Forleden morgen midt i madpakketumult og hurraråb for min søn modtog jeg en telefonopringning fra en mor, der reagerede på sin datters vegne. Min anden søn og hans kammerat havde skrevet noget i en såkaldt klassechat om en pige fra deres folkeskoleklasse. Nu ville pigen ikke i skole, fortalte hendes mor mig indtrængende og grådkvalt.
Jeg fik en klump i halsen. Jeg havde ikke hørt noget. Jeg vidste ikke engang, at der fandtes en sådan chat. Det gjorde jeg nu, og jeg skulle tage affære. Det følte både jeg og denne mor stærkt. Da det gik op for hende, at hun havde afbrudt en fødselsdagsfejring, og at det for øvrigt vist var en lidt voldsom samtale at begynde dagen med, sagde hun: ”Jeg vil jo bare det bedste for mit barn.” Det forstod jeg godt.
Jeg havde en lang og alvorlig samtale med min 12-årige søn om gode digitale vaner; om at der er forskel på, hvad man kan mumle til sine venner og på, hvad man kan skrive offentligt. Samfundet trænger til individer med disse kompetencer; samfundet trænger til mænd, der respekterer kvinder; jeg vil så gerne være leveringsdygtig.
Min søn var først indigneret, så slukøret. Til sidst sagde han helt træt: I holder altid med pigerne, når de græder – men bare fordi de græder, betyder det jo ikke, at vi faktisk har gjort dem noget. Med ”I” mente han det feminine rum af voksne, der omgiver ham: Mig, hans lærere, hans kammeraters mødre. Med ”vi” mente han de drengevenner, der som ham altså føler sig systematisk forfulgt for at være, ja, drenge.
Da jeg så ordene i chatten, forstod jeg godt, hvorfor han sagde netop det. De lå nemlig langt fra de grumme fantasier, der voksede frem i mit hoved under den følelsesladede telefonsamtale.
Han havde skriftligt trukket på skuldrene over denne pige, ikke udstillet eller bagtalt hende, som jeg havde gruet for. Det ville selvfølgelig have været bedst, at han ikke havde skrevet noget. Punktum. Men jeg fik dårlig samvittighed over ikke at have gjort min research godt nok og uden videre have ladet denne moders stærke følelser gå ud over ham.
Min søn har givet mig lov til at skrive om denne hændelse, som jeg synes er vigtig i en tid, hvor vi på den ene side diskuterer køn og adfærdsgrænser og på den anden må forholde os til den omsiggribende skrøbelighed hos et stigende antal psykisk sårbare medborgere.
For min formodning er, at sådanne moderkærlige følelseshandlinger netop er det væv, der spinder grædende børn ind i den erfaring, at de ikke på egen hånd er i stand til at tåle trælse mennesker; at de ikke selv evner at sige fra; at de ikke selv kan håndtere livsbesvær og derfor må forlade sig på indblanding fra myndighedsinstanser som mødre, medier og chefer.
Denne pointe er jeg heldigvis ikke ene om. Så måske er jeg heller ikke den eneste, der kan se, at de curlingtilbøjeligheder, vi længe har leet ad, nu er vokset os over hovedet? At tiden nu er kommet til, at vi med det fælles bedste for øje bør hjælpe hinanden med at tøjle vores respektive forældrefølelser og beskyttertrange? At vi løbende skal minde hinanden om, at det er godt at tage en dyb indånding, når barnet græder over hverdagshændelser? At vi i stedet for at handle på vores indskydelser bør hjælpe børnene med at afdramatisere og sige ”øv, men det går nok det hele”?
Med andre ord: Måske er der nogen, som vil hjælpe mig med at inddæmme gyldigheden af den grundlæggende asociale følelse, der som det naturligste i verden afsluttede telefonsamtalen forleden morgen: ”Jeg vil jo bare det bedste for mit barn”?
For jeg tror ganske enkelt, at denne sætning og dens underliggende løvemor-logik stille og roligt er ved at underminere vores samfund. Ikke kun fordi det er den, der skærmer for eksempel folkeskoleprincipryttere, når de sender deres egne børn i privatskole. Men først og fremmest fordi den synes at skabe mennesker, hvis primære fokus er ”at passe på sig selv”.
Etisk set skrives på skift af rektor for Designskolen Kolding Lene Tanggaard, højskolelærer, ph.d. Christian Hjortkjær, familierådgiver og forfatter Lola Jensen, leder af Center for Grundtvigforskning ved Aarhus Universitet Katrine Frøkjær Baunvig og tidligere formand for Jordemoderforeningen Lillian Bondo.
’