Corona har vist os, at vi er i stand til at være storslåede, men samtidig er så tilbøjelige til at være os selv nærmest, at vi har brug for frihedsrettigheder til at holde os selv i skak.
Det er kun nogle uger siden, at jeg var stolt af at være dansker. Vi var sammen villige til at lukke samfundet ned: passe børnene derhjemme, droppe familiefesterne og holde os for os selv.
Virksomhederne lukkede solidarisk ned, og andre omstillede deres produktion, så vi selv kunne lave tilstrækkeligt med håndsprit og værnemidler. Også politikerne var i nødberedskab. Der var nærmest ikke grænser for, hvilke frihedsrettigheder vi i ekspresfart lagde i graven. ”Godt, jeg bor i Danmark,” tænkte jeg ofte.
Men med de stadigt flere oplysninger om, at sundhedsmyndighederne ikke anbefalede en total nedlukning, og en fornemmelse af, at regeringen var lige villig nok til at lade ”moder stat” tage over, så er der en fare for, at stoltheden erstattes med en følelse af naivitet.
For sandheden er nok, at den menneskelige natur griber de fordele, som omstændighederne tillader den. Og her var der mange fordele at gribe for den siddende regering, så håndteringen af krisen også stillede netop regeringen i det bedste lys.
Ligesom der nu, i efterklangens bedømmelse og nødvendige selvransagelse, er mange fordele for oppositionen at gribe fat i for at skabe det modsatte billede.
Jeg håber, at vi til trods for erkendelsen af det selviske element i menneskenaturen også husker det storslåede: Vi stod faktisk sammen. Vi udviste solidaritet. Vi var villige til at ofre for fællesskabet.
Og netop i respekten for det storslåede må vi bede om to ting, nu da smitten tilsyneladende er under kontrol:
For det første, at regeringen hurtigst muligt sløjfer flest mulige af de nødlove og særlige beføjelser, den har fået i denne tid af et samlet Folketing.
Og for det andet, at vi får en grundig og uafhængig undersøgelse af hele forløbet, så vi i fremtiden bliver klogere på, hvad der er den bedste magtfordeling mellem myndigheder, regering og opposition, og hvilke frihedsrettigheder vi under ingen omstændigheder bør lægge i graven, næste gang noget slemt banker på døren.
Corona har vist os, at vi er i stand til at være storslåede, men samtidig er så tilbøjelige til at være os selv nærmest, at vi har brug for frihedsrettigheder til at holde os selv i skak, selv i krisetider.