Lad være med at omtale ungdommen som en homogen klump

Kan vi ikke styre os, når vi taler om, hvad ”ungdommen” er og skal? Unge er, på hver deres måde, i fuld gang

Studerende er ikke én enhed. De er forskellige, og derfor bør vi styre os,  når vi taler om, hvad ”ungdommen” er og skal, skriver Lene Tanggaard. Her ses studerende på Syddansk Universitet i Odense.
Studerende er ikke én enhed. De er forskellige, og derfor bør vi styre os, når vi taler om, hvad ”ungdommen” er og skal, skriver Lene Tanggaard. Her ses studerende på Syddansk Universitet i Odense. Foto: Tim Kildeborg Jensen/Ritzau Scanpix

Forleden sad jeg til møde. Det er der ikke noget ekstraordinært i. Det var et møde om et højprofileret emne. Der skete dog noget under mødet, jeg blev nødt til at reagere på.

På et tidspunkt blev der under mødet nævnt, at ungdommen burde være inviteret med til mødet. For det er jo dem, der er med på beatet forstås. Det er dem, vi har udråbt til at skulle forandre verden. Dem og ikke mindst børnene. Det skal de da også. Bevares. Det skal enhver ny generation, og det er blandt andre uddannelsesinstitutionernes og skolernes rolle at sørge for, at den nye generation bliver til i et dynamisk, udfordrende og fornyende møde med kulturens ting og sager. Ellers står alt stille. Det hele ville størkne, hvis vi ikke lader en ny generation blive klogere end os selv.

Jeg fik derfor sagt til mødet, at de unge er med, fordi man til mødet havde inviteret uddannelsesinstitutioner indenfor. Jeg sad der. Der sad også andre repræsentanter for uddannelser og institutioner, hvor der er tonsvis af dygtige unge studerende. Det er bare at sætte ting i gang, hvor de kan bidrage. Så hvad er problemet?

Det har såmænd noget at gøre med den måde, vi taler om de unge på. Når jeg skriver vi, så er det fordi, at jeg tror, at vi alle gør det. Der er ikke nogen, der er bedre end andre, heller ikke undertegnede. Det, som irriterede mig under mødet, var simpelthen, at man omtalte ungdommen som en homogen klump. En art essens.

Når nogen forsøger det over for mig, bliver jeg altid lidt irriteret. I rektorer! I professorer! I kvinder! I mødre! I er sådan og sådan. Nej, vi er ikke. Vi er vildt forskellige, og det er som regel en stor styrke. Derudover har ungdommen altså ikke en særlig kraft til at forandre verden. Unge skal gives og selv udvikle de færdigheder og den viden, der skal til. For eksempel kræver det en del viden at gennemskue, hvad der er bæredygtigt eller ej. Det kræver også indsigt og en kvalificeret empatisk sans samt dømmekraft at skabe et mere socialt inkluderende samfund. For nu at nævne et par eksempler på nutidige dannelsesidealer. Man skal vide noget for at opbygge kapacitet til at handle. Det er derfor, at toårige børn ikke skal belastes med krav om, at de skal forandre verden. Studerende, derimod, der er i gang med at dygtiggøre sig, dem må vi gerne stille krav til.

Jeg oplever studerende, der mere end nogensinde ønsker at engagere sig i verden, men de er ikke en essens, én enhed. De er forskellige, og de får angst, hvis vi lægger al ansvaret over på dem. Så jeg har en lille bøn. Kan vi ikke styre os, når vi taler om, hvad ”ungdommen” er og skal? Unge er, på hver deres måde, i fuld gang. Ikke qua deres ungdom, men når de engagerer sig i civilsamfundsinstitutioner – for eksempel som studerende, arbejdstagere og arbejdsgivere og som borgere. Dér gør de en forskel.

Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, famlierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.