Nyt forskningsprojekt: Snart vil vi kunne lugte til fortiden

Et nyt projekt vil indsamle, katalogisere og derefter genskabe fortidens dufte i et digitalt leksikon

Undertegnede har igennem nogle år været medlem af Det Europæiske Forskningsråd, hvor jeg sammen med kolleger fra hele Europa er med til at vurdere og udvælge de forskningsprojekter, der fortjener EU-støtte. Det kan være møjsommeligt at pløje sig igennem store bunker af forskningsprojekter, og møderne, vi afholder i Bruxelles, udvikler sig ofte til en maratonforestilling over fem lange dage.

Samtidig har man det privilegium at få indsigt i nye og banebrydende forskningsidéer. Der er masser af spændende historier at fortælle. Oftest får de forskningsprojekter, Det Europæiske Forskningsråd vælger at finansiere, dog ingen opmærksomhed uden for akademiske kredse.

Men i sidste uge fangede et netop finansieret forskningsprojekt, ”Odeuropa”, mediernes opmærksomhed i store dele af verden, efter at Det Europæiske Forskningsråd offentligjorde listen af projekter, der har modtaget støtte i 2020.

”Hvordan lugtede Europa for århundreder siden?”, titulerede New York Times en større artikel, der beskrev, hvordan forskere har fået støtte til et projekt, der skal identificere de aromaer, der har ramt europæeres næser fra 1600-tallet og frem til i dag.

The Guardian stemte i: ”Fra den skarpe duft af en cigar til den blide duft af roser kan lugte transportere os tilbage til fortiden.”

Italienske La Stampa skriver: ”Hvad dufter Europa af? Har byerne, stederne, historien, de begivenheder, der har formet den del af verden, vi kender bedst, en duft? Svaret kommer fra et internationalt forskningsprojekt, der skal skabe et usædvanligt digitalt leksikon.” For som magasinet Live Science indleder en artikel: ”Der bliver skrevet, læst og fortalt om historien – men sjældent er den blevet lugtet.”

Projektet er bygget op omkring et internationalt konsortium med deltagelse fra Holland, Storbritannien, Slovenien, Tyskland, Frankrig og Italien. Forskerne kommer fra discipliner, der normalt ikke arbejder tæt sammen: historie, kunsthistorie, computerlingvistik, semantisk web, visuel computing, kulturarv og kemi.

Koblingen mellem lugtesans og historieskrivning kan forekomme overraskende, men projektidéen er – som alle gode forskningsidéer – både enkel og indlysende. Vi kender det fra personlig erfaring. Når vi ser et billede eller læser nogle ord, kan det bringe et minde frem. Men når vi møder en duft, bliver vi bragt tilbage til fortiden helt uden refleksionens filter. ”Mere end alle andre sanser, er duftesansen den sans, der er tættest forbundet med vores følelser og hukommelse,” som det italienske tech-magasin Everyeye.it understreger.

Når man træder ind i et rum og genkender en duft fra sin barndom, rammer fortiden en som en fysisk tilstedeværelse. Det rammer hjertet, før det rammer hjernen.

Alt lugter ikke lige godt. ”Dårlig lugt har også historie – og vores opfattelse af, hvad der var behageligt eller stinkende har ændret sig. For eksempel blev kropslugt først tabu i begyndelsen af det 20. århundrede, da industriel produktion gjorde parfume og sæbe tilgængelige for lavere sociale klasser,” som en projektdeltager udtaler til Live Science: ”Dyregødning blev herliggjort af forfattere omkring 1900, fordi den udtrykte en længsel efter landskabet. Det var en måde at udtrykke en forfærdelse over det ’lugtfri’ og ’civiliserede’ bourgeoisi.”

”Dufte former vores oplevelse af verden, men vi har meget lidt sensorisk viden om vores fortid,” som den hollandske projektleder Inger Leemans udtaler på EU’s hjemmeside for forskning: ”Vores projekt vil dykke ned i samlinger af digital arv for at finde Europas dufte og de historier, de bærer på, og så bringe dem tilbage til vores næser i dag.”

Det mest revolutionerende ved projektet er nemlig, at man rent faktisk vil indsamle, katalogisere og derefter genskabe fortidens dufte i et digitalt leksikon. Som New York Times skriver: ”Efter at have katalogiseret duftene vil forskerne, sammen med kemikere og parfumeeksperter, genskabe omkring 120 dufte med den forhåbning, at museer rundt omkring i verden vil inddrage nogle af disse dufte for at gøre museumsbesøg mere fordybende og mindeværdige for de besøgende.”

Forskningsprojektet tog form før covid-19, men forskerne bag projektet ser en øget relevans af projektet i det lys: Mennesker smittet med corona kan miste lugtesansen, og coronakrisen har ændret på, hvordan vores byer dufter. Coronakrisen understreger blot, at lugtesans og samfundsudvikling er tæt forbundet.

Europa er naturligvis meget mere end EU. Men hvis et EU-finansieret forskningsprojekt kan være med til at genfinde duften af Europa, har det vel også en slags værdi. Måske Europa slet ikke er en abstrakt idé, fremavlet på bureaukratiske skriveborde i Bruxelles. Måske Europa er noget, vi mærker gennem næseborene. For det er duft, lugt og stank, der binder os sammen. En duft af liv til liv.

Kiosken samler og kommenterer den internationale værdi- og religionsdebat og skrives på skift af Bjørn Thomassen, professor mso i socialvidenskab ved Roskilde Universitet, og Anders Raahauge, sognepræst i Sønderborg.