Prøv avisen
Kiosken

Kvindelige ledere klarer krisen bedst

Fra venstre mod højre er det Sanna Marin (Finland), Jacinda Ardern (New Zealand), Mette Frederiksen og Katrín Jakobsdóttir (Island). Foto: Lehtikuva/Reuters, Edgar Su/Reuters, Liselotte Sabroe og Geirix/Reuters/Ritzau Scanpix

Af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved roskilde universitet. klummeskribent hos kristeligt dagblad

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

”Hvad har landene med de bedste svar på coronakrisen tilfælles? Kvindelige ledere,” skrev direktør og skribenti det kendte erhvervsmagasin Forbes

Nu da Danmark forsigtigt bevæger sig ind i en ny fase af coronakrisen, er det interessant at kigge ud og se, hvordan krisen takles i andre lande. Internationale medier bugner med artikler, der kortlægger og sammenligner: Hvem gør hvad? Hvorfor gør landene det så forskelligt? Og hvilken ”model” er nu den bedste?

Spørgsmålene kan naturligvis stilles i håbet om, at vi alle sammen kan lære af hinanden. Men svarene kan hurtigt udvikle sig til krigerisk værdidebat. Politiske tiltag til internationalt samarbejde og helhjertede udtryk for international solidaritet går hånd i hånd med gensidige beskyldninger om ”politisk uansvarlighed” og udpegning af syndebukke.

Særligt Sverige har været genstand for debat. Men har landets åbne strategi nu også været den rigtige? Den belgiske journalist Lionel Laurent skriver for The Japan Times: ”Nej, Sverige er ikke en mirakelmodel.”

En af de mest svensk-kritiske artikler i de internationale medier er skrevet af Hans Bergstrom i onlinemediet Project Syndicate: ”Den grimme sandhed om den ’svenske model’.” Svenske politikere har med stolthed tilskrevet den svenske coronastrategi den høje grad af tillid og ansvarlighed, der kendetegner den svenske befolkning. Bergstrom har ikke meget tilovers for den fortælling:

”Lad os ikke vende kausaliteten på hovedet. Regeringen designede ikke bevidst en svensk model for at konfrontere pandemien baseret på befolkningens medfødte sans for civil ansvarlighed. Tværtimod, regeringens handlinger var fuldstændigt styret af bureaukrater og blev først efterfølgende forsvaret som et vidnesbyrd på svensk dyd.”

The Washington Post skrev i sidste uge om den heftige krig på argumenter mellem svenske og britiske forskere og de meget modsatrettede strategier, de har anbefalet deres respektive regeringer.

En tilsvarende skyttegravskrig er ikke overraskende blusset op mellem USA og Kina. ”Coronavirussen truer med en ny kold krig mellem USA og Kina,” skrev USA Today i sidste uge.

Begge regeringer peger fingre ad hinanden og forsøger at udnytte det andet lands fejltagelser til at styrke deres indenrigspolitiske magt. Artiklen citerer den amerikanske kinaekspert Jacob Stokes:

”Dette er netop en arketypisk sag, hvor man måtte håbe på samarbejde blandt verdens lande – og især blandt verdens førende nationer – for prisen er så utroligt høj, hvis der ikke samarbejdes.” Men Kina og USA bekæmper ild med ild, mens verden brænder.

Italienske La Repubblica bragte i mandags artiklen ”FBI slår alarm: Kina vil stjæle vaccinen fra os.” Med henvisning til en weekendartikel i The New York Times diskuterer artiklen oplysninger fra FBI, der angiveligt er bekymret for kinesiske ”informationspiraters” forsøg på at infiltrere amerikanske undersøgelseslaboratorier.

Mistanken går endda på, at Kina gør brug af ”ikke-traditionelle aktører” såsom studerende, der har fået til opgave at kopiere forskningsdata om vacciner, foretagne test og behandlingsmetoder.

Men hvis staterne ikke kan finde ud af samarbejdet, hvad så med FN’s verdenssundhedsorganisation WHO? The Guardian bragte i april en større artikel af journalist Stephen Buranyi:

”WHO versus coronakrisen: Hvorfor WHO ikke kan håndtere pandemien.”

”Man kan forestille sig en verden, hvor hvert enkelt land respekterer WHO’s autoritet, følger dens retningslinjer og lader den koordinere strømmen af information, ressourcer og medicinsk udstyr på tværs af landegrænser. Men det er ikke den verden, vi lever i.”

Buranyi refererer blandt andet til den tweet, Donald Trump sendte ud den 7. april: ”WHO gjorde det fuldstændig forkert. Af en eller anden grund er organisationen stort set finansieret af USA, og alligevel er den Kina-venlig.”

Præsident Donald Trump har brugt krisen til endnu et angreb på de bærende institutioner for det internationale samfund, og derfor er politiske ledere som Trump ganske tilfredse med, at WHO nok kan udstede anbefalinger, men ingen muligheder har for at sanktionere de lande, der ikke følger disse retningslinjer.

Skribent og CEO Avivah Wittenberg-Cox tilføjer i en artikel i Forbes en interessant kønsdimension til debatten. ”Hvad har landene med de bedste svar på coronakrisen tilfælles? Kvindelige ledere.” Wittenberg-Cox peger på Tyskland, Danmark, Island, Finland, Norge, Taiwan og New Zealand som de lande, der har taklet krisen bedst.

Og de lande har alle sammen kvindelige ledere, der fra dag ét har taget situationen alvorligt, udvist ansvarlighed og politisk beslutsomhed kombineret med ægte empati og omsorg. Wittenberg-Cox sammenligner direkte med de mandlige ledere, der i stedet for at udvise ansvarlighed og solidaritet har brugt tiden på mudderkastning og offentlig kritik af både videnskab og fri journalistik. Hun henviser til typer som Trump, Bolsonaro, López Obrador, Modi, Duterte, Orbán, Putin og Netanyahu.

Mens vi håbefuldt venter på en vaccine, skulle vi måske også håbe på flere kvindelige ledere.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.