Sociolog Rasmus Willig: Måske er kogte bønner svaret på en fælles fremtid

For ikke så lang tid siden var en god fredagsbøf nærmest et normativt overskud i sig selv. Nu forholder det sig omvendt sådan, at hver gang der serveres kød, er der tale om et normativt underskud. Klimakrisen forudsætter ikke bare noget mere grønt på tallerkenen, men også et skifte i vores normer.

illustration: søren mosdal
illustration: søren mosdal

NORMER ER retningsgivende forventninger til vores adfærd, man skal sige pænt tak for maden og ikke noget med at bøvse, slippe en vind eller fodre hunde ved bordet. Normer er ofte helt usynlige for os, men er uhyggeligt adfærdsregulerende og hjælper os til at kunne begå os, hvor der ikke findes eller er behov for lovgivning.

Uden retningsgivende normer ville ethvert samfund straks bryde sammen. De fleste normer er ikke nedfældet, men regulerer altså ligesom enhver lovgivning, og overholdes de ikke, er der som regel også en sanktion. Den, der som gæst sidder med fingeren oppe i næsen ved middagsbordet, skal nok ikke regne med at blive inviteret igen. Det ved vi, og derfor gør vi os umage.

NORMER BELØNNER eller sanktionerer præstationer eller mangel på samme. Men frem for alt passer normerne på os. De sørger for, at vi individuelt og i fællesskab ikke kommer unødigt op at toppes, og at vi helt basalt kan stå op og tage en dag mere sammen. De er altså ordensskabende, og når vi får nye og konkurrerende normer, er der som regel konflikt, indtil nogen indser, at de nye normer rationelt set er bedre end de gamle, for der er altid et vist rationelt element i alle normer, for ellers ville de som regel ikke fungere.

Den tyske socialfilosof Axel Honneth har et særligt begreb til at beskrive, at visse normer har et specifikt udviklingspotentiale, altså i princippet er lidt bedre end andre normer og kan have en lidt længere holdbarhed. Således ville det nok være meget uholdbart, hvis det blev en norm, at alle skulle rende rundt med en finger oppe i næsen, men mere holdbart at vaske hænder efter ethvert toiletbesøg. Honneth forbinder sådanne normer med begrebet ”Geltungsüberhang”, der kan oversættes til noget i stil med ”normativt overskud”.

Der er især to vigtige kendetegn ved dette begreb: For det første at nogle normer altid kan udvikles yderligere, og for det andet at de aldrig kan blive til utopier, for en utopi forudsætter, at der ikke længere er behov for udvikling, heraf utopien. Det lyder måske lidt kompliceret, men det er egentlig ret simpelt. Det er således en utopi at tro, at alle vil huske at vaske hænder efter ethvert toiletbesøg, hvorimod normen om, at det er godt at vaske hænder, besidder et normativt overskud, for det er altid muligt at få lidt flere til at vaske hænder, men aldrig alle. Igen er sådanne normer ordensskabende, for de er til gavn for os. Jo flere der efterlever normen, desto færre syge som konsekvens af dårlig hygiejne.

NÅR FØRST MAN begynder at tænke over det, vil man se, at hele vores tilværelse er struktureret over sådanne normer. Men nogle normer er altså vigtigere end andre. Så tidligt som i 1908 skrev sociologen Georg Simmel, hvad der senere blev en verdensberømt tekst med titlen ”Soziologie der Mahlzeit” (Måltidets sociologi), der lader os forstå, at måltidet strukturerer såvel familier som hele fællesskaber.

En familie er en familie, fordi den spiser sammen hver dag, og det er også her, at der ikke bare sker en overlevering af ønskelige normer for adfærd ved middagsbordet, men også af et hav af andre normer, for det er her, familien er samlet på et bestemt klokkeslet hver dag, år ud og år ind, hele livet igennem. Og det er altså også her, vi lærer, at man skal huske at vaske hænder, før man sætter sig ved bordet.

Her 100 år efter Simmels indsigt spiser vi fortsat sammen, og tak for det, for ellers ingen normer og social orden, der kan passe på os og ikke mindst videreføres til vores børn, men det er pludselig blevet svært at sige tak for mad, sådan som det sig hør og bør. Det har igen noget med normerne at gøre, for på de fleste dage serveres der kød, og vi ved nu, at det er forkert, for bliver vi ved med det, vil der ikke være nogen beboelig klode for vores børn. Klimakrisen forudsætter ikke bare noget mere grønt på tallerkenen, men også et skifte i vores normer. For ikke så lang tid siden var en god fredagsbøf nærmest et normativt overskud i sig selv. En belønning for en veloverstået uge og en god start på weekenden.

Nu forholder det sig omvendt sådan, at hver gang der serveres kød, er der tale om et normativt underskud, der ikke sikrer den sociale reproduktion eller skaber orden, for i takt med at klimakrisen tager til, vil den sociale orden komme under pres, ja, faktisk vil vores civilisation, som vi kender den i dag, gå til grunde, hvis vi fortsætter.

Nu starter konflikten ved middagsbordet, for hvad er nu det for noget? Hvori består belønningen? Vel da ikke i blandede salater og en masse kogte bønner? Nej, det er rigtigt, for mange er det ikke en belønning, i hvert fald ikke til at begynde med, men for dem, der har børn eller børnebørn, kan deres belønning til gengæld bestå i, at deres kære har en fremtid, og det er jo ikke så ringe endda.

Refleksion skrives på skift af ph.d. og forfatter Kasper Støvring, sognepræst og journalist Sørine Gotfredsen, forfatter og tidligere biskop Kjeld Holm, sociolog Rasmus Willig og hospitalspræst Lotte Blicher Mørk.