En af de rigtig brugbare ting, jeg lærte som familievejleder, er, at det altid er afsenderen af et budskab, der har ansvar for, at det modtages, som det var tænkt. Med det som grundtanke kan megen kommunikation vendes fra misforstået til forstået, fra uønsket virkning til gavnligt for modtageren. Med den læring i egen bagage falder tanken ofte som tilhører eller direkte involveret i en kommunikation, at det kan gøres mere gavnligt med små omlægninger.
Der er visse høflighedsfraser, der er sagt i allerbedste mening, men som kan have den modsat tænkte virkning og til tider være til mere skade end gavn, faktisk være ret slidsomme. En af de mest brugte er vel nok ”ha’ en fortsat god dag”. Måske sagt til enken, der lige har sagt et sidste farvel til den afdøde partner på hospice og nu bruger de allersidste kræfter i supermarkedet på at handle det fornødne efter længere tids fravær fra hjemmet. Det vil gøre en kæmpe forskel for modtageren, hvis høflighedsbemærkninger altid bliver på egen banehalvdel ved et ”tak for handlen” eller ”tak for nu” eller noget tilsvarende, der falder godt for den enkelte afsender.
Andre bemærkninger gives af omsorg fra lidt tættere relationer. Kommentarer, som også er sendt i bedste mening, men ofte sendt af sted på en måde, der tvinger modtageren til at forklare sig ud af det. Derved bruges unødige kræfter på en omsorgsbemærkning som: ”Hvor ser du træt ud.” Modtageren går oftest i forsvar med: ”Det kan jeg ikke forstå, jeg har det ellers godt og har sovet godt… måske har vi sovet lidt varmt i soveværelset i nat, hvilket kan få mine øjne til at hæve… eller måske er der kommet lidt tidligt pollen… men jeg er bestemt ikke træt, overhovedet ikke.”
Resten af arbejdsdagen tjekkes eget spejlbillede flere gange for at holde øje med, om der er noget om kollegaens snak, og første spørgsmål (flest kvinder) til partneren efter hjemkomst lyder: ”Synes du, jeg ser træt ud?”. Oftest udebliver et svar, fordi partneren ikke tør svare ærligt, ikke ser hverken fra eller til, eller overhovedet ikke hører spørgsmålet, og derfor giver en neutral brummen fra pc-stolen. En brummen, der ikke er til at blive klog på betydningen af, og som faktisk kun øger frustrationerne.
Det er da et paradoks, at en omsorgsbemærkning fra morgenstunden givet i bedste mening fra en omsorgsfuld kollega kommer til at fylde resten af dagen og måske endda bliver selvopfyldende, netop på grund af et tankeslid om, om der nu er noget om snakken. Det havde været bedre måske slet ikke at sige noget, men i hvert fald have holdt bolden på egen banehalvdel ved at sige: ”Bare sig til, hvis jeg kan bruges...” ”Hvorfor siger du det...?”. ”Fordi jeg er din kollega og holder af dig.”
Og skulle der være noget om snakken, at det trætte udseende passer ret godt til tilstanden, kan det virkelig anbefales at melde ærligt ud: ”Jamen, så passer mit udseende så godt med min tilstand, og der er meget, du kan gøre for mig, så spørg endelig mere ind til mig.”
Følgende bemærkning er også en meget svær serv over på modtagerens banehalvdel: ”Det virkede, som om opgaven var lidt for svær til dig...” ”Nej, overhovedet ikke, det var en smal sag, nærmest venstrehåndsarbejde, hvad fik dig til at tro andet...?”. Eller: ”Er det svært for dig, at du ikke fik jobbet...?”. ”Overhovedet ikke, jeg er nærmest lettet, og jeg føler i øvrigt, at jeg kan bruge mine kvalifikationer meget bedre i andre sammenhænge. Faktisk bryder jeg mig slet ikke om lederen. Jeg tror, at de kunne se det på mig. Så det er kun godt, at jeg ikke fik stillingen.”
Tænk, hvis der bare var blevet sagt: ”Kompliment for en god ansøgning og jobsamtale.” Selvfølgelig kun sagt, hvis det er en ægte mening, og bare det bliver på egen banehalvdel, så det gavner modtageren.
Og som min mor lærte mig som barn: ”Kan du ikke lide kjolen, Lola, så kan du altid kommentere positivt på farven.” Endnu en god læring helt uden for kursus, men med ret god kurssætning.
Hele denne tanke bliver så ret aktuelt for mig i skrivende stund, da jeg i morgen og de næste fire dage skal ud at vandre med to gode venner. Alle, jeg har fortalt det til, har kommenteret på vejrudsigten: ”Hvor er det synd for jer med det vejr. Og så har der lige været flere o.k. dage med sol, og så skal I være så uheldige. Kan I ikke aflyse eller flytte det?”.
Nej, og det er ikke synd for os. Det er jo ikke en katastrofe, det er bare regnvejr på dansk grund. Ingen tyfoner, ingen tsunami, ingen storme, ingen oversvømmelse, bare dansk regnvejr. Men jeg bliver revet med i at forsvare turen.
”Det er altid bedre, når man er ude i det, og vi tager da bare ekstra tørt tøj med. Og nej, vi er ikke uheldige. Vi skal jo ud i den danske natur, være sammen, være sociale, hygge os med god mad og et glas vin, og vi skal møde en masse gæstfrihed på overnatningsstederne, det har vi allerede mærket. Og nej, vi kan ikke bare flytte turen. Nu er det nu, den er arrangeret, og vi har spil og latter og godt helbred med, så vi klarer os.”
Sikke en masse unødig energi, der bruges på at forsvare en tur, der blot har lidt vejrudsigt imod sig og ellers er en ren gave. Tænk, hvis vi blot havde fået et: ”Rigtig god tur!”, hvortil vi kun kan sige: ”Tak!”.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.