Prøv avisen
Kirkeligt set

Verdensopfattelsen hos LGBTI+ fylder for meget og sætter grænser for, hvad andre må mene

Der er også steder, hvor initiativerne kun kan forstås sådan, at kommunen vil fungere som pr-afdeling for LGBTI+-miljøet, skriver Jens Ole Christensen. Illustration: Søren Mosdal

Jens Ole Christensen

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

I Københavns Kommunes nye LGBTI+-politik er der initiativer, der er tæt på at overskride grænsen mellem LGBTI+-rettigheder og et tyranni, der indskrænker andres frihed, skriver sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen

KØBENHAVNS Kommune har i januar vedtaget en LGBTI+-politik. Den er under titlen ”En ligeværdig del af fællesskabet” et forsøg på at skabe rummelighed for homoseksuelle, biseksuelle, transpersoner, interseksuelle og andre, som efterhånden kun nævnes med et ”+”, fordi bogstavrækken ellers bliver ret lang.

Og planen er storstilet: Der er vedtaget cirka 50 konkrete initiativer, hvor der i perioden frem til 2023 skal handles, og hvor handlingerne bagefter kan måles. Flot: Ingen uld i mund-politik her!

En så storstilet politik fortjener opmærksomhed og debat. Ikke mindst, fordi den rejser en række spørgsmål til karakteren af den mangfoldighed, både København og andre bruger store ressourcer på. Derfor kommer her fire obs-punkter.

For det første: Jeg kan sagtens finde noget at rose den vedtagne politik for. Jeg er nemlig enig i parolen om, at i frie samfund skal der være plads til os alle, og at vi skal behandle hinanden ordentligt, værdigt og venligt. I ord og handling. Derfor er det positivt, at kommunen vil arbejde for LGBTI+-personers sikkerhed i nattelivet, at der sættes ind mod mobning af børn i skolerne – nemlig de børn, der lever i såkaldte regnbuefamilier – og at LGBTI+-borgere generelt skal behandles ”fordomsfrit og fyldestgørende” af kommunen.

Det er også positivt, at der sættes ind over for de sundhedsproblemer, der er særligt aktuelle i LGBTI+-miljøer, herunder overfrekvens af depression og selvmord. Der nævnes også mere fysiske problemer, som blandt andet kan hænge sammen med, at LGBTI+-personer dyrker mindre motion end resten af befolkningen.

Dette og mere til er godt nok.

For det andet – og så begynder forbeholdene: Undervejs ligner det positiv særbehandling.

For eksempel når kommunen vil oprette (og betale) en personaleklub for LGBTI+-personer og et særskilt LGBTI+-kulturhus. I det hele taget er det påfaldende, hvor mange af initiativerne, der ifølge beslutningen kræver ”særskilt finansiering”. Jeg opgav at tælle, men konstaterer, at disse penge skal tages fra andre befolkningsgrupper og initiativer.

Der er også steder, hvor initiativerne kun kan forstås sådan, at kommunen vil fungere som pr-afdeling for LGBTI+-miljøet – for eksempel når en pjece om seksualrådgivning skal give ”information og rådgivning om LGBTI+-miljøet”. Det fremgår i øvrigt, at der allerede er oprettet et særligt plejehjem for ældre LGBTI+-personer.

Man kan jo modsætningsvis spørge, hvornår Københavns Kommune agter at hjælpe Luthersk Mission med at oprette et længe ønsket plejehjem i Østdanmark.

For det tredje er der initiativer, der er tæt på at overskride grænsen mellem LGBTI+-rettigheder og et tyranni, der indskrænker andres frihed: Når der skal indføres et kønsneutralt sprog i kommunen, tvinges kommunalt ansatte med en klassisk kønsforståelse let til at bruge et sprog, der modsiger deres egen overbevisning. Det samme gælder, når kommunen vil sende ”normstormere” ud i skolerne for at bearbejde børns holdninger. Hvad er det for normer, der skal stormes, og hvilke skal sættes i stedet?

Og angående det charter for demokratiske værdier, kommunen lægger op til at udarbejde: Hvad vil det indeholde til beskyttelse af os med en klassisk ægteskabsforståelse?

Endelig et vigtigt fjerde punkt: Et så stort initiativ løser ikke alene problemer, det fastholder også et fokus og et verdensbillede. I mine øjne egner denne svulmende handlingsplan sig i høj grad til at fastholde et strategisk offerfokus på LGBTI+.

Og ofre har i vores kristent inspirerede kultur krav på særlig opmærksomhed.

Det kan dog grænse til det komiske, når vedtagelsen forudsætter, at der er grund til at kæmpe specielt for LGBTI+-personers ytringsfrihed: De optræder jo i disse år i hvert tredje talkshow, de fleste politiske partier har mindst én på en synlig post, og der skal nu også være mindst én sympatisk LGBTI+-person i en grundtvigsk børnebog.

Medvirker denne politik alt i alt ikke let til en ny ensretning, som trænger sig frem i disse år? Nemlig at LGBTI+’s verdensopfattelse sætter grænserne for, hvad andre må mene. Det er stadig okay at være heteroseksuel, men det skal være på konstruktivistisk grundlag: at heteroseksualitet bare er en konstruktion blandt andre.

Der skal nok være dem, der mener, at jeg bør blande mig uden om denne diskussion som en præst, der ikke vier homoseksuelle par.

Mit svar: Netop fordi jeg befinder mig i det mindretal, er jeg optaget af rummelige spilleregler mellem os. For samfundets rummelighed gælder vel begge veje

Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, kirke- og kulturminister Mette Bock (LA), sognepræst og tidligere generalsekretær i Luthersk Mission Jens Ole Christensen, katolsk præst Daniel Nørgaard samt sognepræst og folketingskandidat for Det Konservative Folkeparti Marie Høgh.