SKAL VI TILLADE burkaer og moskéer, der er støttet af islamistiske regimer? Skal vi tillade indrejse til radikale imamer? Skal vi tildele statsborgerskab til personer, der ikke vil give hånd? Skal vi give spontan asyl til flygtninge og tillade indvandring fra muslimske lande? Skal vi undlade at udvise kriminelle udlændinge, fordi de risikerer straf i deres hjemlande? Ja, mener de liberale – fra Mogens Lykketoft (S) til Uffe Ellemann-Jensen (V), der her i avisen har advaret mod de ”illiberale” nationalkonservative. De liberale forsvarer nemlig menneskets universelle rettigheder, blandt andet retten til at praktisere sin religion, til at modtage statsborgerskab og til at få asyl.
Jeg mener, at de liberale hensyn til individet har trumfet hensynet til fællesskabet. Resultatet er paradoksalt nok, at vi har fået det modsatte af liberale tilstande. Liberalismen er med andre ord selvødelæggende.
I Frankrig er retsstaten allerede indskrænket på grund af truslen fra islam. Men også i Danmark, ja, i det meste af Vesteuropa, er friheden indskrænket. Det gælder i særlig grad for islamkritikere, jøder og homoseksuelle. Det er livsfarligt at tegne Muhammed, der er flere og flere no go -zoner og overgreb på kvinder. Og så videre.
DERFOR MÅ VI FORKASTE liberalismens værdier om åbenhed og tolerance. For en samfundsordens dybeste ræson er at forsvare sig selv. Sikkerhed og orden kommer før frihed og rettigheder. Først når der er orden, kan vi sikre vores liberale værdier som ytringsfrihed, beskyttelse af mindretal, lighed mellem kønnene, frihed til at vælge religion – og til at forlade den igen.
Det hører til et andet af tilværelsens paradokser, at man kan blive nødt til at begrænse friheden for at bevare den. Den tyske retsfilosof Ernst-Wolfgang Böckenförde formulerede det sådan:
”Den frie, sekulære stat lever af forudsætninger, den ikke selv kan garantere.”
Borgerne skal nemlig af sig selv være villige til at efterleve de liberale værdier. Den liberale orden afhænger med andre ord af nogle særlige kulturelle forudsætninger. Den kristne etik med dens betoning af personlig samvittighed, ansvarlighed, skyld og tilgivelse kunne nævnes. Det er ingen tilfældighed, at verdens mest frie lande har en protestantisk kernekultur.
Det er statens opgave at lovgive, så den kultur ikke ødelægges. Derfor har vi religionsfrihed, men ikke religionslighed. Derfor skal vi hjælpe forfulgte, men ikke rette os efter samfundsnedbrydende konventioner. Derfor bør vi have indvandring, men ikke fra Afrika, Mellemøsten og helt generelt muslimske lande.
Men det mener de liberale ikke. En begavet liberal som journalisten Adam Holm argumenterer for eksempel for, at vores illiberale modstander ikke overvindes gennem lovgivning, men omvendes gennem det gode eksempel, gennem påvirkning i civilsamfundet og fri debat. Men, Herre, giv mig tegn! – havde man nær sagt.
Det virker måske i undtagelsestilfælde. Kendsgerningen er dog, at fundamentalismen blandt herboende muslimer styrkes år for år. Det viste en undersøgelse fra Wilke i 2015. I 2006 mente 62,4 procent, at Koranens anvisninger skal følges fuldt ud. I 2015 var tallet steget til 77,2 procent. Også antallet af voldsparate islamister i Europa stiger. Det viser tal fra Europol og senest fra den tyske sikkerhedstjeneste, hvortil indenrigsminister Horst Seehofer svarede: ”Vi har ikke styr på det.”
Der er altså ingen tegn på, at de liberale har kunnet løse problemerne. Tværtimod. Det skyldes, at liberalismen hviler på en forudsætning, der ikke længere gælder.
Liberale fremfører ofte, at vi overvandt kommunismen uden at forbyde den. Men forudsætningen var, at vi dengang levede i en meget homogen kultur. Det gør vi ikke længere. Selv kommunister var opvokset og opdraget i en vestlig kultur bestående af kristendom, retsstat og oplysning. Derfor kunne de falde tilbage i den kultur, da Sovjetunionen mistede appel. Det gælder ikke for hovedparten af Europas muslimer.
KOMMUNISMEN VAR KUN en ideologi, endda en vestlig ideologi tilbage fra Marx, og derfor kunne kommunister stort set over night i 1989 erstatte den ideologi med liberalt demokrati. Ideologi stikker nemlig ikke så dybt som kultur. Det har meget større omkostninger for den, der vil forlade en kultur, herunder en religion, fordi tabet af identitet og tilhørsforhold er meget større, og fordi det er forbundet med langt større risici.
Sammenhængskraft er samfundets vigtigste byggesten og kernen i den konservatisme, jeg forsvarer. Det gør mig ikke til fortaler for at forbyde illiberale kulturer som islam. Men i modsætning til de liberale svarer jeg nej til de indledende spørgsmål i denne klumme.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.