Læreruddannelsen har i over 200 år været en kampplads

Regeringen har kritiseret, at kristendom spiller en rolle i en alternativ læreruddannelse, som er på vej. Men er det nyt, at kirken spiller en hovedrolle i dansk undervisning?

Læreruddannelsen, som eksempelvis her ved Campus Carlsberg i København, trænger til at blive fornyet, lyder det i debatten om læreruddannelsen, der har 200 år på bagen.
Læreruddannelsen, som eksempelvis her ved Campus Carlsberg i København, trænger til at blive fornyet, lyder det i debatten om læreruddannelsen, der har 200 år på bagen. Foto: Maria Albrechtsen Mortensen/Ritzau Scanpix

I lørdags kunne man her i avisen læse et interview med uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen i anledning af, at en initiativgruppe vil oprette en ny, uafhængig læreruddannelse i Herning på et program, der involverer kristendommen. Ministeren fandt, at det er et principielt problem, ”at en uddannelsesinstitution kan eksistere uden offentlig styring og samtidig have et religiøst udgangspunkt”.

Dermed følger ministeren det princip, som blev knæsat ved ændringen af folkeskoleloven i 1975, hvor skolen holdt op med at være forpligtet af folkekirkens bekendelsesgrundlag, hvilket dens lærere altså heller ikke er i dag.

Historisk set har folkeskolen været tæt knyttet til folkekirken. Ja, i sin oprindelse er den en kirkelig institution, indholdsmæssigt såvel som organisatorisk og økonomisk.

Når man i dag spøgefuldt kalder en skolelærer for degn, skyldes det, at undervisningen i almueskolen på landet meget ofte blev varetaget af degnen. Undervisningen var beregnet på at indføre børnene i kristendommen, således at de kunne gøres værdige til at modtage nadverens sakramente. Det blev formaliseret ved indførelsen af tvungen konfirmation i 1736. Konfirmationen var en overhøring og udgjorde almueskolens afgangsprøve, der var en forudsætning for at blive anerkendt som myndig, for ”at træde ind i de voksnes rækker”, som man stadig siger.

Artiklen fortsætter under annoncen

Lærerne havde ingen formel uddannelse. Ofte var de frafaldne studenter eller opvakte unge, der kun nødtørftigt var blevet holdt til bogen. De blev aflønnet af kirkens midler, og de dygtige af dem nød en vis agtelse i sognet. Først i slutningen af 1700-tallet kom læreruddannelsen på skinner. Det ældste lærerseminarium i den daværende helstat var seminariet i Kiel fra 1781. Derefter kom Tønder 1786, Blaagaard Seminarium 1791 (senere flyttet til Jonstrup), Brahetrolleborg 1794 og Tønsberg 1798.

Efter 1801 oprettede en række præster såkaldte præstegårdsseminarier over hele landet. Det var led i en ideologisk kamp. Hvis man vil påvirke samfundets fremtid, skal man påvirke børnene, og vil man påvirke børnene, opnår man størst effekt ved at påvirke deres lærere. Derfor har læreruddannelsen i over 200 år været så vigtig en kampplads.

Skolereformerne af 1814 afskaffede ikke dåbsoplæring som almueskolens centrale opgaver. Men de påbød derudover undervisning i fag, der kunne gøre børnene til nyttige borgere. Det stillede krav til lærernes kvalifikationer. Læreren skulle helst være seminarieuddannet, og hvis ikke, i det mindste kunne læse og stave, forklare Luthers katekismus, beherske de fire regnearter, have en læselig håndskrift og kunne synge ”de almindeligste Psalmer rigtigt og i en reen Tone”.

Det initiativ til en alternativ læreruddannelse, der udgår fra Herning og har været diskuteret her i avisen, har antagelig hentet sin inspiration fra årtierne efter Grundlovens givelse. Fra slutningen af 1850’erne blev der i kølvandet på religionsfriheden og den deraf flydende friskolelovgivning oprettet en række private seminarier, også kaldet friseminarier, der ønskede at påvirke de studerende i en anden retning end de statslige.

Kendte er for eksempel Natalie Zahles Seminarium i København (1860) og Gedved Seminarium (1862). Statens kontrol med friseminarierne blev generelt håndhævet ved, at eksamenerne var statskontrollerede.

Historikeren Hans Henrik Hjermitslev har netop i en oplysende artikel i den nyeste årbog fra Dansk Selskab for Skolehistorie offentliggjort en oversigt over danske seminarier og deres retningspræg frem til 1920, både de statslige og de private. Af i alt 32 analyserede seminarier definerer han knap halvdelen som værende uden retningspræg, de 14 som grundtvigske og fire som indremissionske (Nørre Nissum, Haslev, Aarhus Kvindeseminarium og KFUM’s Seminarium på Frederiksberg.)

I løbet af det 20. århundrede blev læreruddannelsen med enkelte undtagelser langsomt statsliggjort. Der eksisterede i 1972-1988 en godkendt læreruddannelse på Tvind kaldet Det Nødvendige Seminarium. I dag er der kun et grundtvigsk friseminarium tilbage, Den Fri Lærerskole i Ollerup på Fyn. I pagt med tiden er det grundtvigske prædikat ikke betegnelsen for et kirkeligt, men et pædagogisk retningspræg.

Jes Fabricius Møller er lektor i historie ved Københavns Universitet.