Da min far var ung, hævdede man, at arbejde adler, og som den gode danske tradition foreskriver, findes der naturligvis også en forening med dette navn, Landsforeningen Arbejde Adler.
Den har den hæderværdige filosofi, at alle skal have et arbejde, da det jo traditionelt har været vejen ind i samfundet, for yngre mennesker, for syge, fattige og flygtninge. Arbejdet adler for vagabonder og rakkere, som skulle arbejde for at undgå fortidens nedværdigende almisser. At arbejde giver ens liv form.
Det gør det ikke længere: I dag skal arbejdet gøre en unik og fantastisk. Vi dannes ikke til det fælles, men til det enestående.
Tidligere blev – særligt for rigere medborgere, der ofte ikke behøvede gement arbejde – dannelsesrejser vejen til at finde en form, der passede ind i samfundet. Tilsvarende fik almindelige, fattigere borgere via dannelsesromaner anvist en plads i det almene.
På rejsen eller i romanen kunne man opleve, som Hans Castorp i Thomas Manns ”Trolddomsbjerget”, dramatiske indtryk på fjeldet og gennemgå omvæltende, livsformende erfaringer. Men hos både Mann og, på dansk grund, i Tom Kristensens ”Hærværk” er noget foruroligende nyt på spil: Dannelsen fører hos Mann direkte i verdenskrigen, hvor vi må regne med, at Castorp går under, og for Ole Jastrau i ”Hærværk” går dannelsen den lige vej i hundene.
Hvad var mesterdigternes mistanke? Måske havde de fornemmelsen af, hvad der var ved at ske: Det moderne menneske kunne ikke underkaste sig adlende processer, uanset om det foregik via gement arbejde eller dyre dannelsesrejser. Det moderne menneske, derimod, ville være unikt.
Derfor gider vi da heller ikke i dag læse Mann og Kristensen eller Goethe om Wilhelm Meisters læreår. De bøger, vi vil læse, handler om det unikke: Lars Larsens, Barack Obamas og senest Lars Løkkes (V) læreår. Dagens store samtidsroman findes i den selvbiografiske ledelseslitteratur.
Denne moderne dannelsesroman, ledelseslitteraturen, tager fat, hvor Cas-torp og Jastrau gik i hundene. Ja, Lars Løkke Rasmussen fortsætter simpelthen Ole Jastraus fadølsbaserede nedtur.
Ledelseslitteraturen har opgivet at adle det almindelige menneske og danne det i forhold til det almene. Den handler om undtagelsen: milliardæren, entreprenøren, statslederen – og, i Løkkes tilfælde, forlisets mesterskab.
Det er denne undtagelse, der gør det muligt at blive leder, om ikke andet – for de mange af os, der ikke bliver det i virkeligheden – at blive ”leder i sit eget liv”.
Moderne dannelse skal med andre ord udpege individet i kollektivet og hæve det op til en ny status som en del af den ledende klasse. Den moderne dannelse skal redde os fra det almindelige og sætte os i forbindelse med det fantastiske.
Det moderne arbejde skal med andre ord ikke bare være almindeligt og fungere som testen på, om vi er samfundsborgere. Det skal ikke bare adle. Det skal også katapultere os ud af vores almindelighed og gøre os til noget særligt.
I stedet for at udgøre en helhed, giver sådanne identitetsprojekter ikke overraskende anledning til alvorlige menneskelige kriser. Det skyldes, at eksistensen af uforudsigelighed og ydre såvel som indre pres på os pludseligt bliver vores adelsmærker, frem for at være problemer, der skal håndteres.
Dermed truer en permanent undtagelsestilstand, og stress og udbrændthed breder sig da også som en steppebrand i vores samfund. Alt er eller kan pludselig komme i spil.
Idéen med at læse unikke menneskers bøger var vel at forsøge at blive inspireret af disses erfaringer. Men når undtagelsen bliver reglen, blegner mit almindelige liv betragteligt og giver plads til en diffus, men vedblivende følelse af ikke at slå til.
En sådan angst kan, fortæller Tom Kristensen, pludselig vise sin asiatiske vælde og fremmane, i det stressramte menneske, en længsel mod skibskatastrofer, hærværk og pludselig død: radikal forandring, som det hedder i ledelseslitteraturen.
Det er den længsel, Lars Løkke Rasmussen er bukket under for. Vi ser, at det, som før var farligt og moralsk forkasteligt, undtagelsen, nu bliver rollemodellen: toplederen, men også den excentriske kunster og Løkkes egomane fortvivlelse.
Arbejdet adler ikke længere, det skal man derimod flygte fra, for det har en ram lugt af almindelighed. Det, som Søren Kierkegaard taler om som ethvert livs mål, den fuldstændige deltagelse i det almene, er nu den værste dom: Du er som de andre.
Det er imidlertid i netop denne indsigt, at enhver sand dannelse begynder.
Refleksion skrives på skift af historiker og medlem af Folketinget for Venstre Mads Fuglede, sognepræst Sørine Gotfredsen, biskop Henrik Wigh-Poulsen, professor i organisation og filosofi Bent Meier Sørensen og sociolog og forfatter Anette Prehn.