Prøv avisen
Etisk set

Lad os skabe en fælles fortælling, hvor det at løfte ansvaret for hinanden er det naturlige

Der er i denne tid vrede over unge, der vil mødes og feste, og midaldrende løbere, der prustende maser sig forbi andre. Men lad os i stedet bruge tiden på at fokusere på vores fælles ansvar for hinanden, opfordrer lektor Mickey Gjerris. – Foto: Christian Lindgren/Ritzau Scanpix.

Mickey Gjerris

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

Set fra mit karantænevindue ville det være en idé at gøre langt mere ud af at sætte ord og pris på fællesskabet

”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre, uden at han holder noget af dets liv i sin hånd.” Denne sætning fra den danske teolog K.E. Løgstrups bog ”Den etiske fordring” (1956) fremstår lysende aktuel i disse tider. Vi holder bogstaveligt talt hinandens liv i vores hule hånd. Liv, der er vigtige. Magten, vi har over hinanden, er ikke mulighed, men ansvar. Det er den etiske fordring i en nøddeskal. At vi skal bruge magten til hinandens bedste.

Bag myndighedernes anbefalinger om, hvordan vi skal gebærde os sammen – eller måske snarere hver for sig – står således den etiske fordring om at tage vare på hinanden. For vi er ikke vores egen lykkes smed, men dybt afhængige af hinanden. Vi bor ikke i en stat, hvor enhver kan være sig selv nærmest, men i et samfund, et fællesskab, hvor vi gennem en fælles indsats kan skabe rammerne for, at vi kan leve så gode liv, som det nu er muligt.

Og derfor er det så let at blive forarget over dem, der ikke løfter ansvaret, men handler som om, at de andres liv er ligegyldige. En forargelse, der ikke er ubegrundet og måske rettere burde benævnes ”berettiget vrede og indignation”. En vrede og indignation, der kaldes frem af historier om mennesker, der ser stort på anbefalingerne om at holde fysisk afstand til hinanden. Unge mennesker, der insisterer på, at det her ikke handler om dem, og derfor fortsætter med at mødes og feste, eller midaldrende løbere, der prustende maser sig forbi andre mennesker på et smalt fortov, fordi tallene på deres urskive er vigtigere end at undgå at give smitten videre.

Lige nu er vi i en nødsituation. Og de, der ikke vil forstå situationens alvor, kan tvinges gennem lovgivning til at følge de fælles spilleregler, der er nødvendige for at begrænse smittespredningen.

Men på sigt er tvang ikke en løsning. Det vil blot medføre trodsreaktioner og vrede rettet den anden vej. Det sker allerede. Unge mennesker, der nægter at følge retningslinjerne for socialt samvær med den begrundelse, at de ældre ikke har været villige til at tage hensyn til deres fremtid, men blot set til, mens udfordringen fra klimaforandringerne er vokset og vokset.

For Løgstrup var den etiske fordring et krisetegn. Den rejser sig, når man har svigtet. Det naturlige ville være at løfte ansvaret helt uden at tænke over det. At leve et liv i omsorg for andre og fællesskabet. Fordringen er et krav om at gøre det, som man burde have gjort af sig selv. Og der er måske noget at lære.

Der kommer en tid efter corona. En tid, hvor vi skal vende tilbage til fællesskabet og få gang i en mindre bekymret hverdag. Men i kampen for at vende tilbage til hverdagen er det værd at overveje, om vi skulle indrette hverdagen anderledes, end den var, da vi forlod den.

Set her fra mit karantænevindue ville det være en idé at gøre langt mere ud af at sætte ord og pris på fællesskabet. Få fortalt os selv og vores børn historier om, hvordan man lever sammen i et samfund i stedet for at fortælle historier om enere, individualister og konkurrencestaten.

Der vil altid være idioter, der ikke kan se længere end deres egen næsetip, og unge mennesker, der tror, de er udødelige. Men jo mere vi skaber en fælles fortælling, hvor det at løfte ansvaret for hinanden er det naturlige i stedet for et offer, man beklageligvis må bringe, jo bedre vil vi kunne løfte de næste udfordringer, der venter på os i skikkelse af den gennemgribende omstilling af samfundet og vores liv, som klimaforandringerne kræver. I det lys kan vi jo betragte den nuværende situation som en let opvarmning.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.