Prøv avisen
Kiosken

Amerikanske forfattere: Måske danner kronisk krænkelse grobund for depressioner

Universiteter i USA er blevet til lyserøde bobler, der kan skærme de studerende mod ord og tanker, de finder krænkende. Her ses studerende fra North Carolina Universitet, som føler sig krænket over statuen, der er kendt som "Silent Sam". Foto: Gerry Broome/Ritzau Scanpix

Anders Raahauge

Dette er en kommentar, og teksten er et udtryk for skribentens egen holdning.

De to frygter mentale langtidsvirkninger hos unge mennesker, der tilbringer en række formative år pakket ind i vat. Universiteterne udgør nu lyserøde bobler, der kan skærme de studerende mod alt, hvad de har lært at foragte.

KRÆNKELSESKULTUREN har indtaget amerikanske universiteter, som Kiosken flere gange har berettet om. Nu føler danske højere læreanstalter, at de bør hoppe med på moden. Samtidig bringer magasinet The Atlantic en status over fænomenet i USA ved Jonathan Haidt og Greg Lukianoff.

De to har sammen skrevet den netop udkomne bog ”The Coddling of the American Mind”. Samme titel bærer deres essay – forkælelsen af det amerikanske sind.

De to frygter mentale langtidsvirkninger hos unge mennesker, der tilbringer en række formative år pakket ind i vat. Universiteterne udgør nu lyserøde bobler, der kan skærme de studerende mod alt, hvad de har lært at foragte.

Ét er, at universiteternes akademiske standard falder dramatisk, hvis meninger ikke må brydes. Ingen seriøs undervisning kan finde sted, hvis store stofmængder af højeste kvalitet på forhånd dømmes ude. Noget andet er afskærmningens effekt på de studerendes sind.

Der er tale om en skærpelse af den oprindelige politiske korrekthed. Den ønskede oprindeligt, at pensum skulle suppleres med vinkler eller forfattere, der kunne repræsentere minoriteter, etniske eller seksuelle, påpeger Jonathan Haidt og Greg Lukianoff. Nu går man videre og vil ligefrem udelukke det, der ikke flugter med korrekthedens katalog af holdninger. For man frygter virkningen på ens sind ved at se det uønskede.

”Bevægelsen handler nu især om følelsesmæssig velvære. Mere end før forudsætter den en ekstraordinær skrøbelighed i de studerendes psyke, og derfor har den som mål at beskytte studerende mod psykologiske skader.”

Derfor skal universiteterne udgøre såkaldte safe spaces, hvor man kan være sikker på aldrig at møde noget stødende. Og derfor skal bestemte værker udstyres med de såkaldte trigger warnings – advarsler om, at indholdet kan udløse forargelse eller direkte angst.

Virginia Woolfs roman ”Mrs. Dalloway” har fået en sådan, fordi der heri optræder selvmorderisk anlæg. Ovids ”Metamorfoser” er udstyret med en, fordi der i denne antikke digtcyklus optræder seksuelle overgreb.

En juraprofessor på Harvard røbede for nylig, at studerende havde anmodet om, at der ikke blev undervist i den del af straffeloven, der angår voldtægt. Ordet alene kunne udløse ængstelse eller sammenbrud.

”Det svarer jo til, at en medicinstuderende, som vil være kirurg, frygter, han bliver ulykkelig, hvis han skal se blod,” klager juraprofessoren.

En studerende på et universitet i Indiana læste en bog med titlen ”Notre Dame vs. The Klan” om det katolske Notre Dame-universitets kamp mod en Ku Klux Klan-march på dets campus i 1924. Bogens omslag viste et foto af marchen, og en medstuderende tog anstød af synet af de hvide kutter og indgav anmeldelse. Universitetsledelsen fandt den første studerende skyldig i race-krænkelse. Det er særligt alarmerende, at krænkelsesregimentet således knæsættes i toppen af systemet gennem nye, surrealistiske regelsæt. Al juridisk ædruelighed bliver fortid.

Tidligere fastslog det amerikanske undervisningsministeriums retningslinjer, at universitetets ledelse kun kunne skride ind over for ”objektivt” krænkende ytringer. Men i 2013 blev følelser anerkendt som fældende bevis i en proces.

Føler man sig krænket, da foreligger der også en krænkelse, for den er jo noget, man føler. Denne cirkelslutning udløser nu de mange heksejagter på både undervisere og studerende. Og denne mekanisme er en frygtelig arv at bringe med sig ud i livet, bemærker Jonathan Haidt og Greg Lukianoff.

”Hvis vore universiteter lærer de studerende, at deres følelser kan bruges virkningsfuldt som våben, så indlærer de hos dem en art hyperfølsomhed, der vil føre dem ind i utallige konflikter på universitetet og i tiden efter. Man indpoder måske tankemønstre hos de studerende, som vil skade deres karrierer og venskaber såvel som deres mentale helbred.”

Man går ud i verden, så krænkelsesparat, hudløs og selvretfærdig, at ens tilværelse bliver en perlerække af fortrædeligheder. Man bliver kronisk intolerant, fordi man aldrig har lært at lytte til, endsige respektere afvigende synspunkter. Universiteternes klima af nul-tolerance bliver installeret i ens eget, selvretfærdige sind.

”En campuskultur, der er indrettet på at overvåge tale og straffe talere, vil sandsynligvis avle tankemønstre, der er forbavsende lig dem, som kognitive psykologer i lang tid har betragtet som roden til depression og ængstelse.”

De to forfattere trækker en lige linje tilbage til dengang i 1980’erne, da det blev almindeligt, at børn ikke længere legede frit og udendørs, langt fra curlingforældrenes beskyttende blik. Og de understreger, hvordan Facebook og andre netmedier desværre ”gør det ekstraordinært nemt at deltage i korstog, udtrykke solidaritet og forargelse og fryse forrædere ud”.

Flokken hidser sig selv op, og det kræver helt ekstraordinært mod hos en studerende at fastholde et selvstændigt synspunkt. Måtte lærerne snart tage sig sammen til en modreaktion, ønsker Jonathan Haidt og Greg Lukianoff.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.

Universiteter i USA er blevet til lyserøde bobler, der kan skærme de studerende mod ord og tanker, de finder krænkende. Det er en katastrofe for både undervisningen og de unges mentale helbred, skriver amerikanske forfattere i den seneste udgave af magasinet The Atlantic, hvor der i taleboblen her på forsiden står: ”Pas hellere på, hvad du siger!”.