Livet er mere meningsfuldt uden en liste over alt det, man skal nå

Kan et meningsfuldt liv ikke leves uden et højt CO2-forbrug til oversøiske rejser til eksotiske og ikke så sjældent økologisk udfordrede steder, spørger Lillian Bondo

Vi oplever lykkeligvis i stigende grad unge mennesker formulere krav til, at vi som samfund skal gribe liv og forbrug anderledes an. Rejse mindre, sjældnere og mere bæredygtigt. Købe og forbruge mindre. Det er en god udvikling, der kun fører til overlevelse, hvis beslutningstagere over hele kloden følger op på det, skriver Lillian Bondo.
Vi oplever lykkeligvis i stigende grad unge mennesker formulere krav til, at vi som samfund skal gribe liv og forbrug anderledes an. Rejse mindre, sjældnere og mere bæredygtigt. Købe og forbruge mindre. Det er en god udvikling, der kun fører til overlevelse, hvis beslutningstagere over hele kloden følger op på det, skriver Lillian Bondo. Foto: Leif Tuxen.

”THE BUCKET LIST” er et af disse udtryk, som er kommet ind i sproget fra engelsk. En ung bekendt brugte det for nylig i en samtale rundt om et bord, en samtale, der handlede om vores næste feriemål.

Det slog mig som et råt udtryk. ”Bucket list” – på dansk ”træskolisten”, listen over det, man skal nå, inden man skal ”kick the bucket” eller dø. Faktisk dø ved hængning, idet man sparker spanden bort under den, der skal hænges, hvorved løkken strammes om halsen.

Det figurerede i en ofte citeret film fra 2007, en film om to mænd, der er tæt på døden, og som slår sig sammen om at opleve en masse nyt og vildt inden dødens indtræden, inden de skal ”kick the bucket”.

Det føltes forkert at tale om død ved hængning og en stram deadline (ordspillet helt utilsigtet), når man drøfter det næste feriemål. Og hvad får en 27-årig til at tale om, at der er oplevelser, der skal nås, steder der skal ses – inden han dør? Han har ikke en alvorlig sygdomsdiagnose eller en kendt bagkant. Han taler blot om ønsker til ferierejsemål.

Nå ja, det er jo bare en talemåde, ikke? Nej, det synes jeg ikke, det er. Det er at introducere – på en grum baggrund, som de færreste tænker på, så det er nok ikke så forfærdeligt – at vi har noget absolut, vi skal nå, og at vi har travlt med at nå det. Springe i faldskærm ved Victoria Falls, løbe maraton på Den Kinesiske Mur, shoppe i Rodeo Drive.

Men kan et meningsfuldt liv ikke leves uden en liste, der fortæller, hvad vi skal nå at forbruge og foretage os, før vi ikke er her mere? Og kan et meningsfuldt liv ikke leves uden et højt CO2-forbrug til oversøiske rejser til eksotiske og ikke så sjældent økologisk udfordrede steder?

Det fik jeg ikke talt om, da udtrykket blev bragt op – jeg fik kun vendt det der med at sætte alt op, som om der er en dødelig udgang på ens konkrete liv lige om hjørnet. Jeg fik først bagefter tænkt videre over det der med – stadig med samme dødelige udkant lige om hjørnet – alligevel at skulle nå verden rundt og bruge umådeholdne mængder af ressourcer på selvrealisering.

Men ser man så bort fra det med den grumme henrettelsesmetode – og at flertallet, der bruger udtrykket, ikke har en dødelig afgang fra dette liv hængende lige over hovedet, så er vi tilbage ved det essentielle: det, man gerne vil nå – og som på en eller anden måde legitimeres gennem henvisning til, at det er noget, der presser sig på, fordi vi er dødelige, og vi skal nå det.

Måske er det derfor, at der henvises til ”The bucket list” – nå ja, hvis det handler om din død, så kan vi ikke stille spørgsmål til det formålstjenlige i at nå at rejse til alle disse steder.

MAN BLIVER ALDRIG POPULÆR på at spørge folk, om de har overvejet ikke at flyve til Thailand hvert år. Om det er muligt at stræbe efter lykke og gode oplevelser i et helt og fuldt levet liv inden for forbrugsrammer, der ikke efterligner amerikanske filmsucceser.

Som samlet menneskehed har vi faktisk fået skabt kloden en bagkant. Men netop derfor har vi som individer en pligt til at leve, som om både vi og de næste generationer har fortjent at have den klode mange århundreder endnu – i en sameksistens med arter, der var der årmillioner før os.

Vi oplever lykkeligvis i stigende grad unge mennesker formulere krav til, at vi som samfund skal gribe liv og forbrug anderledes an. Rejse mindre, sjældnere og mere bæredygtigt. Købe og forbruge mindre. Det er en god udvikling, der kun fører til overlevelse, hvis beslutningstagere over hele kloden følger op på det.

Det er blevet populært at sige: Gør verdensmål til hverdagsmål. Man kunne også sige: Gør verdensmål til feriemål. Så sæt Nationalmuseet eller Moesgaard Museum eller Den Fynske Landsby på din ”træskoliste” – hvis det er lige om hjørnet med at nå noget fantastisk.

Etisk set skrives på skift af professor i psykologi Lene Tanggaard, bestyrelsesformand, iværksætter og adjungeret professor Lars Kolind, universitetslektor i bioetik Mickey Gjerris, direktør i Cepos Martin Ågerup og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.