Når dette læses, er folkekirken genåbnet. Men nu, hvor dette skrives, står det allerede klart, at det indre og ydre pres, vi gennem de seneste 9-10 uger har oplevet på både det internationale, nationale, lokale og folkekirkelige plan, på sigt og på alle niveauer vil påvirke vores måde at indrette og forstå os selv på fremover.
Lige nu er det vreden og trangen til opgør og placering af skyld, der er på dagsordenen. Det er svært at blive vred på en virus, og så bliver man vred på hinanden. At lukke ned var betydeligt lettere end at åbne.
Billederne af ligbilerne fra Bergamo fortoner sig. Ligesom det faktum, at fordi vi dengang handlede så resolut, står efterrationaliseringerne og de kritiske spørgsmål allerede nu i kø: Var det virkelig nødvendigt at gå så drastisk til værks? Er det ikke tid nu til at få åbnet igen? Hvorfor skal det gå så langsomt? Hvad nøler I efter? Hvor bliver de klare udmeldinger af?
Oplukning og vrede hører åbenbart sammen. I samtlige sektorer, på alle niveauer spejdes der efter de skyldige og utilladeligt nølende. Det store blame game er i gang. En populær, men grim sportsgren.
Ingen tvivl om, at der i folkekirken har været truffet beslutninger, der har gjort folkeligt ondt. Én ting er lukkede kirker og aflyste gudstjenester. Noget helt andet er de begravelser og bisættelser, hvor så mange blev forhindret i at følge afdøde på vej og sørge sammen.
Eller konfirmationerne, de smukke unge menneskers solbeskinnede festdag, der blev aflyst og udskudt, måske ovenikøbet hele to gange.
Sørgende efterladte og vrede forældre spørger helt forståeligt: Kunne de mange ansvarlige, rækkende fra den lokal præst, provst, biskop op til ministerier og ministre, have planlagt og effektueret det her anderledes?
En af folkekirkens store styrker er, at vi er, og gerne vil være, tæt på hinanden. Meget bygger på tillid og fortrolighed kæderne imellem: sogn, provsti, stift, kirkeministerium. Og det begynder og vokser alt sammen fra det lokale niveau. Lige præcis her, hvor vi gerne vil fremhæve vores egenart, gør det så også – vil nogle sige – ondt nu.
Stringente beslutningsgange, forkromede overblik og klar kommunikation udspringer altid mere overbevisende fra et veldefineret hierarki og en central struktur. Så når en krise, som den forhåbentligt snart overståede, opstår nærmest ud af det blå, bliver det velordnede anarki til den store fede uoverskuelighed, hvor alle så gerne vil gøre det så godt, de kan, men på forhånd er dømt til at være lidt på bagkant og nogle gange udsætte sig selv for himmelvendte øjne, irritation og utålmodighed.
Biskoppernes forskellige udmeldinger om kirkeåbningerne i sidste uge var hver for sig behjertede – vil jeg mene – forsøg på at udstikke klare retningslinjer, der ikke lod sig udstikke, fordi de skulle udstikkes andre steder, hvor man ventede på, at andre udstak dem. Derfor skulle vi vente til mandag morgen, før vi var helt sikre i vores sag.
Mange, der i andre sammenhænge vil frabede sig centrale folkekirkelige beslutningsgange og et lidt for handlekraftigt bispekollegium, synes pludselig at savne det. Men spørgsmålet er, om det er den vej, det går i postcoronatiden, da folkekirken under hele krisen tydeligvis har fungeret bedst på det lokale plan. Det er derude i sognene, i samspillet mellem præst, personale, menighedsråd og provst, under radarhøjde med opvisning af pragmatisk smidighed og snilde, fjernt fra juridisk kassetænkning og i tempereret respekt for alskens vejledninger, men tæt på folk og deres hverdag og i dyb respekt for situationen, at det har fungeret. I hvert fald så godt som det kunne.
Hvis der skal rejses statuer og holdes varme skåltaler for nogen engang, hvor det er blevet sikkert at give hånd, kramme og gå til buffet igen, så er det, sammen med sundhedspersonale, skraldemænd og buschaufførerne, præsterne, menighedsrådene og kirkens medarbejdere, der skal betænkes.
Det er dem, der har taget den up front med sørgende pårørende og frustrerede konfirmandforældre og lukkede kirker, og som har ladet trøstens budskab lyde, som de nu bedst kunne det.
Så til tidens, og alle tiders, populære spørgsmål: Hvis er skylden? – må jeg insistere: Det er den lille, infame fætter, covid-19, som har givet vores samfund sådan en kæberasler og ved samme lejlighed trykprøvet vores fællesskab og sammenhængskraft. Det gik faktisk godt i første omgang. Vi passede noget så gevaldigt på os selv og hinanden, og nu er vi så i gang med at lukke op igen. Hurra og triumf!
Men som stor tilhænger af arvesynden vil jeg også hævde, at vi alle bærer på en skyld. Som man nu engang gør, når man selv i den bedste hensigt forsøger at få tingene til at hænge sammen og komme videre og samtidigt kommer til at udsætte andre for både ærgrelser, smerte og smittefare. Her er vi alle, som bærer på et ansvar, dømt til at fejle, men i denne sammenhæng også til at tage grundigt ved lære.
Vi i det folkekirkelige slipper heller ikke for at stille os selv og hinanden en række nærgående spørgsmål, nu hvor det stilner af.
For eksempel: Skulle vi mon undertiden, undervejs i forløbet, have rømmet os lidt mere, sat foden ned fra tid til anden, hævdet os lidt mere som medlemstung folkekirke end som et trossamfund blandt flere? Hvad kan vi gøre bedre? Hvad gør vi næste gang?
Som jeg indledte nærværende klumme med at skrive: Det, vi gennemlever lige nu, vil påvirke vores måde at indrette og forstå os selv på fremover. Bestemt også i folkekirken. Så tiden er inde til eftertanke, ikke for at placere aber eller hænge ud, men for at vi alle forhåbentligt bliver klogere og gør det endnu bedre næste gang. Hvis der bliver en sådan.
Kirkeligt set skrives på skift af biskop Henrik Wigh-Poulsen, sognepræst Jens Ole Christensen, forfatter, sociolog og kirkeordfører Henrik Dahl (LA), sekretariatsleder i Resam – Religion og Samfund Nik Bredholt og sognepræst Marie Høgh.