanne lån kan oprettes. Det er for mig at se et tegn på, at kristendommen er ved at forsvinde ud af vores samfund.

For gennem den jødiske tradition fra Moseloven har de kristne meget tidligt fastslået, at det var syndigt at yde lån mod renter. Lån blev kun accepteret som velgørenhed, ikke som en mulighed for indtjening. Derfor gjorde den katolske kirkes love i Danmark det også umuligt at låne penge ud til renter i middelalderen. Først med Reformationen blev det muligt at kræve renter, men selv da kun mindre renter – ikke åger.

Løsningen er ikke at vende tilbage til et samfund, hvor lån med renter er bandlyst. Ligesom penge i sig selv ikke er roden til alt ondt, er renter det heller ikke. Renter kan tjene menneskeheden ved at skabe et incitament til at investere i noget, som kan opbygge samfundet. Men ender renter med at være en pengemaskine for velhavende, der lægger andre i lænker, skal der ryddes op.

Det må være på tide, at der kommer et politisk indgreb på dette område. Socialdemokratiet var i sommer ude med konkrete forslag om at skærpe reglerne for kviklån og eventuelt helt forbyde reklamer for dem. Om forslaget er vidtrækkende nok, og om det vil opnå det ønskede mål, har jeg ingen ekspertise til at rådgive om. Og dette skriver jeg heller ikke, for at give et særligt parti flere stemmer. Jeg håber blot, at andre politikere vil tage fat i problemet og sammen arbejde for en løsning.

Men hvorfor nævne dette politiske problem i en kirkelig klumme? Problemet er i høj grad åndeligt og noget, vi som kristne må gøre magthaverne opmærksom på. Der må være mange andre præster, som har mødt folk, der oplever at blive fanget af hurtige forbrugslån, og som kan se, at det er i modstrid med Jesu mission om at ”udråbe frigivelse for fanger (…) og sætte undertrykte i frihed”. (Luk. 4, 18).

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst Marie Høgh.