Der har på det seneste foregået en diskussion mellem politiker Morten Messerschmidt (DF) og professor i religionsvidenskab Anders Klostergaard Petersen. De er uenige om, hvorvidt kristendommen er mere egnet til at indgå i en sekulær samfundsorden end andre religioner, hvilket er en debat, der er nært knyttet til mange års fokusering på religionens betydning og forskellen mellem kristendom og islam.
Men den rummer endnu en dimension, idet den handler om selve måden at tale om det religiøse på. Anders Klostergaard Petersen går til sagen som videnskabsmand og forholder sig til kristendom som et historisk globalt fænomen. For eksempel fremstår kristendommen ifølge professoren ikke særlig sekulariseret i Afrika og Asien, og hvad europæiske forhold angår, understreger han, at sekulariseringen først spirede frem i 1600-1700-tallet. Og at dette primært skyldtes sociale og kulturelle forhold.
Morten Messerschmidt mener, at kristendommen med sit potentiale for adskillelse mellem religion og politik har spillet en stor rolle i udformningen af de vestlige samfund, og at der ikke ville have været en europæisk oplysningstid, som vi kender den, uden kristendom.
Morten Messerschmidt fokuserer på kristendommen her på stedet og ser på, hvordan han selv har fået den overleveret, og her i avisen udtalte han forleden disse centrale ord:
”Min største anfægtelse mod professor Anders Klostergaard Petersen er, at han ikke betragter kristendommen som et trosanliggende, men som noget rent videnskabeligt.”
Dette er en vigtig anfægtelse, som vi må se nærmere på.
På sin vis kan kristendommen naturligvis som så meget andet udsættes for videnskabelig undersøgelse, for den påvirker samfund og historisk udvikling. Men samtidig er der noget sært modsigende ved at indtage rollen som den nøgterne iagttager af noget, der er bestemt til at være et helt anderledes personligt anliggende.
Således kan begrebet tro drukne i den distancerede analyse, og er dette ikke en del af forklaringen på, at troen i Vesten har mistet så megen status? Den har tabt terræn til begejstring for videnskab og rationel tanke, og vi må ikke glemme, at hver gang man taler om Kristus og kristendommen, efterlader man sig spor.
Hvis man ikke anser troen på Gud for at have værdi, bekymrer man sig næppe så meget om det, men hvis man ærer troen, og tilmed som Anders Kloster- gaard Petersen fungerer som præst, må man vel se sig selv som én, der frem for noget andet skal opbygge andre til tro. Og ikke til videnskabelig disciplin.
Den rent forskningsmæssige tilgang til kristendom kan være med til endnu mere at dræne denne tid for selve sansen for det religiøse, og gradvist kan man bidrage til at skubbe mennesker længere væk fra erkendelsen af selv at være den, der bliver tiltalt. Den, der indkapsler kristendommen i rationelle tankebaner, kan næsten i længden komme til at fremstå som en bekæmper af kristendom.
Det handler om det klassiske kierkegaardske forhold mellem lidenskabelig tro og verdenshistorisk overblik, og med fordel kan man læse Henrik Bachs nye bog om den teologiske bevægelse Tidehverv ”Konfrontationskurs”. Stifterne af Tidehverv ønskede at advare mennesket mod at lade sig rive med af egne forfængelige tankerækker frem for at forlade sig på tiltalen fra Gud.
Man ville understrege øjeblikket, hvor man tager ansvaret på sig – her, hvor man er placeret i historien – frem for at dyrke det abstrakte overblik, der kan få os til at snuble i hovmod. Det kan her i parentes bemærkes, at netop abstraktionens hovmod har bidraget til de spændinger, der som følge af overnational multikulturel ideologi har skabt en vis snublende tilstand i Europa i dag.
Manglen på ansvarsfølelse over for det konkrete har i nyere tid været markant. En af grundlæggerne af Tidehverv, Tage Schack, citeres i bogen for følgende:
”Thi kun af nutiden kan vi leve, og kun nutiden kan forberede fremtiden. Den historiske fortid alene kan slå fremtiden ihjel og bruges ofte dertil.”
Vi kan stivne i vore egne analytiske evner og på den måde være i færd med at slå en del af fremtiden ihjel, for hver gang man taler om Kristus og kristendommen, er man med til at forme andre menneskers tanker om Gud, troen, livet og døden. Og dermed også deres kilde til håb.
Det videnskabelige livssyn er særdeles definerende for vor tid, og mens det har bragt os meget godt, skal man være varsom med at lade det udpine talen om det, der kan bringe os det allerbedste.
Enhver har lov til at forske tørt i kristendom, men hvis den, der gør det, selv er troende, er han så ikke forpligtet til først og fremmest at tale om dette at tro? Er han ikke forpligtet til at bekymre sig om sit eget sted, sin egen nutid og sin egen mulighed for at påvirke andre mennesker til at gøre sig tanker om forholdet til Gud frem for at stivne i lidenskabsløs analyse?
Denne er tiden i forvejen meget rig på, og mennesket kan ikke i længden leve af den.
Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.