Højskolelærer: Led os ikke ind i rod, men fri os fra oprydning

Når det japanske oprydningsfænomen Marie Kondo står klar med Østens løfte om ro, harmoni og balance gennem oprydning, så står jeg forrest i flokken, der føler sig fristet, skriver højskolelærer

Jeg bilder altid mig selv – og ikke mindst min datter – ind, at jeg bare lige skal have styr på sagerne, så kan jeg være nærværende, skriver højskolelærer.
Jeg bilder altid mig selv – og ikke mindst min datter – ind, at jeg bare lige skal have styr på sagerne, så kan jeg være nærværende, skriver højskolelærer. Foto: Ritzau Scanpix/Iris.

Jeg har en umådelig hang og trang til systemer, til kasser, til orden. Der er ikke noget bedre, end når alle varerne er sat på plads i køleskabet. Mælk og juice i lågen, pålæg og ost på midterhylden, grøntsager i skuffen.

Jeg er så tilpas neurotisk, at der først falder ro over mig, når det hele er på plads. Så er jeg klar til at være nærværende over for min familie igen. Men så er der de forbandede bananer. Det er djævelens værk. De passer aldrig ind i mit system.

Så når det japanske oprydningsfænomen Marie Kondo står klar med Østens løfte om ro, harmoni og balance gennem oprydning, så står jeg forrest i flokken, der føler sig fristet. Hendes genistreg består i at tilbyde os to veje til frelse.

Det er nemlig en gammel selvhjælpsvisdom, at den ene side i os mennesker siger:

”Få alt til at falde på plads, så finder du ro”, mens den anden siger: ”Find ro, så falder alt på plads”. Marie Kondo sælger os begge selvhjælpsveje i én pakkeløsning: Den ene vej går fra ydre orden til indre ro gennem oprydning, den anden går fra indre ro til ydre orden gennem hendes vejledning.

Og det er her, jeg bliver skeptisk. For jeg ved med mig selv, at jeg instinktivt følger den første, men ville ønske, at jeg mestrede den sidste. At jeg altid bilder mig selv – og ikke mindst min datter – ind, at jeg bare lige skal have styr på sagerne, så kan jeg være nærværende.

Derfor burde jeg i stedet blot finde indre ro, så jeg ikke behøvede at få styr på tingene. Men det nagende spørgsmål er, om ikke også den anden vej er en illusion.

Leonard Cohen har sagt det meget rammende. Leonard Cohen var jøde, men boede i fem år i et buddhistisk kloster. Da han kom ned igen, spurgte en interviewer ham, hvad hans åndelige vejleder så havde lært ham. Leonard Cohen svarede:

”Han kurerede mig for den illusion, at jeg havde brug for hans vejledning”.

Du godeste, hvor er det godt sagt. Det tog Leonard Cohen fem år at forstå det. At bag ved illusionen om, at vi kan styre vores liv selv, finder vi en endnu dybere illusion om, at lykken kun kan opnås gennem en åndelig vejleder.

Jeg tvivler på, at Marie Kondo har formatet til at kurere sine kunder for illusionen om, at de har brug for hendes vejledning.

Det er svært at sælge 11 millioner bøger på at gøre sig selv overflødig. Jeg anbefaler, at man i stedet sætter sig ned midt i rodet og lytter til Leonard Cohen.