Der lyder et ordentlig vræl inde fra stuen. ”Hvad skete der!?”, råber jeg og løber derind fra køkkenet og finder min datter på gulvet med tårerne stående vandret ud af ansigtet. ”Hvad skete der?”.
Og så skete der noget, der ellers aldrig sker. Midt i strømmen af tårer, snot og hikkende hulk kommer min datter med den længste og mest detaljerede forklaring på, hvor hun faldt, præcis hvordan hun faldt og med nøjagtighed, hvilke skader det har afstedkommet på hendes krop.
Og alt imens denne hulkende rapporteren står på, mærker jeg min inderlige trang til at give los i alle forklaringerne og bare give min datter det kram, hun jo i virkeligheden har brug for.
Det var først bagefter, at det slog mig: Hvor er det dog et åndssvagt (i ordets egentlige betydning) spørgsmål at stille et barn, der lige har slået sig. Hvorfor denne voksne iver efter som det første at kortlægge omstændighederne? Efter at kende kausalitetsforløbet? Det er dog uendeligt komisk, at netop dét skulle være det væsentlige, når et barn er kommet til skade.
Måske var det derfor, Søren Kierkegaard skrev: ”Jeg taler helst med Børn; thi om dem tør man dog haabe, at de kan blive Fornuft-Væsener; men de, der ere blevne det! Herre Jemini!”.
For selve spørgsmålet ”Hvad skete der?” afslører jo den voksenfornuft, som ligger både barnet og Jesus så befriende fjernt. De er ligeglade med forhistorien.
Jeg må i stedet sande, at jeg i realiteten er mere optaget af at løse problemet, finde fejlen og sørge for, at det ikke sker igen, end af at lindre min datters akutte smerte. Jeg er med andre ord allerede videre, i min alvorlige voksenhed, på problemløsningsjagt.
Men min datter er jo ikke interesseret i at få løst problemet – hun vil bare gerne have det løsnet. Så hun kan få luft. For der er dog en uendelig forskel på at ville løse et problem og så at løsne det. Og måske er det i virkeligheden det, vi burde lære som voksne.
For hvad er det, vi har brug for, når vi selv kommer til skade på krop og sjæl? Når vi rammes af sorg, skilsmisse eller andre eksistentielle hårdknuder?
Så har vi ikke brug for, at vores nærmeste tager på problemløsningsjagt, for så mangler vi jo dem! Så har vi ikke brug for at få løst problemet, men for, at nogen tør sætte sig ved vores side, så vi sammen kan få det løsnet.