Ligesom tusindvis af andre børn er min femårige niece netop startet i skole. Hun er såkaldt majbarn, som skal gå i skolefritidsordning (SFO), indtil den rigtige skole begynder til august. På ryggen havde hun en lidt for stor (og stort set tom) skoletaske – særligt relevant er det derfor, når vi i disse dage har en politisk diskussion om, hvad der skal fyldes i denne taske.
I sidste uge meldte regeringen nemlig ud, at de har besluttet at forpligte landets SFO’er på at udarbejde konkrete læringsmål for, hvad børnene skal lære i denne førskoleperiode. Fri leg og samværet med de kommende klassekammerater har tilsyneladende måttet vige pladsen.
Jeg synes faktisk, argumentationen bag er sympatisk nok. Man vil gerne undgå, at SFO-tiden skal blive en spareøvelse for kommunerne, så derfor vil man sikre et kvalificeret indhold i børnenes dag.
Men det reelle spørgsmål her er jo så, om de læringsmål får os til at fylde det rigtige ind i børns hverdag. Jeg mener, at vi risikerer at stirre os blinde på disse mål på bekostning af noget, der er langt mere vigtigt, nemlig børnenes menneskelige og sociale udvikling.
Der er gennemført flere psykologiske forsøg, der bekræfter min tese. Det er allerede velkendt, at for meget fokus på mål og resultater kan give børn en oplevelse af, at det er præstationerne i sig selv, der er det vigtigste. Og når det sker, får vi børn, der stræber efter ydre anerkendelse frem for at udvikle deres indre.
Det er altså ikke ambitionerne om, at vores børn skal stimuleres, der er problemet. Det er målene i sig selv, fordi de formulerer et bestemt, konkret formål med det, børnene gør. At det skal føre til noget målbart, gerne inden et bestemt tidspunkt (og i dette tilfælde endda kun tre måneder).
Det er, som om vi har glemt, at noget går forud for noget andet. At man ikke kan blive til noget, før man har fået lov til at blive til nogen. Og det med at blive til nogen, at forme sin identitet, personlighed og et grundlæggende værdisæt, er ikke noget, der opstår, fordi der er sat mål og delmål for det. Det kommer med tiden, når der har været de rette betingelser til stede for børnene: For de mindste børn især gennem muligheden for at lege frit.
I legen tør man nemlig mere, man prøver forskellige sider af sig selv af og mærker, hvordan det føles, og man lærer at forhandle sig frem til nogle fælles præmisser for det, der skal ske. De ting sker oftest uden ret meget voksenindblanding – og typisk helt uden at der er en politiker til stede! – men før man ser sig om, har børnene fået mulighed for at udvikle deres mod, nysgerrighed, hensynsfuldhed og tålmodighed. Alt det, der skal til, for at de med tiden bliver klar til at gå i skole, indordne sig i et fællesskab og lytte til kollektive beskeder fra læreren.
Tager man børnenes parti, er det altså langt mere oplagt at tale om rettigheder frem for mål. Og det behøver ikke være særligt avanceret: Retten til at lege. Retten til en ven. Retten til at være en del af et fællesskab.
Sofie Münster er forfatter og stifter af Nordic Parenting