Prøv avisen
Kanten

Sofie Münster: Børns leg skal have lov til at være ”farlig”

Det er for de fleste børn enormt spændende at klatre højt op i træerne, gynge så højt, så de kilder i maven og at prøve at balancere på forhindringsbanen på legepladsen, selvom man måske risikerer at falde, skriver Sofie Münster. Foto: Simon Skipper/Ritzau Scanpix

Sofie Münster

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I de tilpas ”farlige” legesituationer opstår der noget nærmest magisk, nemlig en helt særlig kombination af frygt og glæde, som er essentiel for børns udvikling, skriver Sofie Münster, der er stifter af Nordic Parenting

Pas nu på. Ikke så vildt. Vær forsigtig. Eller: Skal jeg hjælpe dig?

Sådan hører de fleste småbørnsforældre formentlig sig selv sige, om ikke dagligt, så ofte.

Og det giver selvfølgelig mening, for der er ikke noget, der kommer mere naturligt end forældres omsorg for deres børn, og derfor vil man selvfølgelig gerne beskytte sine børn mod farer.

Men måske der er god grund til at bide sig selv i tungen og lade børnene komme på spil. I hvert fald når de leger, undersøger og prøver ting af. For lige netop legen er grænsesøgende i sin natur. Der er en grund til, at det er sjovest at være den, der bliver fanget i fangeleg og ikke at være den, der fanger. Når man bliver jagtet, er man på spil, hjertet banker og selvom man måske er træt, kan man ikke selv bestemme, hvornår man vil holde pause, for der er jo nogen efter en.

På samme måde er det for de fleste børn enormt spændende at klatre højt op i træerne, gynge så højt, så de kilder i maven og at prøve at balancere på forhindringsbanen på legepladsen, selvom man måske risikerer at falde. Børn vælger sjældent det sikreste og nemmeste, for det er bare ikke nær så sjovt, som det, der er lidt farligt og lidt svært.

Forskning har da også vist, at et af de primære evolutionære formål med at lege, er, at lære unger, hvordan man klarer sig i nødsituationer.

Derfor kan man for eksempel observere, hvordan dyreunger på tværs af arter igen og igen – og endda med vilje – sætter sig selv i moderat farlige og skræmmende situationer, når de leger. Når små gedekid hopper, gør de det eksempelvis på en måde, som gør det ekstra svært at lande.

I de tilpas ”farlige” legesituationer opstår der noget nærmest magisk, nemlig en helt særlig kombination af frygt og glæde, som er essentiel for børns udvikling. Det er den, der lærer børn at mærke, hvor deres egne grænser går. De lærer at mærke, hvor langt de kan gå og stadig synes, at noget er sjovt, og de gør sig erfaringer med at mærke, hvornår det bliver for meget.

Ingen hverken forælder, pædagog eller lærer vil nogensinde kunne foretage den vurdering på vegne af børnene – og derfor er det så afgørende, at børnene får den fornødne plads til selv at lære at mærke, hvor deres personlige grænser går.

Det er selvfølgelig ikke et mål i sig selv, at børn skal ende på skadestuen. Men hvis det, der kan gå galt, er noget, der kan blive godt igen alene ved, at man bliver trøstet af mor eller far, så kan det være, at man næste gang skal bide sig selv i tungen, inden bekymringerne utilsigtet bremser børnenes udvikling.