Vi trækker håbet ud af de unge ved at fortælle, at deres klima-indsats ikke nytter

Vi har indtil nu ikke formået at skabe et samfund, hvor de unge vokser op med færre psykiske lidelser, end vi selv gjorde. Andre ting har vi forbedret, men de to punkter er da et nederlag af dimensioner, skriver højskolelærer Christian Hjortkjær

Alt for ofte hører jeg mig selv og mine jævnaldrende ryste på hovedet ad de unges utallige små initiativer til at gøre verden mere bæredygtig: alt fra flere vegetarretter til afskaffelse af plasticbestik, skriver højskolelærer.
Alt for ofte hører jeg mig selv og mine jævnaldrende ryste på hovedet ad de unges utallige små initiativer til at gøre verden mere bæredygtig: alt fra flere vegetarretter til afskaffelse af plasticbestik, skriver højskolelærer.

Enhver søn forsøger at leve sin fars liv, bare bedre. Det er en af de sætninger, jeg hørte i en ung alder, på det helt rigtige tidspunkt, hvor den bare bed sig fast.

Uanset om man er vokset op under gode kår eller i noget rigtigt møg, så er det en søns ambition at gøre det bedre, end sin far. Og jeg tror, det er uanset, om man gør det i oprørets bevægelse: som modpol til alt, hvad ens tyranniske far stod for.

Eller i overbuddets bevægelse: i forsøget på ikke bare at leve op til fars forventninger, men at overgå dem. Vi forsøger altid at gøre det bedre, end far formåede.

Spørgsmålet er, om det, der gælder eksistentielt for den enkelte, ikke også gælder for en hel generation. Var det ikke både 1968’ernes lod og velsignelse, at de forsøgte at gøre det væsentligt bedre, end generationen før dem?

Og er der noget at sige til, at den unge generation i dag forsøger at gøre det bedre end min?

Min generation vil meget muligt blive husket som den, der gjorde det modsatte på nogle afgørende punkter. Vi kommer sandsynligvis til at efterlade planeten i en dårligere forfatning, end da vi selv overtog den.

Og vi har indtil nu ikke formået at skabe et samfund, hvor de unge vokser op med færre psykiske lidelser, end vi selv gjorde. Andre ting har vi forbedret, men de to punkter er da et nederlag af dimensioner.

Men det er faktisk op til os, om den unge generation får lov at gøre det bedre. For psykologisk set kan man reagere på nederlag på to måder: Man kan stå ved dem og dermed anerkende deres betydning, eller man kan forsøge at relativere dem, for på den måde at få det til at se ud, som om de var ubetydelige.

Alt for ofte hører jeg mig selv og mine jævnaldrende ryste på hovedet ad de unges utallige små initiativer til at gøre verden mere bæredygtig: alt fra flere vegetarretter til afskaffelse af plasticbestik.

Hver eneste gang, vi fortæller et ungt menneske, at det ikke nytter noget – fordi flyrejser er værre, eller fordi det intet hjælper, så længe kineserne ikke er med – så relativerer vi det, de gør, og trækker ikke bare betydningen ud af handlingen, men også håbet ud af ungdommen. Man kan sige, at det er, fordi det er objektivt sandt.

Man kunne også overveje, om vi i virkeligheden hellere vil have ret end at se den unge generation gøre det bedre end os. Det er op til os, om det er nederlaget eller håbet, der bliver givet videre.