Løkke kan lære noget af Dronningen

Måske går skillelinjen ikke mellem dem, der vil forbedringer, og dem, der vil tryghed, men mellem dem, der fastholder, at individet er sin egen ledestjerne, og dem, der erkender, at vi er forbundne

Løkke opremser i B.T. bedre sundhedsvæsen, skole, integration og grøn omstilling. Men handler de nye tider bare om bedre forhold og innovation? Eller handler de om, at vi er blevet bevidste om, at vi ikke kan selv?
Løkke opremser i B.T. bedre sundhedsvæsen, skole, integration og grøn omstilling. Men handler de nye tider bare om bedre forhold og innovation? Eller handler de om, at vi er blevet bevidste om, at vi ikke kan selv?. Foto: Mathias Løvgreen Bojesen/Ritzau Scanpix.

Gud bevare jer alle, lød det fra Dronningen ved hendes nytårstale. Sætningen gibbede nok i de fleste af os. En overraskende sætning, der både illustrerede alvoren i den situation, vi er i, men samtidig mindede os om, at vi ikke alene skal redde os selv. Vi er forbundet, også med en Gud, der vil bevare os.

Dagen efter kom tidligere statsminister Lars Løkke Rasmussen med sin udmelding af Venstre, som han uddybede i B.T. den 3. januar med en henvisning til en ny skillelinje i dansk politik, der ikke går mellem rød og blå blok, men mellem dem, der har ”viljen til forbedringer” og dem, der vælger ”trygheden, ved at undgå forandringer”.

Lars Løkke Rasmussen har utvivlsomt en veludviklet politisk næse, men spørgsmålet er alligevel, om han ikke bytter rundt på årsag og effekt i den nye morgenluft, han vejrer.

For ja, det er nybrudstider. Tider, hvor mange af os egentlig har alt, men alligevel ikke er tilfredse. Hvor vi både har arbejde, tryghed og fritid, men hvor der samtidig er behov for at give alle under 25 år gratis adgang til psykolog. Tider, hvor jagten på den individuelle lykke viste sig at være endeløs – og prisen for den materielle grådighed overvældende.

Så ja, vi vil gerne have forbedringer. Men hvilke? Løkke opremser i B.T. bedre sundhedsvæsen, skole, integration og grøn omstilling. Men handler de nye tider bare om bedre forhold og innovation? Eller handler de om, at vi er blevet bevidste om, at vi ikke kan selv? At vi er trætte af at skulle skabe vores egen lykke og vores eget gode liv? At vi drømmer om, at nogle ting faktisk er os givet, og at vi måske ligefrem kan opleve os båret og bevaret?

Gennem mange år har vi og vore politikere understøttet en udvikling, hvor individet selv skulle definere sit liv, og den økonomiske udvikling var det vigtigste parameter for landets succes. Kunne vi i stedet understøtte en udvikling, hvor vi erkender den styrke, som findes i troens, åndens og dannelsens verden?

Tænk, hvis vores skolelærere var de bedste til at undervise vores børn i kristendom, men også i dannelse og andre livsanskuelser. Hvor Løgstrups fokus på vores forbundethed igen kunne præge skolen. Hvor vores videregående uddannelsesinstitutioner og universiteter genfandt dannelsesidealerne. Hvor vi fokuserede på at få ægteskaber til at lykkes, frem for at gøre det lettere at blive skilt.

Måske går skillelinjen ikke mellem dem, der vil forbedringer, og dem, der vil tryghed, men mellem dem, der fastholder, at individet er sin egen ledestjerne, og dem, der erkender, at vi er forbundne – ikke kun med hinanden, men også med en virkelighed, der er større end vores.

Gud bevare os alle sammen.