Landets sanatorier fortæller, at vi tidligere har besejret sygdom

Over hele landet finder man sanatorier, opført til behandling af tuberkuloseramte. De giver håb om, at også denne tids sorger og bekymringer på et tidspunkt kan lægges bag os, skriver historier Jes Fabricius Møller

Vejlefjord Sanatorium åbnede den 1. marts 1900 som behandlingssted for ”brystsyge”, patienter med lungetuberkulose, og senere fulgte lignende behandlingssteder over resten af landet. – Foto: Ritzau Scanpix.
Vejlefjord Sanatorium åbnede den 1. marts 1900 som behandlingssted for ”brystsyge”, patienter med lungetuberkulose, og senere fulgte lignende behandlingssteder over resten af landet. – Foto: Ritzau Scanpix.

Alle midaldrende og ældre danskere bærer på deres krop et mærke af en af verdenshistoriens vigtigste tildragelser i de sidste 200 år.

Mit sidder på venstre overarm og ligner et forvitret aftryk af en signetring. Det er et lille rundt ar, som er det synlige spor efter den såkaldte calmette-vaccination. Den blev givet til alle danske børn indtil engang i 1980’erne, og den beskytter mod flere forskellige former for tuberkulose.

Arret giver anledning til to historiske eftertanker. For det første er det en påmindelse om den svøbe, som tuberkulosen eller svindsoten, som den kaldtes tidligere, var. Den var en stor dræber i det 19. og første halvdel af det 20. århundrede i Danmark. I 1920’erne døde årligt cirka 2500 danskere af tuberkulose, kan man se af Statistisk Aarbog. Salmonsens Konversationsleksikon, der var nået til bogstavet T i 1928, regnede sygdommen som ansvarlig for hvert syvende dødsfald i landet. Og Danmark var mildt ramt i international sammenligning.

Lungetuberkulose var langt den mest udbredte og dødelige af de tuberkuløse lidelser. Den er smitsom, og det var opfattelsen, at den smittede gennem spyt. Det var for 100 år siden skik at spytte på gaden, ikke mindst på grund af den udbredte anvendelse af skråtobak, og problemet var, mente man, at tuberkulosebakterier kunne overleve udtørring og således spredes med gadens støv.

Artiklen fortsætter under annoncen

I København diskuterede man i begyndelsen af 1900-tallet opstillingen af spyttekummer. Planen blev opgivet. I stedet blev der i de store byer opsat skilte med opfordring til ikke at spytte på fortovet. I andre lande blev det ligefrem strafbart at spytte offentligt. I Danmark betragter vi det bare som uopdragent.

Helt forsvarsløse var lægerne ikke. Nogle tuberkuløse lidelser kunne helbredes kirurgisk. Niels Finsen fik Nobelprisen for at opdage lysets helbredende virkning på hudtuberkulose, også kaldet lupus. Men lungetuberkulose fandtes der ingen kur for. Patienter blev ordineret ro, hygiejniske forhold og nærende kost.

Hvis man savner et udflugtsmål i disse tider, hvor museerne er lukket, kan man lægge vejen forbi et af de sanatorier, der blev bygget til patienter, der led af lungetuberkulose. De ligger gerne meget smukt sydvendt, typisk ved vandet, hvor der var mest sol og frisk luft, der var anset for at være om ikke helbredende, så dog lindrende. Sådan kan de også virke endnu i dag.

Det første fra 1900 ligger ved Vejle Fjord. Året efter opførte Københavns Kommune et stort sanatorium ved Boserup tæt på Roskilde. Derpå fulgte de følgende år sanatorier i blandt andet Juelsminde, Hjerting, Skive, Silkeborg, Skørping, Ry, Kalø Vig, Haslev, Faxe Ladeplads, Faxinge ved Præstø og Nakkebølle mellem Faaborg og Svendborg. Mange af dem blev bygget eller drevet af Nationalforeningen til Tuberkulosens Bekæmpelse, der findes endnu under navnet Lungeforeningen.

Ingen af de gamle tuberkulosesanatorier tjener længere deres oprindelige formål. Til fælles har de, at de alle står tilbage som monumenter over en tid, der ikke er længere.

Tuberkulosen udgør ingen aktuel trussel mod folkesundheden i Danmark. Den franske læge Albert Calmette (1863-1932) var med til at udvikle den vaccine, som han gav navn til. Efter Anden Verdenskrig blev penicillin bredt tilgængelig, og tuberkulose kunne i sin daværende form kureres.

Omkring 1960 talte Danmarks Statistik blot cirka 200 dødsfald om året med tuberkulose som begrundelse. De fleste har antagelig været sene eftervirkninger af sygdommen.

Det er grundlaget for den anden historiske eftertanke: håb.

Generationer levede i frygt for at blive smittet. De lever endnu, som husker frygten, og som måske mistede forældre eller søskende til den skrækkelige sygdom. Længere væk er den ikke. Der er ingen garanti for, at noget tilsvarende ikke kan komme igen. Det bliver vi i disse historiske tider kun alt for tydeligt mindet om. Desværre er nye former for tuberkulose også årsag til alvorlig bekymring på globalt plan, så kampen fortsætter. Intet tidspunkt i historien er sorgløst. Men mit lille ar giver dog anledning til håb om, at også denne tid byder på sorger og bekymringer, som vi på et tidspunkt kan lægge bag os.