Er krisen for den østrigske regering et resultat af et manglende opgør med nazismen? Eller et eksempel på, hvad landene i EU kommer ud for, efterhånden som højrenationale partier kommer tæt på magten?
I Østrig er det nu den tredje koalition med deltagelse af Frihedspartiet, FPÖ, der er gået i opløsning, og på et ekstraordinært møde i parlamentet i Wien i dag vil den konservative kansler Sebastian Kurz blive mødt af et mistillidsvotum, der kan fremrykke det i forvejen bebudede nyvalg som følge af skandalen. Som omtalt her i avisen gik den nu forhenværende FPÖ-leder Heinz-Christian Strache i 2017 i en fælde, der var så professionelt lavet, at mange iagttagere mener, den blev sat af en vestlig efterretningstjeneste, som frygtede, at Østrigs efterretningstjeneste kom for tæt på Putins Rusland med en FPÖ-indenrigsminister som chef. Realiteten har vist sig at være langt mindre kulørt, nu da en østrigsk advokat har erkendt at have været med til at lave videoen for at tjene almenvellet og er blevet politianmeldt af den faldne vicekansler.
Østrig er både et gammelt land og en ny stat. Austria eller Ostmark var navnet på et grænseområde for Karl den Stores rige i det centrale Europa, lidt på samme måde som Danernes Mark var det mod nord. Forskellen var, at danerne i 1100-tallet fik afgrænset sig fra det hellige romerske rige, mens østrigerne under Habsburg-slægten fra 1273 opbyggede en ”Hausmacht” med centrum i Wien. Og de gjorde det så succesrigt, at habsburgerne efterhånden overtog kejsermagten i det tysk-romerske rige.
Det var denne stat, der standsede de osmanniske tyrkere ved belejringerne af Wien i 1529 og 1683. Det er en historie, østrigerne godt kan lide at fortælle under de europæiske debatter om tyrkisk EU-medlemskab ved at henvise til, at ”vi har før reddet Europa fra tyrkerne og er klar til at gøre det igen”.
Der var to sider af det habsburgske Østrig-Ungarn. På den ene side det nationalt tolerante og civiliserede rige, som nostalgisk er skildret af Stefan Zweig i ”Verden af i går” og Joseph Roth i ”Radetzkymarch”. På den anden side borgmesteren i Wien, Karl Lueger, der piskede en folkelig antisemitisme op i årene før Første Verdenskrig, som inspirerede den østrigskfødte Adolf Hitler.
Men Østrig har også en historie og politisk kultur som småstat. Efter Første Verdenskrig blev det multinationale Østrig-Ungarn opløst. Resultatet blev en ustabil østrigsk republik splittet mellem det ”røde” Wien og den katolsk-konservative provins, som levede i hver sin ”lejr” med deraf følgende ”Lagermentalität”, lejrmentalitet. Det kulminerede i 1934 i en nedkæmpelse af Wiens arbejderklasse, og resultatet blev først et katolsk autoritært regime og siden en begejstret tilslutning til det nazistiske Tyskland i 1938.
Det fortog sig med nederlaget i 1945, hvorefter Østrig var delt mellem de fire besættelsesmagter. En tid, der stemningsfuldt er skildret i film som ”Den tredje mand”. Langsomt blev demokratiet fæstnet takket være et samarbejde mellem socialdemokrater og katolske konservative.
Det udmøntedes i koalitioner mellem de store folkepartier, det socialdemokratiske SPÖ og det katolsk-konservative ÖVP, der har præget Østrig, lige siden staten blev genoprettet i 1955. En stat, som i løbet af 1960’erne blev et velhavende og neutralt udstillingsvindue mod det kommunistiske øst.
Politiske modsætninger blev pakket ned af store koalitioner under socialdemokraten Bruno Kreisky, der var kansler fra 1970 til 1983. Prisen for stabiliteten var en uigennemsigtig politisk kultur præget af vennetjenester grænsende til korruption og et manglende opgør med nazismen.
Det nød Frihedspartiet, som oprindeligt bestod af et mærkeligt sammenrend af liberale og eksnazister, godt af. Partiet blev langsomt mere åbent for nazismen personificeret ved Jörg Haider, der kombinerede beundring for Hitlers socialpolitik med libyske oliepenge, indtil han i 2005 forlod et splittet parti og tre år senere slog sig ihjel ved at køre for stærkt i sin sportsvogn.
I oktober 1999 indgik det konservative ÖVP en koalition med Haider, som på klodset vis blev fordømt af EU’s regeringsledere. Det er denne koalition, som blev prøvet endnu en gang for 18 måneder siden af den unge karismatiske leder af ÖVP, Sebastian Kurz, med Friheds-partiets Heinz-Christian Strache som vicekansler. Eksperimentet er nu gået i opløsning efter offentliggørelsen af den intimiderende videooptagelse af Strache, der lover en russisk lokkedue statskontrakter og politisk indflydelse som modydelse for støtte.
Om det er enden for Strache og østrigsk højrepopulisme, er dog yderst tvivlsomt. De politiske lejre er stabile i deres indbyrdes splittelse.
Østrig er dybt splittet mellem en på overfladen moderne og velklædt konservatisme med den unge kansler Sebastian Kurz i spidsen, en grøn bykultur repræsenteret af den 75-årige præsident Alexander van der Bellen, der vandt snævert over Frihedspartiets kandidat i december 2016, og en højreradikalisme med rødder i nazismen. Er det det nye politiske landskab i EU
Klummen historisk set skrives på skift af Jes Fabricius Møller, lektor i historie ved Saxo-Instituttet ved Københavns Universitet, og Uffe Østergaard, professor emeritus i europæisk og dansk historie ved CBS.