Prøv avisen
LUK

Det ser ud som om at du ikke er logget ind

Log ind for at dele artiklen

Glemt adgangskode? Klik her.

Etisk set

Lad 2020 blive året, hvor vi gør noget ved uligheden – både ude og hjemme

For stadig flere er julens mad og gaver donationer, og i hverdagen har de ikke råd til børnefødselsdage, sportsudøvelse og ferie. Mit ønske for 2020 er, at vores samfund tager den opgave på sig at gøre det bedre herhjemme, skriver Lillian Bondo. – Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix.

Lillian Bondo

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Danmark kan have det nytårsforsæt at gå forrest med en mere retfærdig fordeling – både ude og hjemme, mener Lillian Bondo, tidligere formand for Jordemoderforeningen

DET NYE ÅR ligger åbent foran os, stadig med osen af fyrværkeriet kildende i næsen og de ekstra kilo fra jule- og nytårsmaden tyngende på sidebenene. Og endnu gør vi os tanker om det, som vi ønsker at gøre anderledes i det friske år – mens vi trækker lidt på det, afhængigt af hvor ofte vi har lovet os selv at stoppe med røgen, halvere kalorieindtaget, motionere regelmæssigt eller spare mere op til den store rejse. Hvorfor hopper vi på det hvert år?

Vi hopper på det, fordi hele møllen er indrettet på at få os til det. Vi har i den vestlige verden – som samlet samfund betragtet – støt skruet op for et hysterisk forbrug. Vi har kæmpet os op i arbejds timetal og stressniveau for at få råd. Og vi kaster os ud i selvhadet i forbindelse med nytåret for at sone – fordi vi kan mærke følgerne af højt forbrug og højt tempo. Og så soner vi med mere forbrug – bare af en anden slags.

”VI” – SKRIVER JEG. Men faktisk er det jo ikke et ”vi”. Det er et ”nogle af os”.

Der er et stigende antal i vores samfund, for hvem det at skrue forbruget op overhovedet ikke er en mulighed.

Hvor julemaden ikke er en endeløs række af julefrokoster og festmåltider, men hvor julemad er den ene gang, man får en hjælpende hånd og en traditionel julemiddag.

Hvor gaver er lig med donationer, og hvor det nye år ikke bringer udsalgsture eller fitnessabonnementer – men blot en fortsættelse af en snæver ramme for hverdagslivet. Et hverdagsliv med lige netop nok til mad, men ikke til børnefødselsdage eller sportsudøvelse, med lige netop til en bus i ny og næ, men ingen reel bevægelsesfrihed – og med tid nok, men aldrig ferie.

Regeringens nye ydelseskommission har fået som mandat at reformere kontanthjælpssystemet – og det må ikke koste ekstra. Det er end ikke formuleret, at opgaven rummer forslag til at bekæmpe fattigdom, og desværre ser det også ud til, at det som sidegevinst kommer til at handle om at holde flygtninge fra døren. Hvis jeg skal ønske mig noget for det kommende år, så bliver det hverken nye højder for mindfulness eller fitnesspræstationer – så bliver det, at vores samfund tager den opgave på sig at gøre det bedre herhjemme.

Og samtidig at vi også i fællesskab kæmper for en forskel for de allerfattigste og mest truede i denne verden. De mennesker, der er gjort til flygtninge af klimaforandringer, tørke, sult og krig, de har ikke selv valgt kursen mod undergang. Det har den vestlige verdens historiske udvikling af ulige bytte af varer. Glasperler for guld. Småpenge for kaffe og bananer. Ja, jeg ved godt, at vi er et lille land – men foreløbig har en stærk klimadagsorden i Danmark formået at tænde respekt om store beslutninger. Så lad os da blive inspireret af de fælles fodslag på klimaområdet og gå videre med at se på uligheden i samfundet – og ikke mindst imellem samfund.

ALLE OVERSIGTER over uligheden i verden viser, at pengene er koncentreret på færre og færre ejere, samt at uligheden mellem lande er ufattelig. Der må en anden fordeling til, og den kommer ikke af sig selv.

Kapitalismekritikken vokser i disse år, og det er godt. Det er ikke det samme som at vende tilbage til dogmatisk kommunisme af værste skuffe fra fortiden. Men der må højere beskatning til de største formuer på banen, der må ansvarlighed over for ulighed og miljøpåvirkning med ind i ligningen.

Danmark kan have det nytårsforsæt at gå forrest med en mere retfærdig fordeling – både ude og hjemme.

2020 – året, hvor alting begynder at blive bedre. Hvad siger I til det?

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.