Jeg var for nylig til et foreningsmøde lidt uden for København. Mødet blev holdt i lokaler, som tidligere udgjorde et rådhus i en nedlagt kommune. På stedet var der stadig en rest af kommunalt ansatte, som holdt til i dagligdagen, men de fleste lokaler stod tomme. Kantinen holdt med nød og næppe sammen på et udbud af varer midt i en stemning af forladthed. Alt var slidt, omend rent, og det virkede kun som et spørgsmål om tid, førend det hele lukker, og alle kommunale funktioner bliver samlet ét sted i kommunen.
Der er givetvis nogle regnearksdrenge, som kan blive helt høje af den beretning. Men jeg skal hilse og sige, at det ikke er stemningen derude lidt væk fra storbyen. De er faktisk kede af udviklingen. Jeg tror, det gør sig gældende i det meste af landet. Kommunalreform, politireform og domstolsreform kombineret med en stigende nethandel har været brutale lokale oplevelser. På få år er det, man kendte og voksede op i gennem generationer, blevet smadret til ukendelighed. Gågaden er blevet til döner-kebab og Røde Kors-genbrug. Og de offentlige institutioner er i stort omfang blevet fjernet eller næs-ten tømt for indhold.
Spørgsmålet er, nu når vi skal til folketingsvalg, om det virkelig er, hvad vi har ønsket os og ser frem for os. Jeg synes det ikke. Jeg abonnerer ikke på idéen om, at landet derude skal nedlægges, og at vi alle skal bo i de store byer. De planlagte besparelser på centralisering af kommuner, politi, uddannelser viser sig at udeblive, når man kigger nøje efter et tiår på afstand af vedtagelsen af reformer. Det har min kollega Kaare Dybvad glimrende redegjort for i sin seneste bog. Besparelserne er i vidt omfang udeblevet, hvorimod de negative konsekvenser for lokalsamfundene er slået massivt igennem.
Den seneste sundhedsreform er mere af samme skuffe. Der bedyres og bedåres i starten, hvorefter nogle regnedrenge nok skal komme frem til, at det nok er bedre og sundere og mere rationelt og meget bedre for borgeren, hvis man nedlægger det lokale og utidssvarende og lægger det ind under det nye supersygehus og så videre. Jeg behøver vist ikke engang at skrive hele remsen ud. Det vil virkelig være ærgerligt, hvis det går mere i den retning.
Det kunne være sjovere, hvis vi virkelig gik den anden vej. Fandt ud af, hvad der sagtens kunne trives lokalt. Sørgede for, der var uddannelser, politi og sengepladser tættere på borgerne. Eller udarbejde en plan for, hvordan der også kan være mindre butikker lokalt.
Måske vi med en ny ledelse af Venstre kunne få dem med? Der var i alt fald engang – altså før Lars Løkke Rasmussens (V) kommunalrefom – hvor Venstre var kendt som ”det decentrale parti”. Det er Venstre så sandelig ikke længere, og det er faktisk ærgerligt for os alle sammen – både i by og på land.