Dette forår har med stor tydelighed vist, at vi som samfund og enkeltpersoner evner at være moralske og tage drastiske midler i brug for at reducere risikoen for sygdom. Når vi kan det for at passe på vores krop, kan det undre, at vi er så vage og handlingslammede, når det gælder indsatser, der kan værne om vores mentale helbred.
Her tænker jeg blandt andet på politikeres, skolelederes og ikke mindst forældres berøringsangst over for at regulere børns skærmforbrug. Det er nemlig bekymrende, at vores børn er så meget på skærmen. For som sociologen Anette Prehn påpeger i sin bog ”Afledte effekter”, så er der så meget, de ikke (!) har tid til, når de dagligt sidder timevis foran den hyperstimulerende dopaminmaskine.
Hvis man imidlertid synes, det er svært at reducere sit barns eller barnebarns skærmtid, kan man i det mindste begynde med at kvalificere denne tid. Man kan eksempelvis selektere lidt i det kæmpe morads af film, der er tilgængeligt på Netflix, Viaplay og andre platforme. Der serveres nemlig ekstreme mængder af visuel junkfood, som lokker børnene, uagtet at det er tomme kalorier for sjælen.
I bedste fald er tegnefilmene spild af tid, og i værste fald er de urovækkende i ordets egentlige betydning. Hvor de store Pixar-produktioner som eksempelvis ”Inderst inde” har et raffineret og tankevækkende narrativ, så virker det, som om at de fleste korte tegnefilm på disse platforme forsøger at camouflere en ikke-eksisterende historie ved at skrue op for hastigheden og bombardementet af auditive og visuelle effekter. Og resultatet kan få selv en psykedelisk rus til at fremstå mat.
I 2004 blev der udviklet en meget omdiskuteret kanon for god litteratur. Selvom denne liste er blevet diskuteret hyppigt, burde vi udvikle en tilsvarende kanon for, hvad de mindre børn bør se. Om ikke nationalt så i den enkelte familie. Vi bør simpelthen være mere kritiske og selektive. I stedet for ureflekteret at ty til ”Disney sjov” eller andre tilfældige produktioner, bør vi bruge tid på at finde film med større ro, dybde og perspektiv.
Vi må som bekendt ikke rejse til Sverige for tiden, men man kan med fordel tage en filmisk rejse til vores naboland. Her kan man møde Alfons Åberg, som på bedste vis lærer os om vigtigheden af at bruge vores fantasi og være en god ven. Og ønsker vi at vise børnene rigtige spillefilm, er det oplagt at puste filmatiseringerne af Astrid Lindgrens ikoniske bøger af. Selvom – eller måske netop fordi – disse film er 50 år gamle, har de et børnevenligt tempo og en vedkommende fortælling.
Hvis vi kan lukke meget af samfundet ned i en periode, bør vi også kunne lukke ned for dele af den underholdningsindustri, der lever af vores børns (overstimulerede) opmærksomhed.